Ordsprogene 19
1 Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed end den, hvis Læber ere forvendte, og som tilmed er en Daare.
Bedre er en fattig som vandrer i ustraffelighet, enn en mann med falske leber, som tillike er en dåre.
2 Ogsaa naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud.
Også den som ikke bruker omtanke, går det ille, og den som er for snar på foten, treder feil.
3 Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod Herren.
Menneskets egen dårskap ødelegger hans vei, men i sitt hjerte vredes han på Herren.
4 Gods tilfører mange Venner; men den ringe maa skilles fra sin Ven.
Rikdom skaper mange venner, den fattige blir skilt fra sin venn.
5 Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal ikke undkomme.
Et falskt vidne skal ikke bli ustraffet, og den som taler løgn, skal ikke komme unda.
6 Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.
Mange smigrer for den gavmilde, og enhver er venn med den som er rundhåndet.
7 Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til.
Den fattiges frender hater ham alle; enda mere holder hans venner sig borte fra ham. Han jager efter ord som ikke er å finne.
8 Den, som forhverver sig Forstand, elsker sit Liv; den, som bevarer Indsigt, skal finde godt.
Den som vinner forstand, elsker sitt liv; den som holder fast ved visdom, finner lykke.
9 Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme.
Et falskt vidne skal ikke bli ustraffet, og den som taler løgn, skal omkomme.
10 Det staar ikke en Daare vel an at leve højt, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.
Vellevnet høver ikke for en dåre, enda mindre høver det for en træl å herske over fyrster.
11 Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Ære at overse Fornærmelse
Et menneskes klokskap gjør ham langmodig, og det er hans ære at han overser krenkelser.
12 Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.
En konges vrede er som løvens brøl, men hans yndest som dugg på urter.
13 En daarlig Søn er sin Fader en Ulykke, og en Kvindes Trætter ere et vedholdende Tagdryp.
En uforstandig sønn er bare til ulykke for sin far, og en kvinnes tretter er et stadig takdrypp.
14 Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra Herren.
Hus og gods er en arv fra foreldre, men en forstandig kvinne er en gave fra Herren.
15 Dovenskab nedsænker i en dyb Søvn, og en efterladen Sjæl skal hungre.
Dovenskap senker i dyp søvn, og den late skal hungre.
16 Hvo som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl; hvo der foragter sine Veje, skal dødes.
Den som holder budet, holder sig selv i live; den som ikke akter på sin ferd, skal miste sitt liv.
17 Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgerning.
Den som forbarmer sig over den fattige, låner til Herren, og Herren skal gjengjelde ham hans velgjerning.
18 Tugt din Søn, thi der er Haab; men vend ikke din Hu til at dræbe ham!
Tukt din sønn, for det er ennu håp; men la dig ikke drive til å drepe ham!
19 Den, hvis Vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed.
Den hvis vrede er stor, bør bøte; for dersom du hjelper ham, får du gjøre det atter og atter.
20 Adlyd Raad, og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit sidste.
Hør på råd og ta imot tukt, så du kan bli vis til slutt!
21 Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men Herrens Raad det skal bestaa.
Det er mange tanker i en manns hjerte, men Herrens råd skal få fremgang.
22 Et Menneskes Lyst er hans Kærlighed; og en fattig er bedre end en Løgner.
Et menneskes miskunnhet er hans glede, og en fattig er lykkeligere enn en stormann som lyver.
23 At en frygter Herren, er til Liv; mæt skal han hvile, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.
Herrens frykt fører til liv, og mett får en gå til hvile uten å bli hjemsøkt med ulykke.
24 Den lade stikker sin Haand i Fadet; han lader den end ikke komme til sin Mund igen.
Den late stikker sin hånd i fatet, men fører den ikke engang tilbake til sin munn.
25 Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig; og irettesæt den forstandige, saa vil han vinde Kundskab.
Slå spotteren, så vil den uforstandige bli klok; vis den forstandige til rette, så vil han komme til innsikt og kunnskap.
26 Den, der overfalder Faderen og bortjager Moderen, er en Søn, som gør til Skamme og Vanære.
Den som bruker vold mot sin far og jager sin mor bort, er en dårlig, en skamløs sønn.
27 Lad kun af, min Søn! med at høre paa Formaning, saa du farer vild fra Kundskabs Ord.
Hold op, min sønn, med å høre på formaning, når du allikevel bare forviller dig bort fra kunnskaps ord!
28 Et nedrigt Vidne spotter Retten, og de ugudeliges Mund sluger Uret.
Et ugudelig vidne spotter det som rett er, og de gudløses munn sluker urett.
29 Straffedomme ere beredte til Spottere og Slag til Daarers Ryg.
Straffedommer er fastsatt for spotterne og pryl for dårers rygg.
