Ordsprogene 20
1 Vin er en Spotter, stærk Drik en Larmer, og hver som raver deraf, bliver ikke viis.
Misurtui loe tamhnui tabu ah ni oh; mu mah angzoehhaih to ohsak; mu paquih loe amthuhaih ah ni oh.
2 Den Forfærdelse, en Konge vækker, er som en ung Løves Brølen; den, som fortørner ham, synder imod sit Liv.
Siangpahrang palungphuihaih loe kahang kaipui kabtiah oh; anih palungphui han sah kami loe a hinghaih zaehaih sahsak kami ah oh.
3 Det er en Ære for en Mand at blive fra Trætte, men hver Daare vælter sig ind i den.
Angzoehhaih dipsakkung loe khingya han krak; toe kamthu mah angzoehhaih to tacawtsak.
4 Fordi det er Vinter, vil den lade ikke pløje; om Høsten vil han søge, og der er intet.
Thasae kami loe atue naah laikok atok ai pongah, cang aah tue ah minawk khaeah hni cadoeh, hak mak ai.
5 Raad i en Mands Hjerte er dybt Vand, men en forstandig Mand drager det op.
Kami ih palung thung hoi sak atimhaih loe kathuk tui baktiah oh; toe panoekhaih tawn kami mah ni la thai tih.
6 Mange Mennesker udraabe hver sin Kærlighed; men hvo finder en trofast Mand?
Kami boih mah a sak o ih kahoih hmuen to thuih o boih; toe mi mah maw oepthok kami to hnu thai tih?
7 Den, som vandrer frem i sin Oprigtighed, er retfærdig; lyksalige ere hans Børn efter ham.
Katoeng kami loe a toenghaih loklam to pazui pongah, a caanawk loe tahamhoih o.
8 En Konge, som sidder paa Domstolen, udskiller alle onde med sine Øjne.
Siangpahrang mah lokcaek hanah angraeng tangkhang pongah anghnut naah, kahoih ai hmuennawk to a mik hoiah pathlaeng thaih boih.
9 Hvo kan sige: Jeg har renset mit Hjerte; jeg er ren for min Synd?
Ka palung hae ka ciimsak boeh, zaehaih ka tawn ai, tiah mi mah maw thui thai tih?
10 To Slags Vægt og to Slags Efa, de ere begge en Vederstyggelighed for Herren.
Angvan ai hmuenzit tahhaih patoh hoi angvan ai kasawk tahhaih patohhaih to Angraeng mah panuet.
11 Ogsaa af sine Gerninger kendes den unge, om han er ren, og om hans Gerning er ret.
Nawkta loe a sak ih hmuen toeng maw toeng ai, ciim maw ciim ai, tito a sak ih hmuen hoiah amtueng.
12 Et Øre, som hører, og et Øje, som ser, ogsaa dem begge har Herren gjort.
Thaihhaih naa hoi hnukhaih mik loe, Angraeng mah ni sak hmaek.
13 Elsk ikke Søvn, at du ikke skal blive fattig; slaa dine Øjne op, saa skal du mættes af Brød.
Iih koeh hmoek hmah; nam tang tih; na mik to padai ah, to tiah nahaeloe takaw hoiah zok nam hah tih.
14 Det er slet! det er slet! siger Køberen; men naar han gaar bort, da roser han sig.
Hmuen qankung mah hmuen to qan naah, Hoih ai, hoih ai, tiah thuih; toe nawnetta caeh pacoengah loe, a qan ih hmuen to amoek haih.
15 Der er Guld og mange Perler til; men Kundskabs Læber ere et dyrebart Kar.
Sui to oh moe, atho kana thlung kathim doeh oh mangh; toe palunghahaih lokthui pahni to hoih kue.
16 Naar en gaar i Borgen for en fremmed, saa tag hans Klæder; og tag Pant af ham, naar det er for den ubekendte.
Panoek ai ih kami hanah phoisa coi han lokkam kami loe angmah ih kahni to la pae ving tih, panoek ai ih angvin nongpata hanah lokkamhaih sah kami loe angmah ih hmuenmae to naeh pae tih.
17 Brød, tjent ved Bedrag, smager en Mand vel; men siden bliver hans Mund fuld af Grus.
Alinghaih hoiah hnuk ih caaknaek loe khraem parai; toe hnukkhuem ah loe pakha to thlungcaret hoiah koi tih.
18 Beslutninger efter Raadslagning bestaa; før da Krig efter fornuftig Ledelse!
Na timhaih sah ai naah minawk khae hoi kahoih poekhaih to la ah; kahoih poekhaih paekkung na tawnh naah, misa to tuh ah.
19 Den, der gaar om som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmeligheder; og indlad dig ikke med den, som er aabenmundet.
Pakhaa cip ai kami mah tamqu hmuen to angphongsak; to pongah pakha cip ai kami hoiah angkom hmah.
20 Hvo som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lampe skal udslukkes midt i Mørket.
Amno hoi ampa pasoih kami loe, khoving thungah anih ih hmaithaw paduek pae ving tih.
21 Den Arv, som man i Førstningen higer efter, den skal ikke velsignes paa det sidste.
Karangah angraenghaih loe, hnukkhuem ah tahamsethaih ah om tih.
22 Sig ikke: Jeg vil betale ondt; bi efter Herren, og han skal frelse dig.
Sak ih zaehaih baktiah ka pathok let han, tiah thui hmah; Angraeng to mah oep ah, anih mah na pahlong tih.
23 To Slags Vægt er en Vederstyggelighed for Herren, og falske Vægtskaaler ere ikke gode.
Katoeng ai hmuenzit tahhaih to Angraeng mah panuet; anih loe amsoem ai coi tahhaih nuiah anghoe ai.
24 En Mands Gang er at Herren, og hvad forstaar et Menneske sig paa sin Vej?
Kami ih khok takan loe Angraeng mah ni zaeh; kami mah kawbangmaw a caehhaih loklam to panoek thai tih?
25 Det er Mennesket en Snare ubesindigt at sige: „Helligt!‟ og først efter Løfterne betænke det.
Poek het ai ah tawthaih hoi Sithaw khaeah lokkamhaih sah kami, lokkam pacoengah a lokkamhaih dawnpakhuem let kami loe, aimah hanah dongh patung kami ah oh.
26 En viis Konge udskiller de ugudelige og lader Hjulet gaa over dem.
Palungha siangpahrang loe kahoih ai kaminawk to anghaehsak phaeng moe, cang kaehhaih hoiah nihcae to a kaeh.
27 Menneskens Aand er en Lampe fra Herren; den ransager alle Lønkamre i hans Indre.
Kami ih muithla loe, angmah palung thung ih hmuennawk pakronghaih, Angraeng ih hmaithawk ah oh.
28 Miskundhed og Sandhed bevare en Konge, og han støtter sin Trone ved Miskundhed.
Amlunghaih hoi oepthohhaih mah siangpahrang to ngancuemsak; amlunghaih mah angraeng tangkhang to caksak.
29 En Pryd for de unge er deres Kraft, og et Smykke for de gamle ere de graa Haar.
Thacakhaih loe thendoeng lensawkhaih ah oh moe, sampok loe mitong kranghoihaih ah oh.
30 En Salvelse for den onde ere Striber af Saar og Slag, der trænge dybt ind i hans Krop.
Nganbawh kana hakhaih hoi ahmaa caakhaih mah kasae hmuen to ciimsak; bohhaih mah palungthin thung ih sethaih to pasaeh.
