< Ordsprogene 25 >
1 Disse ere ogsaa Salomos Ordsprog, hvilke Judas Konge, Ezekias's Mænd have samlet.
Hæ quoque parabolæ Salomonis, quas transtulerunt viri Ezechiæ regis Juda.
2 Det er Guds Ære at skjule en Ting, men det er Kongers Ære at ransage en Ting.
Gloria Dei est celare verbum, et gloria regum investigare sermonem.
3 Himmelen i Højhed og Jorden i Dybde og Kongers Hjerte ere uransagelige.
Cælum sursum, et terra deorsum, et cor regum inscrutabile.
4 Man borttog Slaggerne fra Sølvet, saa fik Guldsmeden et Kar ud deraf;
Aufer rubiginem de argento, et egredietur vas purissimum.
5 man borttage den ugudelige, som er for Kongens Ansigt, saa skal hans Trone befæstes ved Retfærdighed.
Aufer impietatem de vultu regis, et firmabitur justitia thronus ejus.
6 Bram ikke for Kongens Ansigt, og stil dig ikke paa de mægtiges Sted!
Ne gloriosus appareas coram rege, et in loco magnorum ne steteris.
7 Thi det er bedre, at man siger til dig: Stig her op! end at man skal sætte dig ned for en Fyrstes Ansigt, som dine Øjne have set.
Melius est enim ut dicatur tibi: Ascende huc, quam ut humilieris coram principe.
8 Gak ikke hastelig ud for at trætte, at du ikke skal begaa noget som helst paa det sidste, naar din Næste har beskæmmet dig.
Quæ viderunt oculi tui ne proferas in jurgio cito, ne postea emendare non possis, cum dehonestaveris amicum tuum.
9 Før din Sag imod din Næste; men aabenbar ikke en andens Hemmelighed,
Causam tuam tracta cum amico tuo, et secretum extraneo ne reveles:
10 paa det den, som det hører, ikke skal forhaane dig, og dit onde Rygte ikke vige fra dig.
ne forte insultet tibi cum audierit, et exprobrare non cesset. Gratia et amicitia liberant: quas tibi serva, ne exprobrabilis fias.
11 Som Guldæbler i Sølvskaaler af udgravet Arbejde er det Ord, som tales i rette Tid.
Mala aurea in lectis argenteis, qui loquitur verbum in tempore suo.
12 Som et gyldent Smykke og en kostbar Prydelse vil den, som irettesætter viselig, være for det Øre, som hører efter.
Inauris aurea, et margaritum fulgens, qui arguit sapientem et aurem obedientem.
13 Som Sneens Kølighed paa en Høstdag er et trofast Bud for dem, som sende ham, og han vederkvæger sine Herrers Sjæl.
Sicut frigus nivis in die messis, ita legatus fidelis ei qui misit eum: animam ipsius requiescere facit.
14 Som Taage og Vejr uden Regn er den Mand, som praler med at ville give, men skuffer.
Nubes, et ventus, et pluviæ non sequentes, vir gloriosus et promissa non complens.
15 Ved Langmodighed overtales en Fyrste, og en blød. Tunge sønderbryder Ben.
Patientia lenietur princeps, et lingua mollis confringet duritiam.
16 Har du fundet Honning, saa spis til din Nødtørft, at du ej skal mættes af den og udspy den.
Mel invenisti: comede quod sufficit tibi, ne forte satiatus evomas illud.
17 Lad din Fod sjælden komme i din Vens Hus, at han ej skal blive ked af dig og hade dig.
Subtrahe pedem tuum de domo proximi tui, nequando satiatus oderit te.
18 Som en Hammer og et Sværd og en hvas Pil er den Mand, som siger falsk Vidnesbyrd imod sin Næste.
Jaculum, et gladius, et sagitta acuta, homo qui loquitur contra proximum suum falsum testimonium.
19 Som en skør Tand og en Fod, der snubler, er Tillid til den troløse paa Nødens Dag.
Dens putridus, et pes lassus, qui sperat super infideli in die angustiæ,
20 Som den, der aflægger Klæderne den Dag, det er koldt, som Eddike paa Salpeter, saa er den, som synger Sange for et bedrøvet Hjerte.
et amittit pallium in die frigoris. Acetum in nitro, qui cantat carmina cordi pessimo. Sicut tinea vestimento, et vermis ligno, ita tristitia viri nocet cordi.
21 Dersom din Fjende hungrer, giv ham Brød at æde; og dersom han tørster, giv ham Vand at drikke;
Si esurierit inimicus tuus, ciba illum; si sitierit, da ei aquam bibere:
22 thi du skal samle Gløder paa hans Hoved, og Herren skal betale dig det.
prunas enim congregabis super caput ejus, et Dominus reddet tibi.
23 Nordenvejret føder Regn og den Tunge, som taler i Skjul, et vredt Ansigt.
Ventus aquilo dissipat pluvias, et facies tristis linguam detrahentem.
24 Det er bedre at bo i Hjørnet paa et Tag end hos en trættekær Kvinde og i Hus sammen.
Melius est sedere in angulo domatis quam cum muliere litigiosa et in domo communi.
25 Som koldt Vand for en træt Sjæl, saa er et godt Budskab fra et langt fraliggende Land.
Aqua frigida animæ sitienti, et nuntius bonus de terra longinqua.
26 Som en plumret Kilde og en fordærvet Brønd er den retfærdige, som snubler for en ugudelig.
Fons turbatus pede et vena corrupta, justus cadens coram impio.
27 At æde megen Honning er ikke godt; ej heller er det en Ære, naar Folk ransage deres egen Ære.
Sicut qui mel multum comedit non est ei bonum, sic qui scrutator est majestatis opprimetur a gloria.
28 Som en gennembrudt Stad uden Mur, saa er en Mand, som ikke kan tvinge sin Aand.
Sicut urbs patens et absque murorum ambitu, ita vir qui non potest in loquendo cohibere spiritum suum.