Ordsprogene 24
1 Vær ikke misundelig paa onde Mennesker, og hav ikke Lyst til at være hos dem!
Hlang thae rhoek taengah thatlai boeh. Amih taengah om hamla nai rhoe nai boeh.
2 Thi deres Hjerte grunder paa Ødelæggelse, og deres Læber udtale, hvad der er til Fortræd.
Amih kah lungbuei loh rhoelrhanah te a taeng tih, a hmuilai loh thakthaenah ni a thui.
3 Ved Visdom bygges et Hus, og ved Forstand befæstes det;
Cueihnah neh im a sak tih a lungcuei neh a thoh.
4 og ved Kundskab blive Kamrene fulde af alt dyrebart og yndigt Gods.
Mingnah loh boeirhaeng neh a kuel a ka, a naep a noi boeih khaw imkhui ah a khawk sak.
5 En viis Mand er stærk, og en kyndig Mand styrker sin Kraft.
Cueih he tah hlang kah sarhi la om tih, mingnah loh hlang kah thadueng a cong pah.
6 Thi efter Vejledning skal du føre din Krig, og hvor mange Raadgivere ere, der er Frelse.
Caemtloek vaengah nang hamla a niing hang hol vetih, uentonah cungkuem neh loeihnah hang khueh ni.
7 Visdommen er for høj for en Daare, for Retten skal han ikke oplade sin Mund.
Cueihnah he aka ang ham tah sang aih. Vongka ah a ka a ong pah moenih.
8 Hvo som tænker paa at gøre ondt, ham kalder man en skalkagtig Mand.
Thaehuet ham aka moeh tah, “Tangkhuepnah boei,” la a khue uh ni.
9 Daarskabs Anslag er Synd, og en Spotter er en Vederstyggelighed iblandt Folk.
Anglat kah a tholh khaw khonuen rhamtat, hmuiyoi hlang khaw tueilaehkoi ni.
10 Du viste Svaghed paa Nødens Dag; din Kraft var ringe.
Citcai tue vaengah na tahah tih, na thadueng khaw tla.
11 Red dem, som føres til Døden, dem, som vaklende drage hen at miste Livet; maatte du dog holde dem tilbage!
Duek sak ham a khuen uh te huul uh laeh, ngawnnah la aka yalh te khaw hloh uh laeh.
12 Naar du siger: „Se, vi kende det ikke‟, mon da ikke den, som prøver Hjerter, forstaar det, og den, som tager Vare paa din Sjæl, kender det, saa at han betaler et Menneske efter dets Gerning?
“Ka ming uh moenih ko he,” na ti cakhaw, amah loh lungbuei a khiinglang tih yakming mahpawt a? Na hinglu aka kueinah loh a ming ta. Te dongah hlang he amah kah bisai bangla a thuung ni ta.
13 Æd Honning, min Søn! thi den er god, og Honningkage er sød for din Gane;
Ka ca, khoitui tah then tih ca lah. Khoilitui tah na ka dongah didip ta.
14 lær saaledes Visdom for din Sjæl; naar du finder den, og der er en Eftertid, skal din Forhaabning ikke tilintetgøres.
Cueihnah te na hinglu ham ming van lah. Na hmuh atah na hmailong khui vetih, na ngaiuepnah khaw yoe mahpawh.
15 Lur ikke, du ugudelige! paa den retfærdiges Bolig; ødelæg ikke hans Hjem!
Halang aw, hlang dueng tolkhoeng ke rhongngol thil boeh, a kolhmuen te khaw rhoelrhak pah boeh.
16 Thi en retfærdig kan falde syv Gange og staa op igen; men de ugudelige skulle styrte i Ulykken.
Aka dueng tah voei rhih a cungku akhaw koep thoo dae, halang rhoek tah yoethae nen ni a tongtah uh.
17 Glæd dig ikke, naar din Fjende falder, og lad dit Hjerte ikke fryde sig, naar han snubler;
Na thunkha, na thunkha te a cungku vaengah kokhahnah boeh, a paloe vaengah khaw na lungbuei omngaih sak boeh.
