Ordsprogene 19

1 Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed end den, hvis Læber ere forvendte, og som tilmed er en Daare.

Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

2 Ogsaa naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud.

At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk.

3 Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod Herren.

Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte.

4 Gods tilfører mange Venner; men den ringe maa skilles fra sin Ven.

Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.

5 Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal ikke undkomme.

Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.

6 Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.

Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand.

7 Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til.

Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.

8 Den, som forhverver sig Forstand, elsker sit Liv; den, som bevarer Indsigt, skal finde godt.

Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.

9 Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme.

Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under.

10 Det staar ikke en Daare vel an at leve højt, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.

Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at herske over Fyrster.

11 Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Ære at overse Fornærmelse

Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.

12 Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.

Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst.

13 En daarlig Søn er sin Fader en Ulykke, og en Kvindes Trætter ere et vedholdende Tagdryp.

Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp.

14 Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra Herren.

Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra HERREN.

15 Dovenskab nedsænker i en dyb Søvn, og en efterladen Sjæl skal hungre.

Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte.

16 Hvo som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl; hvo der foragter sine Veje, skal dødes.

Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

17 Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgerning.

Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.

18 Tugt din Søn, thi der er Haab; men vend ikke din Hu til at dræbe ham!

Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel.

19 Den, hvis Vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed.

Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre.

20 Adlyd Raad, og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit sidste.

Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.

21 Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men Herrens Raad det skal bestaa.

I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENs Råd er det, der står fast.

22 Et Menneskes Lyst er hans Kærlighed; og en fattig er bedre end en Løgner.

Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.

23 At en frygter Herren, er til Liv; mæt skal han hvile, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.

HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.

24 Den lade stikker sin Haand i Fadet; han lader den end ikke komme til sin Mund igen.

Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden.

25 Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig; og irettesæt den forstandige, saa vil han vinde Kundskab.

Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den forstandige Kundskab.

26 Den, der overfalder Faderen og bortjager Moderen, er en Søn, som gør til Skamme og Vanære.

Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en dårlig, vanartet Søn.

27 Lad kun af, min Søn! med at høre paa Formaning, saa du farer vild fra Kundskabs Ord.

Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord.

28 Et nedrigt Vidne spotter Retten, og de ugudeliges Mund sluger Uret.

Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter Uret.

29 Straffedomme ere beredte til Spottere og Slag til Daarers Ryg.

Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers Ryg.