Ordsprogene 19

1 Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed end den, hvis Læber ere forvendte, og som tilmed er en Daare.

Siromah koji hodi u bezazlenosti svojoj bolji je nego opaki usnama svojim, koji je bezuman.

2 Ogsaa naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud.

Kad je duša bez znanja, nije dobro; i ko je brzijeh nogu, spotièe se.

3 Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod Herren.

Ludost èovjeèija prevraæa put njegov, a srce se njegovo gnjevi na Gospoda.

4 Gods tilfører mange Venner; men den ringe maa skilles fra sin Ven.

Bogatstvo pribavlja mnogo prijatelja, a siromaha ostavlja prijatelj njegov.

5 Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal ikke undkomme.

Lažan svjedok neæe ostati bez kara, i ko govori laž, neæe uteæi.

6 Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.

Mnogi ugaðaju knezu, i svak je prijatelj èovjeku podatljivu.

7 Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til.

Na siromaha mrze sva braæa njegova, još više se prijatelji njegovi udaljuju od njega; vièe za njima, ali ih nema.

8 Den, som forhverver sig Forstand, elsker sit Liv; den, som bevarer Indsigt, skal finde godt.

Ko pribavlja razum, ljubi dušu svoju; i ko pazi na mudrost, naæi æe dobro.

9 Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme.

Svjedok lažan neæe ostati bez kara, i ko govori laž, poginuæe.

10 Det staar ikke en Daare vel an at leve højt, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.

Ne dolikuju bezumnom miline, ni sluzi da vlada knezovima.

11 Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Ære at overse Fornærmelse

Razum zadržava èovjeka od gnjeva, i èast mu je mimoiæi krivicu.

12 Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.

Careva je srdnja kao rika mladoga lava, i ljubav je njegova kao rosa travi.

13 En daarlig Søn er sin Fader en Ulykke, og en Kvindes Trætter ere et vedholdende Tagdryp.

Bezuman je sin muka ocu svojemu, i svadljivost ženina neprestano prokisivanje.

14 Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra Herren.

Kuæa i imanje našljeðuje se od otaca; a od Gospoda je razumna žena.

15 Dovenskab nedsænker i en dyb Søvn, og en efterladen Sjæl skal hungre.

Lijenost navodi tvrd san, i nemarljiva duša gladovaæe.

16 Hvo som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl; hvo der foragter sine Veje, skal dødes.

Ko drži zapovijesti, èuva dušu svoju; a ko ne mari za putove svoje, poginuæe.

17 Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgerning.

Gospodu pozaima ko poklanja siromahu, i platiæe mu za dobro njegovo.

18 Tugt din Søn, thi der er Haab; men vend ikke din Hu til at dræbe ham!

Karaj sina svojega dokle ima nadanja, i na pogibao njegovu da ne prašta duša tvoja.

19 Den, hvis Vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed.

Velik gnjev pokazuj kad praštaš kar, i kad oprostiš, poslije veæma pokaraj.

20 Adlyd Raad, og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit sidste.

Slušaj svjet i primaj nastavu, da poslije budeš mudar.

21 Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men Herrens Raad det skal bestaa.

Mnogo ima misli u srcu èovjeèijem, ali što Gospod naumi ono æe ostati.

22 Et Menneskes Lyst er hans Kærlighed; og en fattig er bedre end en Løgner.

Želja èovjeku treba da je da èini milost, a bolji je siromah nego laža.

23 At en frygter Herren, er til Liv; mæt skal han hvile, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.

Strah je Gospodnji na život; u koga je on, boravi sit, niti ga pohodi zlo.

24 Den lade stikker sin Haand i Fadet; han lader den end ikke komme til sin Mund igen.

Ljenivac krije ruku svoju u njedra, ni k ustima svojim ne prinosi je.

25 Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig; og irettesæt den forstandige, saa vil han vinde Kundskab.

Udri potsmjevaèa da ludi omudra, i razumnoga nakaraj da razumije nauku.

26 Den, der overfalder Faderen og bortjager Moderen, er en Søn, som gør til Skamme og Vanære.

Sin sramotan i prijekoran upropašæuje oca i odgoni mater.

27 Lad kun af, min Søn! med at høre paa Formaning, saa du farer vild fra Kundskabs Ord.

Nemoj, sine, slušati nauke koja odvodi od rijeèi razumnijeh.

28 Et nedrigt Vidne spotter Retten, og de ugudeliges Mund sluger Uret.

Nevaljao svjedok potsmijeva se pravdi, i usta bezbožnièka proždiru nepravdu.

29 Straffedomme ere beredte til Spottere og Slag til Daarers Ryg.

Gotovi su potsmjevaèima sudovi i bezumnicima boj na leða.