< Ordsprogene 14 >
1 Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
2 Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
3 I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
4 Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
5 Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
6 Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
7 Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
8 Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
9 Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
10 Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
11 De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
12 Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
13 Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
14 Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
15 Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
16 Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
17 Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
18 De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
19 De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
20 Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
21 Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
22 Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
23 I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
24 De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
25 Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
26 I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
27 Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
28 At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
29 Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
30 Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
31 Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
32 Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
33 I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
34 Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
35 Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
