Ordsprogene 17

1 Bedre er en tør Bid og Ro derhos end et Hus fuldt af slagtet Kvæg med Trætte.

Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.

2 En klog Tjener skal herske over en Søn, som gør Skam, og han skal dele Arv midt iblandt Brødre.

Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.

3 Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet; men den, som prøver Hjerterne, er Herren.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

4 Den onde agter paa uretfærdige Læber; Løgneren laaner Øre til den Tunge, der arbejder paa Fordærvelse.

Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

5 Hvo som bespotter den fattige, forhaaner hans Skaber; hvo som glæder sig over Ulykke, skal ikke agtes uskyldig.

Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

6 Børnebørn ere de gamles Krone, og Børnenes Pryd er deres Fædre.

De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.

7 Det staar ikke en Daare vel an at tale høje Ord, meget mindre en Fyrste at tale Løgn.

Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.

8 Skænk er en yndig Sten i deres Øjne, som modtage den; hvor som helst den vender sig hen, gør den Lykke.

Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

9 Hvo som skjuler Overtrædelse, søger Kærlighed; men hvo som ripper op i en Sag, fjerner en fortrolig.

Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

10 Skænd trænger dybere ind hos en forstandig end at slaa en Daare hundrede Gange.

Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.

11 Den onde søger kun at vise Genstridighed, men et grusomt Bud skal sendes imod ham.

Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.

12 Lad en Mand møde en Bjørn, som Ungerne ere fratagne, kun ikke en Daare i hans Taabelighed.

Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.

13 Hvo som gengiver godt med ondt, fra hans Hus skal det onde ikke vige.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

14 Hvo som begynder Trætte, aabner for Vand; opgiv derfor Trætten, førend den vælter sig frem.

At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.

15 Den, som frikender den ugudelige, og den, som kender den retfærdige skyldig, ere begge Herren en Vederstyggelighed.

At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

16 Hvortil skal dog Penge i Daarens Haand? er det for at købe Visdom, da han dog ikke har Forstand?

Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?

17 En Ven elsker altid, men en Broder fødes til Hjælp i Nød.

Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

18 Et Menneske, som fattes Forstand, giver Haandslag og gaar i Borgen hos sin Næste.

Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.

19 Hvo der elsker Trætte, elsker Overtrædelse; hvo som søger Undergang, gør sin Dør høj.

Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.

20 Den, som er vanartig i Hjertet, skal ikke finde godt; og den, som taler forvendt med sin Tunge, skal falde i Ulykke.

Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.

21 Den, som avler en Daare, ham bliver det til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glæde sig.

Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.

22 Et glad Hjerte er en god Lægedom; men et nedslaaet Mod udtørrer Benene.

Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.

23 Den ugudelige tager Gave i Smug for at bøje Rettens Stier.

Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

24 For den forstandiges Ansigt er Visdommen; men en Daares Øjne ere ved Jordens Ende.

Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.

25 En daarlig Søn er sin Fader en Harm og sin Moder en Bedrøvelse.

Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

26 Det er end ikke godt at lægge Bøder paa den retfærdige eller at slaa ædle Mænd tvært imod Ret.

At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.

27 Den, som sparer sine Ord, besidder Kundskab, og en koldsindig Mand er forstandig.

Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

28 Ogsaa en Daare, om han tav, kunde regnes for viis; den, som holder sine Læber til, er forstandig.

Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.