< Ordsprogene 23 >
1 Naar du sidder til Bords hos en Hersker, da agt vel paa, hvad der staar for dit Ansigt,
Kad tu sēdies, maizi ēst ar valdnieku, tad ņem labi vērā, kas tavā priekšā.
2 og at du sætter en Kniv paa din Strube, hvis du har Begærlighed.
Tu nazi lieci pie savas rīkles, ja esi negausis cilvēks.
3 Fat ikke Lyst til hans Livretter, da det er bedragerisk Mad.
Neiegribies viņa gardumu; jo tā ir viltus maize.
4 Anstreng dig ikke for at blive rig, brug ej din Forstand dertil!
Nedzenies bagāts tapt, atmet tādu savu padomu.
5 Skulde du lade dine Øjne flyve efter det, da det ikke er der? thi det skal gøre sig Vinger som en Ørn, der flyver imod Himmelen.
Vai tu savām acīm ļausi laisties, kur nav nekā? Jo tas tiešām ņemsies spārnus, kā ērglis, kas pret debesi skrien.
6 Æd ikke Brød hos den, der har et ondt Øje, og hav ikke Lyst til hans Livretter!
Neēd tā maizi, kam skaudīga acs, un nekāro viņa gardumus;
7 Thi ligesom han tænker i sit Hjerte, saa er han; han siger til dig: Æd og drik; men hans Hjerte er ikke med dig.
Jo kādas viņa sirds domas, tāds viņš ir. „Ēd un dzer!“tā viņš tev saka, bet viņa sirds nav ar tevi.
8 Din Mundfuld, som du har spist, skal du udspy og have spildt dine liflige Ord.
Tavi kumosi, ko tu ieēdis, tev būs jāaizvemj, un tavi mīlīgie vārdi būs bijuši veltīgi.
9 Tal ikke for Daarens Øren; thi han foragter din Tales Klogskab.
Nerunā priekš ģeķa ausīm; jo viņš tik nievās tavus prātīgos vārdus.
10 Flyt ikke det gamle Landemærke, og kom ikke paa de faderløses Agre!
Neatcel vecās robežas un nenāc uz bāreņu tīrumiem;
11 Thi deres Løser er stærk; han skal udføre deres Sag imod dig.
Jo viņu atriebējs ir varens; tas iztiesās viņu tiesu pret tevi.
12 Vend dit Hjerte til Undervisning og dine Øren til Kundskabs Ord!
Loki savu sirdi pie pamācīšanas un savas ausis pie prātīgas valodas.
13 Vægre dig ikke ved at tugte den unge; thi slaar du ham med Riset, dør han ikke deraf.
Neatrauj bērnam pārmācību; ja tu viņu ar rīkstēm šaustīsi, tad tādēļ jau nemirs.
14 Du skal slaa ham med Riset og fri hans Sjæl fra Dødsriget. (Sheol )
Tu viņu šaustīsi ar rīkstēm un izglābsi viņa dvēseli no elles. (Sheol )
15 Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal ogsaa mit Hjerte glæde sig,
Mans dēls, ja tava sirds gudra, tad mana sirds priecāsies, tiešām tā priecāsies;
16 og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale Retvished.
Un manas īkstis no prieka lēks, ja tavas lūpas runās skaidrību.
17 Lad dit Hjerte ikke være misundeligt imod Syndere, men bliv hver Dag i Herrens Frygt!
Lai tava sirds nedeg uz grēciniekiem; bet turies vienmēr Tā Kunga bijāšanā.
18 Thi kommer der en Eftertid, saa vil din Forhaabning ikke tilintetgøres.
Jo tiešām nāks pastara diena, un tava gaidīšana nebūs veltīga.
19 Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaa lige frem ad Vejen.
Klausies tu, mans bērns, un esi gudrs un turi savu sirdi taisnā ceļā.
20 Vær ikke iblandt Vindrankere, iblandt dem, som fraadse i Kød.
Neesi ar vīna dzērājiem, kas rijot savu pašu miesu rij;
21 Thi en Dranker og Fraadser skal blive fattig; og Søvn klæder en i Pjalter.
Jo dzērājs un rijējs panīks, un paģiras vilks skrandas mugurā.
22 Adlyd din Fader, som avlede dig, og foragt ikke din Moder, naar hun bliver gammel.
Klausi savam tēvam, kas tevi dzemdinājis, un nenicini savu māti, kad tā būs veca.
23 Køb Sandhed, og sælg den ej, saa og Visdom, Lærdom og Forstand.
Pērc patiesību, un nepārdod gudrību, pamācīšanu un atzīšanu.
24 Den retfærdiges Fader skal fryde sig; den, som avler en viis, skal glædes ved ham.
Ar lielu prieku priecāsies taisnā tēvs, un kas gudru dzemdina, tas līksmosies par viņu.
25 Lad din Fader og din Moder glædes, og lad hende, som fødte dig, fryde sig!
Lai tavs tēvs un tava māte priecājās, un lai līksmojās, kas tevi dzemdējusi.
26 Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øjne have Behag i mine Veje.
Dod man savu sirdi, mans dēls, un lai mans ceļš tavām acīm labi patīk.
27 Thi Skøgen er en dyb Grav og den fremmede Kvinde en snæver Brønd.
Jo mauka ir dziļa bedre, un sveša sieva šaura aka.
28 Hun ligger paa Lur som efter Rov og formerer Tallet paa de troløse iblandt Menneskene.
Tiešām tā glūn kā laupītājs, un vairo atkāpējus pasaulē.
29 Hvo har Ak? hvo har Ve? hvo har Trætter? hvo har Bekymring? hvo har Saar uden Skel? hvo har røde Øjne?
Kam gaudas? Kam vaidi? Kam bāršanās? Kam žēlabas? Kam skrambas par velti? Kam neskaidras acis?
30 De, som sidde længe ved Vinen, de, som gaa ind at prøve den stærke Drik.
Tiem, kas pie vīna kavējās, tiem, kas nāk salda dzēriena meklēt.
31 Se ikke til Vinen, hvor den er rød, hvor den perler i Bægeret; glat gaar den ned.
Neskaties pēc vīna, ka viņš tāds sarkans, ka biķerī tas zvīļo, ka tik vēlīgi nostaigā lejā.
32 Til sidst skal den bide som en Slange og stikke som en Basilisk;
Pēc viņš dzeļ kā čūska un dur kā odze.
33 dine Øjne ville se efter fremmede Kvinder, og dit Hjerte vil tale forvendte Ting;
Tavas acis skatās pēc svešām sievām, un tava sirds runā netiklību,
34 og du vil blive som den, der sover midt paa Havet, og som den, der sover paa Toppen af Masten:
Un tu esi, kā kas jūras vidū guļ, un kā kas masta virsgalā guļ.
35 „De sloge mig, det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg vil søge den endnu engang.‟
„Mani sit, bet man nesāp; mani grūsta, bet es nejūtu. Kad jel uzmodīšos? Tad sākšu atkal no gala!“