18 at ikke Herren skal se det, og det maatte være ondt i hans Øjne, og han skal vende sin Vrede fra ham til dig.
BOEIPA loh a hmuh vaengah a mik lolh vetih, anih taengkah a thintoek te vik lat ve.
19 Lad ikke din Vrede optændes imod de onde; vær ikke misundelig paa de ugudelige!
Thaehuet dongah sai boeh. Halang rhoek taengah khaw thatlai boeh.
20 Thi den onde skal ingen Eftertid have; de ugudeliges Lampe skal udslukkes.
Boethae ham a hmailong a khui pah moenih, halang kah hmaithoi khaw a thih pah ni.
21 Min Søn! frygt Herren og Kongen; bland dig ikke iblandt dem, der hige efter Forandringer!
Ka ca, BOEIPA khaw, manghai khaw rhih lah. Aka thovael neh pitpom boeh.
22 Thi Ulykke fra dem kommer hastelig, og Fordærvelse fra dem begge — hvo kender den?
Amih te rhainah loh buengrhuet a pai thil vetih, amih rhoi kah yoethaenah te ulong a ming?
23 Ogsaa dette er af de vise: At anse Personer i Dommen er ikke godt.
He rhoek khaw hlang cueih kah a hut ni. Laitloeknah dongah maelhmai loha sak khaw then pawh.
24 Hvo som siger til den skyldige: Du er retfærdig, ham skulle Folkeslægter forbande; Folkefærd skulle vredes paa ham.
Halang te, “Na dueng,” aka ti nah tah, amah te pilnam loh a tap vetih, namtu loh kosi a sah thil ni.
25 Men dem, som straffe ham, skal det gaa vel, og der skal komme en god Velsignelse over dem.
Tedae amih aka tluung rhoek te hoel ti vetih, a soah yoethennah hnothen loh a thoeng pah ni.
26 Kys paa Læber giver den, som svarer med rette Ord.
Langya la olka aka mael tah, a hmuilai te a mok pah.
27 Beskik din Gerning derude, og gør den færdig for dig paa Ageren; byg saa siden dit Hus!
Na bibi te vongvoel ah khaw cikngae sak. Anih te a hnukah na lo ah a sikim phoeiah na im te thoh.
28 Bliv ikke letsindigt Vidne imod din Næste; og du skulde besvige med dine Læber?
Na hui te ahong mai neh laipai la om thil boeh. Namah kah hmuilai neh na hloih a?
29 Sig ikke: Ligesom han gjorde mig, saa vil jeg gøre ham; jeg vil betale enhver efter hans Gerning.
“Kai taengah a saii bangla amah te ka saii van ni, hlang te amah kah bisai bangla ka thuung ni,” ti boeh.
30 Jeg gik over en lad Mands Ager og over et uforstandigt Menneskes Vingaard,
Kolhnaw hlang kah lohma longah khaw, lungbuei aka talh hlang kah misur taengah khaw ka cet coeng.
31 og se, den var aldeles løbet op i Tidsler, dens Overflade var skjult med Nælder, og Stengærdet derom var nedbrudt.
Lo pum ah dohui daih tih, canghli ah lota loh a thing. A vongtung dongkah lungto khaw a koengloeng coeng ke.
32 Der jeg saa det, lagde jeg mig det paa Hjerte; jeg saa til, jeg annammede en Lærdom:
Ka hmuh vaengah kai long tah, ka lungbuei ah ka khueh tih, ka sawt vaengah thuituennah la ka loh.
33 At sove lidt, at slumre lidt, at folde Hænderne lidt for at ligge —,
Bet ip, bet ngam, kut bet a poem neh yalh pahoi.
34 saa skal din Armod komme som en Vandringsmand og din Mangel som skjoldvæbnet Mand.
Te vaengah na khodaeng loh aka cetpaitai bangla, na tloelnah loh photling aka bai hlang bangla ha pawk.
