Ordsprogene 17
1 Bedre er en tør Bid og Ro derhos end et Hus fuldt af slagtet Kvæg med Trætte.
Melior est buccella sicca cum gaudio quam domus plena victimis cum jurgio.
2 En klog Tjener skal herske over en Søn, som gør Skam, og han skal dele Arv midt iblandt Brødre.
Servus sapiens dominabitur filiis stultis, et inter fratres hæreditatem dividet.
3 Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet; men den, som prøver Hjerterne, er Herren.
Sicut igne probatur argentum et aurum camino, ita corda probat Dominus.
4 Den onde agter paa uretfærdige Læber; Løgneren laaner Øre til den Tunge, der arbejder paa Fordærvelse.
Malus obedit linguæ iniquæ, et fallax obtemperat labiis mendacibus.
5 Hvo som bespotter den fattige, forhaaner hans Skaber; hvo som glæder sig over Ulykke, skal ikke agtes uskyldig.
Qui despicit pauperem exprobrat factori ejus, et qui ruina lætatur alterius non erit impunitus.
6 Børnebørn ere de gamles Krone, og Børnenes Pryd er deres Fædre.
Corona senum filii filiorum, et gloria filiorum patres eorum.
7 Det staar ikke en Daare vel an at tale høje Ord, meget mindre en Fyrste at tale Løgn.
Non decent stultum verba composita, nec principem labium mentiens.
8 Skænk er en yndig Sten i deres Øjne, som modtage den; hvor som helst den vender sig hen, gør den Lykke.
Gemma gratissima exspectatio præstolantis; quocumque se vertit, prudenter intelligit.
9 Hvo som skjuler Overtrædelse, søger Kærlighed; men hvo som ripper op i en Sag, fjerner en fortrolig.
Qui celat delictum quærit amicitias; qui altero sermone repetit, separat fœderatos.
10 Skænd trænger dybere ind hos en forstandig end at slaa en Daare hundrede Gange.
Plus proficit correptio apud prudentem, quam centum plagæ apud stultum.
11 Den onde søger kun at vise Genstridighed, men et grusomt Bud skal sendes imod ham.
Semper jurgia quærit malus: angelus autem crudelis mittetur contra eum.
12 Lad en Mand møde en Bjørn, som Ungerne ere fratagne, kun ikke en Daare i hans Taabelighed.
Expedit magis ursæ occurrere raptis fœtibus, quam fatuo confidenti in stultitia sua.
13 Hvo som gengiver godt med ondt, fra hans Hus skal det onde ikke vige.
Qui reddit mala pro bonis, non recedet malum de domo ejus.
14 Hvo som begynder Trætte, aabner for Vand; opgiv derfor Trætten, førend den vælter sig frem.
Qui dimittit aquam caput est jurgiorum, et antequam patiatur contumeliam judicium deserit.
15 Den, som frikender den ugudelige, og den, som kender den retfærdige skyldig, ere begge Herren en Vederstyggelighed.
Qui justificat impium, et qui condemnat justum, abominabilis est uterque apud Deum.
16 Hvortil skal dog Penge i Daarens Haand? er det for at købe Visdom, da han dog ikke har Forstand?
Quid prodest stulto habere divitias, cum sapientiam emere non possit? Qui altum facit domum suam quærit ruinam, et qui evitat discere incidet in mala.
17 En Ven elsker altid, men en Broder fødes til Hjælp i Nød.
Omni tempore diligit qui amicus est, et frater in angustiis comprobatur.
18 Et Menneske, som fattes Forstand, giver Haandslag og gaar i Borgen hos sin Næste.
Stultus homo plaudet manibus, cum spoponderit pro amico suo.
19 Hvo der elsker Trætte, elsker Overtrædelse; hvo som søger Undergang, gør sin Dør høj.
Qui meditatur discordias diligit rixas, et qui exaltat ostium quærit ruinam.
20 Den, som er vanartig i Hjertet, skal ikke finde godt; og den, som taler forvendt med sin Tunge, skal falde i Ulykke.
Qui perversi cordis est non inveniet bonum, et qui vertit linguam incidet in malum.
21 Den, som avler en Daare, ham bliver det til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glæde sig.
Natus est stultus in ignominiam suam; sed nec pater in fatuo lætabitur.
22 Et glad Hjerte er en god Lægedom; men et nedslaaet Mod udtørrer Benene.
Animus gaudens ætatem floridam facit; spiritus tristis exsiccat ossa.
23 Den ugudelige tager Gave i Smug for at bøje Rettens Stier.
Munera de sinu impius accipit, ut pervertat semitas judicii.
24 For den forstandiges Ansigt er Visdommen; men en Daares Øjne ere ved Jordens Ende.
In facie prudentis lucet sapientia; oculi stultorum in finibus terræ.
25 En daarlig Søn er sin Fader en Harm og sin Moder en Bedrøvelse.
Ira patris filius stultus, et dolor matris quæ genuit eum.
26 Det er end ikke godt at lægge Bøder paa den retfærdige eller at slaa ædle Mænd tvært imod Ret.
Non est bonum damnum inferre justo, nec percutere principem qui recta judicat.
27 Den, som sparer sine Ord, besidder Kundskab, og en koldsindig Mand er forstandig.
Qui moderatur sermones suos doctus et prudens est, et pretiosi spiritus vir eruditus.
28 Ogsaa en Daare, om han tav, kunde regnes for viis; den, som holder sine Læber til, er forstandig.
Stultus quoque, si tacuerit, sapiens reputabitur, et si compresserit labia sua, intelligens.
