Ordsprogene 20
1 Vin er en Spotter, stærk Drik en Larmer, og hver som raver deraf, bliver ikke viis.
Xarab kixini rǝswa ⱪilar, Ⱨaraⱪ kixini ƣaljirlaxturar; Kimki uningƣa berilip ezip kǝtsǝ, ǝⱪilsizdur.
2 Den Forfærdelse, en Konge vækker, er som en ung Løves Brølen; den, som fortørner ham, synder imod sit Liv.
Padixaⱨning ƣǝzipi xirning ⱨɵrkirixigǝ ohxax ⱪorⱪunqluⱪtur; Uning aqqiⱪini kǝltürgǝn, ɵz jeniƣa jaza qüxürǝr.
3 Det er en Ære for en Mand at blive fra Trætte, men hver Daare vælter sig ind i den.
Ɵzini majiradin neri ⱪilix kixining izzitidur; Biraⱪ ⱨǝrbir ǝhmǝⱪ ɵzini basalmas.
4 Fordi det er Vinter, vil den lade ikke pløje; om Høsten vil han søge, og der er intet.
Ⱨurun adǝm ⱪixta yǝr ⱨǝydimǝs; Yiƣim waⱪtida yoⱪluⱪta ⱪelip axliⱪ tilǝr.
5 Raad i en Mands Hjerte er dybt Vand, men en forstandig Mand drager det op.
Kixining kɵnglidiki oy-niyǝtliri qongⱪur suƣa ohxaxtur; Yorutulƣan adǝm ularni tartip alalaydu.
6 Mange Mennesker udraabe hver sin Kærlighed; men hvo finder en trofast Mand?
Ɵzini sadiⱪ dǝydiƣanlar kɵptur; Biraⱪ ixǝnqlik bir adǝmni kim tapalisun?
7 Den, som vandrer frem i sin Oprigtighed, er retfærdig; lyksalige ere hans Børn efter ham.
Ⱨǝⱪⱪaniy adǝm diyanǝtlik yolda mangar; Uning pǝrzǝntlirigǝ bǝht-bǝrikǝt ⱪaldurular!
8 En Konge, som sidder paa Domstolen, udskiller alle onde med sine Øjne.
Padixaⱨ adalǝt tǝhtidǝ olturƣanda, Ⱨǝmmǝ yamanliⱪni kɵzi bilǝn ⱪoƣlaydu.
9 Hvo kan sige: Jeg har renset mit Hjerte; jeg er ren for min Synd?
Kim ɵzini gunaⱨdin tazilandim, Wijdanim paklandi, deyǝlǝydu?
10 To Slags Vægt og to Slags Efa, de ere begge en Vederstyggelighed for Herren.
Ikki hil taraza texi, Ikki hil kürǝ ixlitix, Ohxaxla Pǝrwǝrdigarƣa yirginqliktur.
11 Ogsaa af sine Gerninger kendes den unge, om han er ren, og om hans Gerning er ret.
Ⱨǝtta bala ɵz hisliti bilǝn bilinǝr; Uning ⱪilƣanlirining pak, durus yaki ǝmǝsliki ⱨǝrikǝtliridin kɵrünüp turar.
12 Et Øre, som hører, og et Øje, som ser, ogsaa dem begge har Herren gjort.
Kɵridiƣan kɵzni, anglaydiƣan ⱪulaⱪni, Ⱨǝr ikkisini Pǝrwǝrdigar yaratti.
13 Elsk ikke Søvn, at du ikke skal blive fattig; slaa dine Øjne op, saa skal du mættes af Brød.
Uyⱪuƣa amraⱪ bolma, namratliⱪⱪa uqraysǝn; Kɵzüngni eqip oyƣaⱪ bol, nening mol bolar.
14 Det er slet! det er slet! siger Køberen; men naar han gaar bort, da roser han sig.
Heridar mal alƣanda: «Naqar ikǝn, naqar ikǝn!» dǝp ⱪaⱪxaydu; Elip kǝtkǝndin keyin [«Esil nǝrsǝ, ǝrzan aldim» dǝp] mahtinidu.
15 Der er Guld og mange Perler til; men Kundskabs Læber ere et dyrebart Kar.
Altun bar, lǝǝl-yaⱪutlarmu kɵptur; Biraⱪ bilimni beƣixliƣan lǝwlǝr nemidegǝn ⱪimmǝtlik gɵⱨǝrdur!
