Ordsprogene 19

1 Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed end den, hvis Læber ere forvendte, og som tilmed er en Daare.

2 Ogsaa naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud.

3 Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod Herren.

4 Gods tilfører mange Venner; men den ringe maa skilles fra sin Ven.

5 Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal ikke undkomme.

6 Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.

7 Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til.

8 Den, som forhverver sig Forstand, elsker sit Liv; den, som bevarer Indsigt, skal finde godt.

9 Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme.

10 Det staar ikke en Daare vel an at leve højt, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.

11 Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Ære at overse Fornærmelse

12 Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.

13 En daarlig Søn er sin Fader en Ulykke, og en Kvindes Trætter ere et vedholdende Tagdryp.

14 Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra Herren.

15 Dovenskab nedsænker i en dyb Søvn, og en efterladen Sjæl skal hungre.

16 Hvo som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl; hvo der foragter sine Veje, skal dødes.

17 Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgerning.

18 Tugt din Søn, thi der er Haab; men vend ikke din Hu til at dræbe ham!

19 Den, hvis Vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed.

20 Adlyd Raad, og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit sidste.

21 Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men Herrens Raad det skal bestaa.

22 Et Menneskes Lyst er hans Kærlighed; og en fattig er bedre end en Løgner.

23 At en frygter Herren, er til Liv; mæt skal han hvile, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.

24 Den lade stikker sin Haand i Fadet; han lader den end ikke komme til sin Mund igen.

25 Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig; og irettesæt den forstandige, saa vil han vinde Kundskab.

26 Den, der overfalder Faderen og bortjager Moderen, er en Søn, som gør til Skamme og Vanære.

27 Lad kun af, min Søn! med at høre paa Formaning, saa du farer vild fra Kundskabs Ord.

28 Et nedrigt Vidne spotter Retten, og de ugudeliges Mund sluger Uret.

29 Straffedomme ere beredte til Spottere og Slag til Daarers Ryg.