Ordsprogene 26
1 Som Sneen om Sommeren og som Regnen om Høsten saa passer Ære ikke for en Daare.
Nipui tue ih dantui baktih, cang aah tue ah angzo khotui baktiah, kamthu to pakoeh han hoih ai.
2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saaledes vil en Forbandelse, som sker uden Aarsag, ikke træffe ind.
Takung om ai ah kasae thuihaih loe ahmuen kruekah kamhet parit caa hoi anghak ai ah azawk pungpae baktiah ni oh.
3 En Svøbe er for Hesten og en Tømme for Asenet og et Ris for Daarers Ryg.
Quiboeng hoiah hrang to boh moe, sum hoiah laa hrang ih tahmawh moem pae baktih toengah, kamthu to cung hoiah bop ah.
4 Svar ej en Daare efter hans Taabelighed, at ikke ogsaa du skal blive ham lig.
Kamthu to amthuhaih baktiah pathok hmah; na pathok nahaeloe nang doeh kamthu baktiah ni na om tih.
5 Svar en Daare efter hans Taabelighed, at han ikke skal være viis i sine egne Øjne.
Kamthu ih lok to na pathim nahaeloe, a mik hnukah palungha kami ah poek moeng tih.
6 Fødderne hugger den af sig, og Fortrædelighed maa den drikke, som sender Bud ved en Daare.
Kamthu khaeah pat ih lok loe a khok to takroek pat moe, amrohaih tui naek baktiah ni oh.
7 Tager Benene fra den halte og Tankesproget bort, som er i Daarers Mund.
Kamthu pakha pong ih palunghahaih lok loe, adue ai khokkhaem kami ih khok baktiah oh.
8 Som den, der binder Stenen fast i Slyngen, saa er den, der giver en Daare Ære.
Kamthu pakoeh kami loe, ngazai pongah lawkthluem moep sut baktiah ni oh.
9 Som en Tjørnekæp, der kommer i den druknes Haand, saa er Tankesproget i Daarers Mund.
Kamthu pakha pong ih palunghahaih lok loe soekhring mah thun ih mu paqui ban baktiah ni oh.
10 Som en Pil, der saarer alt, saa er den, der lejer en Daare, og den, der lejer vejfarende.
Kalen Sithaw mah hmuen boih to sak; kamthu hoi zaehaih sah kami hanah doeh toksakhaih atho to paek boih.
11 Ligesom en Hund vender sig til sit eget Spy, saa er Daaren, som gentager sin Taabelighed.
Ui mah angmah ih tamlok to caak let baktiah, kamthu loe angmah amthuhaih thungah amlaem let.
12 Har du set en Mand, som er viis i sine egne Øjne, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.
Angmah hoi angmah palungha kami ah poek kami to na hnuk maw? To kami pongah loe kamthu to oepthoh kue.
13 Den lade siger: Der er en grum Løve paa Vejen, en Løve paa Gaderne.
Thasae kami mah loe loklam ah kaipui oh; loklam ah hmawsaeng kaipui oh, tiah thuih.
14 Som Døren drejer sig om paa sine Hængsler, saa den lade paa sin Seng.
Thok loe takhing ih sum nuiah angbang baktih toengah, thasae kami doeh angmah ih iihkhun nuiah angbet caeng.
15 Den lade stikker sin Haand i Fadet; det bliver ham besværligt at lade den komme til sin Mund igen.
Thasae kami loe laom thungah ban to tapawh boeh, toe pakha ah buh abah hanah paqak.
16 Den lade er visere i sine egne Øjne end syv, som svare forstandigt.
Thasae kami loe khopoek thaih kami sarihto pongah, angmah hoi angmah to palungha kue ah poek.
17 Som den, der griber Hunden fat ved Ørene, saa er den, der gaar forbi og kommer i Vrede over en Trætte, der ikke kommer ham ved.
Lamcaeh naah angmah hoi asaenghaih om ai angzoehhaih pongah kathum kami loe, ui naa patawn caeng kami hoiah anghmong.
18 Som en gal, der udkaster Gnister, Pile og Død,
Tamhnuilok ni ka thuih, tiah thuih moe, a imtaeng kami aling kami loe kangqong hmai vah ih baktih, duekhaih phasak kalii kaat kamthu hoiah anghmong.
19 saa er den Mand, der besviger sin Næste og siger: Skæmter jeg ikke?
20 Naar der intet Ved er mere, udslukkes Ilden; og naar der ingen Bagvadsker er, stilles Trætte.
Thing om ai pongah hmai to duek; pronghaih lok kaom ai ahmuen ah loe, angzoehhaih to om ai.
21 Kul til Gløder og Ved til Ild: Saa er en trættekær Mand til at optænde Kiv.
Hmaisaae to amngaeh moe, thing angqong baktih toengah, angzoeh koeh kami mah lok pungsak thaih.
22 En Bagvadskers Ord lyde som Skæmt, dog trænge de ind i inderste Bug.
Pronghaih lok loe kahoih caaknaek baktiah, kami ih takpum thungah akun.
23 Som et Potteskaar, der er overdraget med urent Sølv, saa ere brændende Læber og et ondt Hjerte.
Lok loe hoih, toe poeksae palungthin loe anui ah rong nok dui ih long laom baktiah oh.
24 Den hadefulde forstiller sig med sine Læber, men inden i sig nærer han Svig.
Minawk hnuma kami loe pahni hoiah kahoih hmuen to thuih, toe a palung thungah loe alinghaih hoiah koi.
25 Naar han gør sin Røst yndig, da tro ham ikke; thi der er syv Vederstyggeligheder i hans Hjerte.
Anih mah thuih ih lok loe hoih, toe tang hmah; anih ih palung thungah panuet thok hmuen sarihto oh.
26 Den, hvis Had er skjult ved Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen.
Anih mah hnukmahaih to alinghaih hoiah kraeng khoep, toe anih sethaih to minawk hmaa ah angphong let tih.
27 Hvo som graver en Grav, skal selv falde i den; og hvo som vælter en Sten op, paa ham skal den falde tilbage.
Qumqai kami loe angmah qumqaih ih tangqom thungah krah tih; thlung palet kami doeh a palet ih thlung to angmah nuiah amlet let tih.
28 En falsk Tunge hader dem, som den har knust, og en glat Mund bereder Fald.
Amsawnlok thui palai loe angmah pacaekthlaek ih kami to hnukma; lokcaep thaih pakha mah kami to amrosak.
