Ordsprogene 27
1 Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde.
Ne te glorifie pas du jour de demain, car tu ne sais pas ce qu’un jour enfantera.
2 Lad en fremmed rose dig og ikke din egen Mund; en anden og ikke dine egne Læber!
Qu’un autre te loue, et non ta bouche, – un étranger, et non tes lèvres.
3 Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge.
La pierre est pesante et le sable est lourd; mais l’humeur d’un fou est plus pesante que tous les deux.
4 Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?
La fureur est cruelle et la colère déborde, mais qui subsistera devant la jalousie?
5 Aabenbar Irettesættelse er bedre end skjult Kærlighed.
Mieux vaut une réprimande ouverte qu’un amour caché.
6 Saar af en Elsker ere vel mente, men den hadefuldes Kys ere rigelige.
Les blessures faites par un ami sont fidèles, mais les baisers de celui qui hait sont fréquents.
7 En mæt Sjæl vrager Honningkage; men alt besk er sødt for en hungrig Sjæl.
L’âme rassasiée foule aux pieds les rayons de miel, mais pour l’âme qui a faim tout ce qui est amer est doux.
8 Ligesom en Spurv, der flagrer om borte fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring borte fra sit Sted.
Comme un oiseau erre çà et là loin de son nid, ainsi est l’homme qui erre loin de son lieu.
9 Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed glæder, naar den kommer fra hans Sjæls Raad.
L’huile et le parfum réjouissent le cœur, et la douceur d’un ami est [le fruit] d’un conseil qui vient du cœur.
10 Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Hus paa din Nøds Dag; bedre er en Nabo nær hos end en Broder langt borte.
N’abandonne point ton ami, ni l’ami de ton père, et n’entre pas dans la maison de ton frère au jour de ta calamité. Mieux vaut un voisin proche qu’un frère éloigné.
11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den, som forhaaner mig.
Mon fils, sois sage et réjouis mon cœur, afin que j’aie de quoi répondre à celui qui m’outrage.
12 Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.
L’homme avisé voit le mal [et] se cache; les simples passent outre [et] en portent la peine.
13 Naar en gaar i Borgen for en fremmed, tag saa hans Klæder, og tag Pant af ham for den fremmede Kvindes Skyld.
Prends son vêtement, car il a cautionné autrui; et prends de lui un gage, à cause de l’étrangère.
14 Hvo som velsigner sin Næste med høj Røst aarle om Morgenen, ham skal det regnes for en Forbandelse.
À celui qui bénit son ami à haute voix, se levant le matin de bonne heure, on le lui comptera comme une malédiction.
15 Et vedholdende Tagdryp paa en Regndag og en trættekær Kvinde ligne hinanden.
Une gouttière continuelle en un jour de pluie, et une femme querelleuse, cela se ressemble.
16 Hver som søger at skjule hende, skjuler Vind, og hans højre Haand griber i Olie.
Qui l’arrête, arrête le vent, et sa droite trouve de l’huile.
17 Jern skærpes ved Jern, og en Mand skærpes over for hans Næstes Ansigt.
Le fer s’aiguise par le fer, et un homme ranime le visage de son ami.
18 Hvo, som bevarer et Figentræ, skal æde Frugt deraf, og hvo der tager Vare paa sin Herre, skal æres.
Celui qui soigne le figuier mange de son fruit, et celui qui veille sur son maître sera honoré.
19 Ligesom i Vandet Ansigt er imod Ansigt, saa er et Menneskes Hjerte imod et Menneske.
Comme dans l’eau le visage répond au visage, ainsi le cœur de l’homme répond à l’homme.
20 Dødsriget og Afgrunden kunne ikke mættes, saa kunne og Menneskens Øjne ikke mættes. (Sheol h7585)
Le shéol et l’abîme sont insatiables, et les yeux de l’homme sont insatiables. (Sheol h7585)
21 Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet, og en Mand prøves efter, hvad han roser.
Le creuset est pour l’argent, et le fourneau pour l’or, ainsi l’homme, pour la bouche qui le loue.
22 Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.
Quand tu broierais le fou dans un mortier, au milieu du grain, avec un pilon, sa folie ne se retirerait pas de lui.
23 Du skal grant kende dine Faars Udseende; sæt din Hu til Hjordene!
Connais bien la face de ton menu bétail, veille sur tes troupeaux;
24 Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone varer. Ira Slægt til Slægt?
car l’abondance n’est pas pour toujours, et une couronne [dure-t-elle] de génération en génération?
25 Naar Høet er bortført, saa lader Græsset sig se igen, og Urterne paa Bjergene sankes.
Le foin disparaît, et l’herbe tendre se montre, et l’on ramasse les herbes des montagnes.
26 Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Ager værd.
Les agneaux sont pour ton vêtement, et les boucs pour le prix d’un champ,
27 Og du har Gedemælk nok til Føde for dig, til Føde for dit Hus, og Livs Ophold til dine Piger.
et l’abondance du lait de tes chèvres pour ta nourriture, pour la nourriture de ta maison, et pour la vie de tes servantes.
