Ordsprogene 19
1 Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed end den, hvis Læber ere forvendte, og som tilmed er en Daare.
Lok kangkoih ah apae thaih kamthu pongah loe, toenghaih loklam pazui amtang kami to hoih kue.
2 Ogsaa naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud.
Kahoih ai poekhaih loe, panoekhaih tawn ai; tawt hoi khok takan kami loe loklam caeh pazae.
3 Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod Herren.
Kami amthuhaih mah a caehhaih loklam to amkhraengsak moe, palung thung hoiah Angraeng to kasae a thuih.
4 Gods tilfører mange Venner; men den ringe maa skilles fra sin Ven.
Hmuenmae angraeng kami loe ampui tawnh mang; toe kamtang loe a imtaeng kami mah doeh caehtaak.
5 Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal ikke undkomme.
Amsoem ai hmuen hnukung ah om kami loe danpaek ai ah om mak ai; amsawnlok thui kami doeh loih mak ai.
6 Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.
Pop parai kaminawk loe ukkung palung anghoehaih to sak hanah koeh o; tangqum paek thaih kami loe kami boih hoiah ampui ah oh.
7 Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til.
Amtang kami loe angmah ih nawkamyanawk mah doeh hnukma o; angmah ih ampuinawk mah cae loe kawkruk maw ayae o taak tih! Anih loe tahmenhaih hnik hanah nihcae hnukah patom, toe nihcae mah anghmat o taak boih.
8 Den, som forhverver sig Forstand, elsker sit Liv; den, som bevarer Indsigt, skal finde godt.
Palunghahaih tawn kami loe a hinghaih to palung; panoekhaih amtuk kami loe khosak hoihaih to hnu tih.
9 Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme.
Amsoem ai hmuen hnukungah om kami loe danpaek ai ah om mak ai; amsawnlok thui kami loe amro tih.
10 Det staar ikke en Daare vel an at leve højt, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.
Kamthu loe kahnaep ah khosak han krah ai; tamna mah angraengnawk uk hanah krah ai.
11 Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Ære at overse Fornærmelse
Palungha kami loe palungphuihaih to pauep thaih; minawk sakpazaehaih tahmen kami loe lensawkhaih to tawnh.
12 Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.
Siangpahrang palungphuihaih loe kahang kaipui baktiah oh moe, anih hoihhaih loe phroh nui ih dantui baktiah oh.
13 En daarlig Søn er sin Fader en Ulykke, og en Kvindes Trætter ere et vedholdende Tagdryp.
Caa kamthu loe ampa amrohaih ah oh, angzoeh koeh zu loe apet ai ah kaca tui baktiah oh.
14 Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra Herren.
Im hoi hmuenmae loe ampa ih qawk ah oh; toe palungha zu loe Angraeng khae hoi hak ih qawk ni.
15 Dovenskab nedsænker i en dyb Søvn, og en efterladen Sjæl skal hungre.
Thasae kami loe iih sawk, thasae kami pakhra loe zok amthlam tih.
16 Hvo som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl; hvo der foragter sine Veje, skal dødes.
Thuitaekhaih lok tahngai kami loe hinglung sawk; toe a caehhaih loklam patoek kami loe dueh tih.
17 Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgerning.
Amtang khenzawn kami loe Angraeng hanah hmuen coi pae baktiah ni oh; anih loe a sak ih hmuen baktiah atho hnu let tih.
18 Tugt din Søn, thi der er Haab; men vend ikke din Hu til at dræbe ham!
Thuitaek thaih koiah oh naah, na caa to thuitaek ah; anih qahhaih to tahmen hmah.
19 Den, hvis Vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed.
Palungphui kami loe danpaekhaih to hnu tih; anih to na pahlong nahaeloe, anih to na pahlong tuektuek han angai tih.
20 Adlyd Raad, og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit sidste.
Thuitaekhaih lok to tahngai ah loe, patukhaih lok to talawk ah, to tiah nahaeloe atue boeng naah palung na ha tih.
21 Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men Herrens Raad det skal bestaa.
Kami ih palung thungah sak atimhaih oh mangh; toe Angraeng khokhanhaih mah ni sak atimhaih to caksak tih.
22 Et Menneskes Lyst er hans Kærlighed; og en fattig er bedre end en Løgner.
Boeng thai ai amlunghaih loe kami mah koeh ih hmuen ah oh; amtang kami loe lok amlai kami pongah hoih kue.
23 At en frygter Herren, er til Liv; mæt skal han hvile, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.
Angraeng zithaih loe hinghaih ah oh; to tiah poekhaih tawn kami loe koehhaih to acung tih; raihaih tidoeh tongh mak ai.
24 Den lade stikker sin Haand i Fadet; han lader den end ikke komme til sin Mund igen.
Thasae kami loe saoek nui hoiah a ban to azuh moe, buh abah han mataeng doeh paqak.
25 Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig; og irettesæt den forstandige, saa vil han vinde Kundskab.
Minawk tiah doeh sah ai kami to danpaek ah, poekhaih tawn ai kami to palungha lat tih; khopoek thaih kami to zoeh ah, palungha aep tih.
26 Den, der overfalder Faderen og bortjager Moderen, er en Søn, som gør til Skamme og Vanære.
Ampa ih hmuenmae to pasaengh boih moe, amno to haek kami loe, azathaih paek capa, kasaethuihaih tongsak capa ah oh.
27 Lad kun af, min Søn! med at høre paa Formaning, saa du farer vild fra Kundskabs Ord.
Ka capa, thuitaekhaih lok to tahngai ai ah na oh nahaeloe, thuitaek ih panoekhaih loknawk hoiah nam khraeng ving tih.
28 Et nedrigt Vidne spotter Retten, og de ugudeliges Mund sluger Uret.
Lok amlai kami han hnukungah om kami loe, katoengah lokcaekhaih tiah doeh sah ai kami ah oh; kahoih ai kami loe kahoih ai hmuen to kakhraem caaknaek baktiah a caak.
29 Straffedomme ere beredte til Spottere og Slag til Daarers Ryg.
Kami tiah doeh sah ai kami hanah danpaekhaih to oh, kamthu hanah loe bohhaih to oh.
