Ordsprogene 27

1 Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde.

Rosa deg ikkje av morgondagen, for du veit ikkje kva ein dag ber i fang.

2 Lad en fremmed rose dig og ikke din egen Mund; en anden og ikke dine egne Læber!

Lat ein annan rosa deg; ikkje din eigen munn, ein framand og ei dine eigne lippor!

3 Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge.

Stein er tung, og sand veg mykje, men tyngre enn båe er dåreharm.

4 Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?

Sinne er fælslegt, og vreide ein flaum, men kven kann standa seg mot åbryskap?

5 Aabenbar Irettesættelse er bedre end skjult Kærlighed.

Betre er openberrleg refsing enn kjærleik som held seg duld.

6 Saar af en Elsker ere vel mente, men den hadefuldes Kys ere rigelige.

Trugne er slag av venehand, og mange er uvens kyssar.

7 En mæt Sjæl vrager Honningkage; men alt besk er sødt for en hungrig Sjæl.

Den mette trakkar på honning, men den svoltne tykkjer alt beiskt er søtt.

8 Ligesom en Spurv, der flagrer om borte fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring borte fra sit Sted.

Som ein fugl som rømer frå reiret sitt, er ein mann som rømer frå heimen sin.

9 Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed glæder, naar den kommer fra hans Sjæls Raad.

Olje og røykjelse hjarta gled, og søte venar-ord frå rådvis sjæl.

10 Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Hus paa din Nøds Dag; bedre er en Nabo nær hos end en Broder langt borte.

Slepp ikkje frå deg venen din og far din’s ven, so du lyt heim til bror din når du er i naud! Ein granne nær attmed er betre enn ein bror langt burte.

11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den, som forhaaner mig.

Vert vis, min son, og gled mitt hjarta, so eg kann svara den som spottar meg!

12 Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.

Den kloke ser fåren, gøymer seg; fåmingar renner fram og lyt bøta for det.

13 Naar en gaar i Borgen for en fremmed, tag saa hans Klæder, og tag Pant af ham for den fremmede Kvindes Skyld.

Tak klædi hans, for han hev borga for ein annan, og panta honom for ei framand kvinna!

14 Hvo som velsigner sin Næste med høj Røst aarle om Morgenen, ham skal det regnes for en Forbandelse.

Den som høgmælt signar sin ven um morgonen tidleg, han skal få det tilrekna som ei forbanning.

15 Et vedholdende Tagdryp paa en Regndag og en trættekær Kvinde ligne hinanden.

Si-drop frå taket ein regndag og ei trættekjær kvinna likjest kvarandre.

16 Hver som søger at skjule hende, skjuler Vind, og hans højre Haand griber i Olie.

Den som held på henne, held på vind, og handi hans triv i olje.

17 Jern skærpes ved Jern, og en Mand skærpes over for hans Næstes Ansigt.

Jarn sliper jarn, og den eine mannen sliper den andre.

18 Hvo, som bevarer et Figentræ, skal æde Frugt deraf, og hvo der tager Vare paa sin Herre, skal æres.

Den som agtar fiketreet sitt, fær eta frukti av det, den som tek vare på sin herre, skal få æra.

19 Ligesom i Vandet Ansigt er imod Ansigt, saa er et Menneskes Hjerte imod et Menneske.

Som andlit seg speglar mot andlit i vatnet, so menneskjehjarta mot menneskje.

20 Dødsriget og Afgrunden kunne ikke mættes, saa kunne og Menneskens Øjne ikke mættes. (Sheol h7585)

Helheim og avgrunn vert ikkje mette, og menneskjeaugo vert ikkje mette. (Sheol h7585)

21 Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet, og en Mand prøves efter, hvad han roser.

Diglen røyner sylvet og omnen gullet, og ein mann vert røynd av sin ros.

22 Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.

Um du støyte uvitingen i mortelen med støytaren i hop med gryn, so vilde ikkje vitløysa vika ifrå han.

23 Du skal grant kende dine Faars Udseende; sæt din Hu til Hjordene!

God greide lyt du hava på koss sauerne dine ser ut, og agta vel på buskapen din!

24 Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone varer. Ira Slægt til Slægt?

For velstand varer ikkje æveleg, og ikkje ei kruna frå ætt til ætt.

25 Naar Høet er bortført, saa lader Græsset sig se igen, og Urterne paa Bjergene sankes.

Men er høyet burte og håi kjem att, og fjellgras vert sanka i hop,

26 Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Ager værd.

då hev du lamb til klæde, og bukkar til å kjøpa deg åker for,

27 Og du har Gedemælk nok til Føde for dig, til Føde for dit Hus, og Livs Ophold til dine Piger.

og geitemjølk nok til mat for deg, til mat for huset ditt og til livsupphald for gjentorne dine.