Ordsprogene 26

1 Som Sneen om Sommeren og som Regnen om Høsten saa passer Ære ikke for en Daare.

Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saaledes vil en Forbandelse, som sker uden Aarsag, ikke træffe ind.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

3 En Svøbe er for Hesten og en Tømme for Asenet og et Ris for Daarers Ryg.

Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.

4 Svar ej en Daare efter hans Taabelighed, at ikke ogsaa du skal blive ham lig.

Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

5 Svar en Daare efter hans Taabelighed, at han ikke skal være viis i sine egne Øjne.

Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

6 Fødderne hugger den af sig, og Fortrædelighed maa den drikke, som sender Bud ved en Daare.

Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

7 Tager Benene fra den halte og Tankesproget bort, som er i Daarers Mund.

Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.

8 Som den, der binder Stenen fast i Slyngen, saa er den, der giver en Daare Ære.

Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

9 Som en Tjørnekæp, der kommer i den druknes Haand, saa er Tankesproget i Daarers Mund.

Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.

10 Som en Pil, der saarer alt, saa er den, der lejer en Daare, og den, der lejer vejfarende.

Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.

11 Ligesom en Hund vender sig til sit eget Spy, saa er Daaren, som gentager sin Taabelighed.

Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

12 Har du set en Mand, som er viis i sine egne Øjne, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.

Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.

13 Den lade siger: Der er en grum Løve paa Vejen, en Løve paa Gaderne.

Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

14 Som Døren drejer sig om paa sine Hængsler, saa den lade paa sin Seng.

Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

15 Den lade stikker sin Haand i Fadet; det bliver ham besværligt at lade den komme til sin Mund igen.

Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

16 Den lade er visere i sine egne Øjne end syv, som svare forstandigt.

Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

17 Som den, der griber Hunden fat ved Ørene, saa er den, der gaar forbi og kommer i Vrede over en Trætte, der ikke kommer ham ved.

Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

18 Som en gal, der udkaster Gnister, Pile og Død,

Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

19 saa er den Mand, der besviger sin Næste og siger: Skæmter jeg ikke?

er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

20 Naar der intet Ved er mere, udslukkes Ilden; og naar der ingen Bagvadsker er, stilles Trætte.

Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

21 Kul til Gløder og Ved til Ild: Saa er en trættekær Mand til at optænde Kiv.

Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

22 En Bagvadskers Ord lyde som Skæmt, dog trænge de ind i inderste Bug.

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

23 Som et Potteskaar, der er overdraget med urent Sølv, saa ere brændende Læber og et ondt Hjerte.

Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

24 Den hadefulde forstiller sig med sine Læber, men inden i sig nærer han Svig.

Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

25 Naar han gør sin Røst yndig, da tro ham ikke; thi der er syv Vederstyggeligheder i hans Hjerte.

gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

26 Den, hvis Had er skjult ved Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen.

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

27 Hvo som graver en Grav, skal selv falde i den; og hvo som vælter en Sten op, paa ham skal den falde tilbage.

I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

28 En falsk Tunge hader dem, som den har knust, og en glat Mund bereder Fald.

Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.