Ordsprogene 15
1 Et mildt Svar dæmper Vrede; men et bittert Ord vækker Fortørnelse.
Mildt svar døyver harm, men eit kvast ord vekkjer vreide.
2 De vises Tunge giver god Kundskab, men Daarers Mund udgyder Taabelighed.
Tunga åt vismenner gjev god kunnskap, men narreskap gøyser or munnen på dårar.
3 Herrens Øjne ere alle Vegne, og de beskue onde og gode.
Allstad hev Herren augo sine, dei ser etter vonde og gode.
4 Tungens Blidhed er et Livsens Træ; men Forvendthed ved den er Sønderknuselse i Aanden.
Linnmælt tunga er livsens tre, men range tunga gjev hjartesår.
5 Daaren foragter sin Faders Tugtelse; men den, som agter paa Revselse, handler klogt.
Ein uviting vanvyrder far sin’s age, men den som agtar på refsing, vert klok.
6 I den retfærdiges Hus er meget Gods; men der er Forstyrrelse i den ugudeliges Indtægt.
Rettferdig manns hus eig stor rikdom, men d’er ugreida med ugudleg manns inntekt.
7 De vises Læber udstrø Kundskab; men Daarernes Hjerte er ikke saa.
Vismanns-lippor strår ut kunnskap, men so er ei med dårehjarta.
8 De ugudeliges Offer er Herren en Vederstyggelighed; men de oprigtiges Bøn er ham en Velbehagelighed.
Gudløysings offer er ei gruv for Herren, men bøn frå ærlege han likar godt.
9 De ugudeliges Vej er Herren en Vederstyggelighed; men den, som stræber efter Retfærdighed, elsker han:
Gudløysings veg er ei gruv for Herren, men han elskar den som renner etter rettferd.
10 Streng Tugt venter den, som forlader Stien; den, som hader Irettesættelse, skal dø.
Hard refsing fær den som gjeng ut av vegen, den som hatar age, skal døy.
11 Dødsriget og Afgrunden ligge aabenbare for Herren, meget mere Menneskens Børns Hjerter. (Sheol h7585)
Helheim og avgrunn ligg i dagen for Herren, kor mykje meir då menneskje-hjarto. (Sheol h7585)
12 En Spotter elsker ikke den, som sætter ham i Rette, han gaar ikke til de vise.
Spottaren likar ikkje at ein lastar honom, til vismenner gjeng han ikkje.
13 Et glad Hjerte gør Ansigtet livligt; men ved Hjertets Bekymring nedslaas Modet.
Gladværugt hjarta gjer andlitet ljost, men modet vert brote i hjartesorg.
14 Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, men Daarers Mund finder Behag i Taabelighed.
Vitug manns hjarta søkjer kunnskap, men dåremunn fer berre med narreskap.
15 Alle den elendiges Dage ere onde; men et glad Hjerte er et bestandigt Gæstebud.
Alle ein armings dagar er vonde, men den glade i hjarta hev gjestebod alltid.
16 Bedre er lidet med Herrens Frygt end stort Liggendefæ med Uro.
Betre er lite med otte for Herren enn eigedom stor med uro attåt.
17 Bedre er en Ret grønne Urter, naar der er Kærlighed hos, end en fed Okse, naar der er Had hos.
Betre ei nista av kål med kjærleik til enn gjødde uksen med hat attåt.
18 En hidsig Mand opvækker Trætte, men en langmodig dæmper Kiv.
Brålyndt mann valdar trætta, men den toluge stiller kiv.
19 Den lades Vej er som et Tjørnegærde; men de oprigtiges Sti er banet.
Vegen for letingen er som eit klungergjerde, men stigen er brøytt for dei ærlege.
20 En viis Søn glæder sin Fader; men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
Ein vis son gjer far sin gleda, men eit dårlegt menneskje vanvyrder mor si.
21 Daarskab er en Glæde for den, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem.
Dårskap er gleda for vitlaus mann, men ein vitug mann gjeng beint fram.
22 Anslag blive til intet, naar der ikke er holdt Raad; men hvor der er mange Raadgivere, der bestaa de.
Råder vert til inkjes utan rådleggjing, men med mange rådgjevarar kjem dei i stand.
23 Glæde har en Mand af sin Munds Svar; og et Ord i rette Tid — hvor godt!
Mannen gled seg når munnen kann svara, og eit ord i rette tid, kor godt det er!
Den vituge gjeng livsens veg uppetter, for han vil sleppa burt frå helheimen der nede. (Sheol h7585)
25 Herren nedriver de hovmodiges Hus; men han stadfæster Enkens Landemærke.
Herren riv huset ned for dei ovmodige, men for enkja let han merkesteinen standa.
26 Den ondes Anslag ere Herren en Vederstyggelighed; men Lifligheds Ord ere rene.
Vonde tankar er ei gruv for Herren, men milde ord er reine.
27 Den, som jager efter Vinding, forstyrrer sit Hus; men den, som hader Gaver, skal leve.
Den vinnekjære fær sitt hus i ulag, men den som hatar mutor, han skal liva.
28 Den retfærdiges Hjerte betænker sig paa at svare; men de ugudeliges Mund udgyder onde Ting.
Rettferdig tenkjer i sitt hjarta korleis han skal svara, men gudlause let vondskap gøysa ut or munnen.
29 Herren er langt borte fra de ugudelige, men hører de retfærdiges Bøn.
Langt er Herren burte frå dei gudlause, men bøni frå rettferdige han høyrer.
30 Lys for Øjnene glæder Hjertet; et godt Budskab giver Marv i Benene.
Ljos i augo hjarta gled, tidend god gjev merg i beini.
31 Det Øre, som hører efter Irettesættelse til Livet, han tager Bo midt iblandt de vise.
Det øyra som høyrer på rettleiding til livet, held seg gjerne med vismenn i lag.
32 Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl; men den, som hører efter Irettesættelse, forhverver sig Forstand.
Den som vandar age, vanvyrder si sjæl, den som høyrer på rettleiding, vinn seg vit.
33 Herrens Frygt er Tugt til Visdom, og Ydmyghed gaar foran Ære.
Otte for Herren er age til visdom, og fyre æra gjeng andmykt.
