Ordsprogene 26
1 Som Sneen om Sommeren og som Regnen om Høsten saa passer Ære ikke for en Daare.
As snow in summer, and as rain in harvest, so, unbecoming to a dullard is honour.
2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saaledes vil en Forbandelse, som sker uden Aarsag, ikke træffe ind.
As a sparrow in wandering, as a swallow in flying, so, a causeless curse, shall not alight.
3 En Svøbe er for Hesten og en Tømme for Asenet og et Ris for Daarers Ryg.
A whip for the horse, a bridle for the ass, and a rod for the back of dullards.
4 Svar ej en Daare efter hans Taabelighed, at ikke ogsaa du skal blive ham lig.
Do not answer a dullard, according to his folly, lest, even thou thyself, become like him;
5 Svar en Daare efter hans Taabelighed, at han ikke skal være viis i sine egne Øjne.
Answer a dullard according to his folly, lest he become wise in his own eyes.
6 Fødderne hugger den af sig, og Fortrædelighed maa den drikke, som sender Bud ved en Daare.
One who cutteth off feet, one who drinketh down wrong, is he who sendeth a message by the hand of a dullard.
7 Tager Benene fra den halte og Tankesproget bort, som er i Daarers Mund.
Useless are the legs of the lame, and a proverb, in the mouth of a dullard.
8 Som den, der binder Stenen fast i Slyngen, saa er den, der giver en Daare Ære.
Like tying a stone to a sling, so, is he that giveth honour, to a dullard.
9 Som en Tjørnekæp, der kommer i den druknes Haand, saa er Tankesproget i Daarers Mund.
A brier cometh into the hand of a drunken-man, a proverb into the mouth of dullards.
10 Som en Pil, der saarer alt, saa er den, der lejer en Daare, og den, der lejer vejfarende.
[As] an archer who woundeth every thing, [so] one who hireth a dullard, and a drunkard crossing the sea.
11 Ligesom en Hund vender sig til sit eget Spy, saa er Daaren, som gentager sin Taabelighed.
As, a dog, returneth onto his own vomit, a dullard, repeateth his folly.
12 Har du set en Mand, som er viis i sine egne Øjne, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.
Thou hast seen a man wise in his own eye, —more hope of a dullard, than of him!
13 Den lade siger: Der er en grum Løve paa Vejen, en Løve paa Gaderne.
Saith the sluggard, A roaring lion in the road! A tearing lion in the midst of the broadways.
14 Som Døren drejer sig om paa sine Hængsler, saa den lade paa sin Seng.
The door, turneth on its hinges, and, the sluggard, upon his bed.
15 Den lade stikker sin Haand i Fadet; det bliver ham besværligt at lade den komme til sin Mund igen.
The sluggard burieth his hand in the dish, he is too lazy to bring it back to his mouth.
16 Den lade er visere i sine egne Øjne end syv, som svare forstandigt.
Wiser is the sluggard in his own eyes, than, seven persons, who can answer with judgment.
17 Som den, der griber Hunden fat ved Ørene, saa er den, der gaar forbi og kommer i Vrede over en Trætte, der ikke kommer ham ved.
As he who layeth hold of the ears of a dog, is a passer-by, who giveth vent to his wrath over a quarrel, not his!
18 Som en gal, der udkaster Gnister, Pile og Død,
As a madman throwing firebrands, arrows and death,
19 saa er den Mand, der besviger sin Næste og siger: Skæmter jeg ikke?
So, is a man who deceiveth his neighbour, and saith, Was not, I, in sport?
20 Naar der intet Ved er mere, udslukkes Ilden; og naar der ingen Bagvadsker er, stilles Trætte.
Without wood a fire is quenched, and, where there is no tattler, strife is hushed.
21 Kul til Gløder og Ved til Ild: Saa er en trættekær Mand til at optænde Kiv.
Black coal to burning blocks, and wood to fire, so is a contentious man, for kindling strife.
22 En Bagvadskers Ord lyde som Skæmt, dog trænge de ind i inderste Bug.
the words of a tattler, are dainties, they, therefore go down into the chambers of the inner man.
23 Som et Potteskaar, der er overdraget med urent Sølv, saa ere brændende Læber og et ondt Hjerte.
Dross silver overlaid upon earthenware, so are burning lips, with a mischievous heart:
24 Den hadefulde forstiller sig med sine Læber, men inden i sig nærer han Svig.
With his lips, the hater dissembleth, but, within himself, he layeth up deceit:
25 Naar han gør sin Røst yndig, da tro ham ikke; thi der er syv Vederstyggeligheder i hans Hjerte.
Though he make gracious his voice, do not trust him, for, seven abominations, are in his heart:
26 Den, hvis Had er skjult ved Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen.
Hatred may clothe itself with guile, his wickedness shall be disclosed in the convocation.
27 Hvo som graver en Grav, skal selv falde i den; og hvo som vælter en Sten op, paa ham skal den falde tilbage.
He that diggeth a pit, thereinto, shall fall, and, he that rolleth a stone, upon himself, shall it return.
28 En falsk Tunge hader dem, som den har knust, og en glat Mund bereder Fald.
A false tongue, hateth them who are crushed by it, and, a flattering mouth, worketh occasion of stumbling.