16 Naar en gaar i Borgen for en fremmed, saa tag hans Klæder; og tag Pant af ham, naar det er for den ubekendte.
Yatⱪa kepil bolƣan kixidin ⱪǝrzgǝ tonini tutup alƣin; Yat hotunƣa kapalǝt bǝrgǝn kixidin kapalǝt puli al.
17 Brød, tjent ved Bedrag, smager en Mand vel; men siden bliver hans Mund fuld af Grus.
Aldap erixkǝn tamaⱪ tatliⱪtur; Keyin, uning yegini xeƣil bolar.
18 Beslutninger efter Raadslagning bestaa; før da Krig efter fornuftig Ledelse!
Pilanlar mǝsliⱨǝt bilǝn bekitilǝr; Pixⱪan kɵrsǝtmǝ bilǝn jǝng ⱪilƣin.
19 Den, der gaar om som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmeligheder; og indlad dig ikke med den, som er aabenmundet.
Gǝp toxuƣuqi sirlarni axkarilar; Xunga walaⱪtǝkkür bilǝn arilaxma.
20 Hvo som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lampe skal udslukkes midt i Mørket.
Kimki ata-anisini ⱨaⱪarǝt ⱪilsa, Uning qiriƣi zulmǝt ⱪarangƣusida ɵqǝr!
21 Den Arv, som man i Førstningen higer efter, den skal ikke velsignes paa det sidste.
Tez erixkǝn miras ⱨaman bǝrikǝtlik bolmas.
22 Sig ikke: Jeg vil betale ondt; bi efter Herren, og han skal frelse dig.
Yamanliⱪⱪa yamanliⱪ ⱪayturay demǝ; Pǝrwǝrdigarƣa tayinip küt, U dǝrdinggǝ yetǝr.
23 To Slags Vægt er en Vederstyggelighed for Herren, og falske Vægtskaaler ere ikke gode.
Ikki hil taraza texi Pǝrwǝrdigarƣa yirginqliktur; Sahta ɵlqǝm ⱪǝt’iy yarimas.
24 En Mands Gang er at Herren, og hvad forstaar et Menneske sig paa sin Vej?
Insanning ⱨayatliⱪ ⱪǝdǝmlirini Pǝrwǝrdigar bǝlgilǝydu; Undaⱪta insan ɵz musapisini nǝdin bilsun?
25 Det er Mennesket en Snare ubesindigt at sige: „Helligt!‟ og først efter Løfterne betænke det.
Bir nǝrsisini yeniklik bilǝn «[Hudaƣa] atalƣan!» dǝp wǝdǝ berix, Ⱪǝsǝmlǝrdin keyin ikkilinip ⱪayta oylinix, Ɵz jenini ⱪiltaⱪⱪa qüxürgǝngǝ barawǝr.
26 En viis Konge udskiller de ugudelige og lader Hjulet gaa over dem.
Dana padixaⱨ yamanlarni topanni soruƣandǝk soruwetidu, Haman tǝpkǝndǝk tuluⱪ bilǝn yanjiwetǝr.
27 Menneskens Aand er en Lampe fra Herren; den ransager alle Lønkamre i hans Indre.
Adǝmning roⱨ-wijdani — Pǝrwǝrdigarning qiriƣidur, U ⱪǝlbning ⱨǝrbir tǝglirini tǝkxürüp pǝrⱪ etǝr.
28 Miskundhed og Sandhed bevare en Konge, og han støtter sin Trone ved Miskundhed.
Meⱨir-xǝpⱪǝt wǝ ⱨǝⱪiⱪǝt padixaⱨni saⱪlaydu; U meⱨir-xǝpⱪǝt bilǝnla ɵz tǝhtini mustǝⱨkǝmlǝydu.
29 En Pryd for de unge er deres Kraft, og et Smykke for de gamle ere de graa Haar.
Yax yigitlǝrning ⱪawulluⱪi ularning pǝhridur; Ⱪerilarning izziti aⱪ qaqliridur.
30 En Salvelse for den onde ere Striber af Saar og Slag, der trænge dybt ind i hans Krop.
Tǝrbiyǝ yariliri yamanliⱪni tazilap qiⱪirar, Tayaⱪ izliri iq-baƣirni taza ⱪilar.
