< Ordsprogene 15 >

1 Et mildt Svar dæmper Vrede; men et bittert Ord vækker Fortørnelse.
Mildt svar stiller Vrede, saarende Ord vækker Nag.
2 De vises Tunge giver god Kundskab, men Daarers Mund udgyder Taabelighed.
Vises Tunge drypper af Kundskab, Daarskab strømmer fra Taabers Mund.
3 Herrens Øjne ere alle Vegne, og de beskue onde og gode.
Alle Vegne er HERRENS Øjne, de udspejder onde og gode.
4 Tungens Blidhed er et Livsens Træ; men Forvendthed ved den er Sønderknuselse i Aanden.
Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesaar.
5 Daaren foragter sin Faders Tugtelse; men den, som agter paa Revselse, handler klogt.
Daare lader haant om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare paa Revselse.
6 I den retfærdiges Hus er meget Gods; men der er Forstyrrelse i den ugudeliges Indtægt.
Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.
7 De vises Læber udstrø Kundskab; men Daarernes Hjerte er ikke saa.
Vises Læber udstrør Kundskab, Taabers Hjerte er ikke ret.
8 De ugudeliges Offer er Herren en Vederstyggelighed; men de oprigtiges Bøn er ham en Velbehagelighed.
Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.
9 De ugudeliges Vej er Herren en Vederstyggelighed; men den, som stræber efter Retfærdighed, elsker han:
Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.
10 Streng Tugt venter den, som forlader Stien; den, som hader Irettesættelse, skal dø.
Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.
11 Dødsriget og Afgrunden ligge aabenbare for Herren, meget mere Menneskens Børns Hjerter. (Sheol h7585)
Dødsrige og Afgrund ligger aabne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter. (Sheol h7585)
12 En Spotter elsker ikke den, som sætter ham i Rette, han gaar ikke til de vise.
Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd gaar han ikke.
13 Et glad Hjerte gør Ansigtet livligt; men ved Hjertets Bekymring nedslaas Modet.
Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.
14 Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, men Daarers Mund finder Behag i Taabelighed.
Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Taabers Mund lægger Vind paa Daarskab.
15 Alle den elendiges Dage ere onde; men et glad Hjerte er et bestandigt Gæstebud.
Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.
16 Bedre er lidet med Herrens Frygt end stort Liggendefæ med Uro.
Bedre lidet med HERRENS Frygt end store Skatte med Uro.
17 Bedre er en Ret grønne Urter, naar der er Kærlighed hos, end en fed Okse, naar der er Had hos.
Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.
18 En hidsig Mand opvækker Trætte, men en langmodig dæmper Kiv.
Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.
19 Den lades Vej er som et Tjørnegærde; men de oprigtiges Sti er banet.
Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.
20 En viis Søn glæder sin Fader; men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
Viis Søn glæder sin Fader, Taabe til Menneske foragter sin Moder.
21 Daarskab er en Glæde for den, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem.
Daarskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt gaar lige frem.
22 Anslag blive til intet, naar der ikke er holdt Raad; men hvor der er mange Raadgivere, der bestaa de.
Er der ikke holdt Raad, saa mislykkes Planer, de lykkes, naar mange raadslaar.
23 Glæde har en Mand af sin Munds Svar; og et Ord i rette Tid — hvor godt!
Mand er glad, naar hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.
24 Livsens Vej opadtil gaar den forstandige for at undgaa Dødsriget nedadtil. (Sheol h7585)
Den kloge gaar opad paa Livets Vej for at undgaa Dødsriget nedentil. (Sheol h7585)
25 Herren nedriver de hovmodiges Hus; men han stadfæster Enkens Landemærke.
Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.
26 Den ondes Anslag ere Herren en Vederstyggelighed; men Lifligheds Ord ere rene.
Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.
27 Den, som jager efter Vinding, forstyrrer sit Hus; men den, som hader Gaver, skal leve.
Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.
28 Den retfærdiges Hjerte betænker sig paa at svare; men de ugudeliges Mund udgyder onde Ting.
Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.
29 Herren er langt borte fra de ugudelige, men hører de retfærdiges Bøn.
HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.
30 Lys for Øjnene glæder Hjertet; et godt Budskab giver Marv i Benene.
Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.
31 Det Øre, som hører efter Irettesættelse til Livet, han tager Bo midt iblandt de vise.
Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.
32 Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl; men den, som hører efter Irettesættelse, forhverver sig Forstand.
Hvo Tugt forsmaar, lader haant om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.
33 Herrens Frygt er Tugt til Visdom, og Ydmyghed gaar foran Ære.
HERRENS Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.

< Ordsprogene 15 >