Ordsprogene 27

1 Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde.

Ne glorieris in crastinum, ignorans quid superventura pariat dies.

2 Lad en fremmed rose dig og ikke din egen Mund; en anden og ikke dine egne Læber!

Laudet te alienus, et non os tuum: extraneus, et non labia tua.

3 Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge.

Grave est saxum, et onerosa arena: sed ira stulti utroque gravior.

4 Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?

Ira non habet misericordiam, nec erumpens furor: et impetum concitati ferre quis poterit?

5 Aabenbar Irettesættelse er bedre end skjult Kærlighed.

Melior est manifesta correptio, quam amor absconditus.

6 Saar af en Elsker ere vel mente, men den hadefuldes Kys ere rigelige.

Meliora sunt vulnera diligentis, quam fraudulenta oscula odientis

7 En mæt Sjæl vrager Honningkage; men alt besk er sødt for en hungrig Sjæl.

Anima saturata calcabit favum: et anima esuriens etiam amarum pro dulci sumet.

8 Ligesom en Spurv, der flagrer om borte fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring borte fra sit Sted.

Sicut avis transmigrans de nido suo, sic vir qui derelinquit locum suum.

9 Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed glæder, naar den kommer fra hans Sjæls Raad.

Unguento et variis odoribus delectatur cor: et bonis amici consiliis anima dulcoratur.

10 Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Hus paa din Nøds Dag; bedre er en Nabo nær hos end en Broder langt borte.

Amicum tuum, et amicum patris tui ne dimiseris: et domum fratris tui ne ingrediaris in die afflictionis tuæ. Melior est vicinus iuxta, quam frater procul.

11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den, som forhaaner mig.

Stude sapientiæ fili mi, et lætifica cor meum, ut possis exprobranti respondere sermonem.

12 Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.

Astutus videns malum, absconditus est: parvuli transeuntes sustinuerunt dispendia.

13 Naar en gaar i Borgen for en fremmed, tag saa hans Klæder, og tag Pant af ham for den fremmede Kvindes Skyld.

Tolle vestimentum eius, qui spopondit pro extraneo: et pro alienis, aufer ei pignus.

14 Hvo som velsigner sin Næste med høj Røst aarle om Morgenen, ham skal det regnes for en Forbandelse.

Qui benedicit proximo suo voce grandi, de nocte consurgens maledicenti similis erit.

15 Et vedholdende Tagdryp paa en Regndag og en trættekær Kvinde ligne hinanden.

Tecta perstillantia in die frigoris, et litigiosa mulier comparantur:

16 Hver som søger at skjule hende, skjuler Vind, og hans højre Haand griber i Olie.

qui retinet eam, quasi qui ventum teneat, et oleum dexteræ suæ vocabit.

17 Jern skærpes ved Jern, og en Mand skærpes over for hans Næstes Ansigt.

Ferrum ferro exacuitur, et homo exacuit faciem amici sui.

18 Hvo, som bevarer et Figentræ, skal æde Frugt deraf, og hvo der tager Vare paa sin Herre, skal æres.

Qui servat ficum, comedet fructus eius: et qui custos est domini sui, glorificabitur.

19 Ligesom i Vandet Ansigt er imod Ansigt, saa er et Menneskes Hjerte imod et Menneske.

Quomodo in aquis resplendent vultus prospicientium, sic corda hominum manifesta sunt prudentibus.

20 Dødsriget og Afgrunden kunne ikke mættes, saa kunne og Menneskens Øjne ikke mættes. (Sheol h7585)

Infernus et perditio numquam implentur: similiter et oculi hominum insatiabiles: (Sheol h7585)

21 Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet, og en Mand prøves efter, hvad han roser.

Quomodo probatur in conflatorio argentum, et in fornace aurum: sic probatur homo ore laudantis. Cor iniqui inquirit mala, cor autem rectum inquirit scientiam.

22 Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.

Si contuderis stultum in pila quasi ptisanas feriente desuper pilo, non auferetur ab eo stultitia eius.

23 Du skal grant kende dine Faars Udseende; sæt din Hu til Hjordene!

Diligenter agnosce vultum pecoris tui, tuosque greges considera:

24 Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone varer. Ira Slægt til Slægt?

Non enim habebis iugiter potestatem: sed corona tribuetur in generationem et generationem.

25 Naar Høet er bortført, saa lader Græsset sig se igen, og Urterne paa Bjergene sankes.

Aperta sunt prata, et apparuerunt herbæ virentes, et collecta sunt fœna de montibus.

26 Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Ager værd.

Agni ad vestimentum tuum: et hœdi, ad agri pretium.

27 Og du har Gedemælk nok til Føde for dig, til Føde for dit Hus, og Livs Ophold til dine Piger.

Sufficiat tibi lac caprarum in cibos tuos, et in necessaria domus tuæ: et ad victum ancillis tuis.