< Ordsprogene 14 >
1 Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
La mujer sabia edifica su casa, La necia con sus manos la derriba.
2 Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
El que anda en su rectitud teme a Yavé, Pero el de caminos torcidos lo desprecia.
3 I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
En la boca del necio hay una vara para su espalda, Pero los sabios son protegidos por sus labios.
4 Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
Donde no hay bueyes el establo está limpio, Pero mucho rendimiento hay por la fuerza del buey.
5 Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
El testigo veraz no miente, Pero el testigo falso respira mentiras.
6 Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
El burlador busca la sabiduría y no la halla, Pero el conocimiento es fácil para el que tiene entendimiento.
7 Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
Apártate de la presencia del necio, Porque en él no hallarás palabras de conocimiento.
8 Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
Entender el camino es sabiduría del sagaz, Pero la necedad de los necios es engaño.
9 Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
Se burla el necio del pecado, Pero entre los rectos hay buena voluntad.
10 Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
El corazón conoce su propia amargura, Y en su alegría no participa el extraño.
11 De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
La casa de los perversos será asolada, Pero la morada de los rectos florecerá.
12 Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
Hay camino que al hombre parece derecho, Pero su fin es camino de muerte.
13 Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
Aun entre risas llora el corazón, Y el final de la alegría es tristeza.
14 Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
El insensato se hartará de sus propios caminos, Pero el hombre bueno estará satisfecho con el suyo.
15 Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
El ingenuo cree cualquier cosa, Pero el prudente considera sus pasos.
16 Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
El sabio teme y se aparta del mal, Pero el necio se lanza confiado.
17 Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
El que fácilmente se aíra hará locuras, Y el hombre perverso será aborrecido.
18 De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
Los ingenuos heredan insensatez, Pero el prudente se corona de conocimiento.
19 De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
Los perversos se inclinarán ante los buenos, Y los perversos ante las puertas del justo.
20 Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
El pobre es odiado aun por su vecino, Pero muchos son los que aman al rico.
21 Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
El que menosprecia a su prójimo peca, Pero el que se compadece de los pobres es inmensamente feliz.
22 Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
¿No yerran los que piensan mal? Pero misericordia y verdad son para los que piensan el bien.
23 I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
En toda labor hay fruto, Pero la palabra solo de labios lleva a la indigencia.
24 De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
Corona de los sabios es su riqueza, Pero la insensatez de los necios es locura.
25 Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
Un testigo veraz salva vidas, Pero el engañador habla mentiras.
26 I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
En el temor a Yavé hay fuerte confianza Que servirá de refugio a los hijos.
27 Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
El temor a Yavé es manantial de vida, Que aparta de las trampas de la muerte.
28 At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
En la multitud de pueblo está la gloria del rey, Y en la falta de pueblo la flaqueza del gobernante.
29 Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
El que tarda en airarse tiene gran entendimiento, Pero el impulsivo exalta la necedad.
30 Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
Un corazón tranquilo es vida para el cuerpo, Pero la envidia es carcoma en los huesos.
31 Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
El que oprime al pobre afrenta a su Hacedor, Pero lo honra el que favorece al necesitado.
32 Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
Por su propia maldad será derribado el perverso, Pero el justo tiene refugio en su muerte.
33 I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
En el corazón del que tiene entendimiento reposa la sabiduría, Aun en medio de necios se da a conocer.
34 Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
La justicia enaltece a una nación, Pero el pecado es afrenta para los pueblos.
35 Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
La benevolencia del rey es para el esclavo prudente, Pero su enojo contra el que lo avergüenza.