Ordsprogene 14
1 Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
Kvinners visdom bygger sitt hus, men dårskap river det ned med sine hender.
2 Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
Den som vandrer i opriktighet, frykter Herren; men den som går krokveier, forakter ham.
3 I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
I dårens munn er et ris for hans overmot, men de vises leber er deres vern.
4 Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
Hvor det ingen okser er, der er krybben tom; men rikelig vinning kommer ved oksens kraft.
5 Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
Trofast vidne lyver ikke, men den som taler løgn, er et falskt vidne.
6 Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
Spotteren søker visdom, men finner den ikke; men for den forstandige er kunnskap lett å vinne.
7 Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
Når du går fra en dåre, har du ikke funnet forstand på hans leber.
8 Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
Den klokes visdom er at han forstår sin vei, men dårers dårskap er at de bedrar sig selv.
9 Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
Dårer spottes av sitt eget skyldoffer, men blandt de opriktige råder Guds velbehag.
10 Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
Hjertet kjenner sin egen bitre smerte, og i dets glede blander ingen fremmed sig.
11 De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
De ugudeliges hus skal ødelegges, men de opriktiges telt skal blomstre.
12 Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
Mangen vei tykkes en mann rett, men enden på det er dødens veier.
13 Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
Endog under latter har hjertet smerte, og enden på gleden er sorg.
14 Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
Av sin ferd skal den frafalne mettes, og en god mann holder sig borte fra ham.
15 Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
Den enfoldige tror hvert ord, men den kloke akter på sine skritt.
16 Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
Den vise frykter og holder sig fra det onde, men dåren er overmodig og trygg.
17 Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
Den bråsinte gjør dårskap, og en svikefull mann blir hatet.
18 De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
De enfoldige har fått dårskap i arv, men de kloke krones med kunnskap.
19 De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
De onde må bøie sig for de gode, og de ugudelige ved den rettferdiges porter.
20 Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
Endog av sin venn blir den fattige hatet; men de som elsker en rik, er mange.
21 Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
Den som forakter sin næste, synder; men salig er den som ynkes over arminger.
22 Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
Skal ikke de fare vill som tenker ut det som ondt er? Men miskunnhet og trofasthet times dem som optenker godt.
23 I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
Ethvert møiefullt arbeid gir vinning, men tomt snakk fører bare til tap.
24 De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
De vises rikdom er deres krone, men dårenes dårskap er og blir dårskap.
25 Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
Et sanndru vidne frelser liv, men den som taler løgn, er full av svik.
26 I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
Den som frykter Herren, har et sterkt vern, og for hans barn skal Herren være en tilflukt.
27 Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
Å frykte Herren er en livsens kilde, så en slipper fra dødens snarer.
28 At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
Meget folk er kongens ære, men mangel på folk er fyrstens fall.
29 Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
Den langmodige har stor forstand, men den bråsinte viser stor dårskap.
30 Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
Et saktmodig hjerte er legemets liv, men hissighet er råttenhet i benene.
31 Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
Den som trykker en arming, håner hans skaper, men den som har medynk med den fattige, ærer skaperen.
32 Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
Når ulykken rammer den ugudelige, kastes han over ende; men den rettferdige er frimodig i døden.
33 I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
I den forstandiges hjerte holder visdommen sig stille, men i dårers indre gir den sig til kjenne.
34 Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
Rettferdighet ophøier et folk, men synden er folkenes vanære.
35 Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
En klok tjener vinner kongens yndest, men over en dårlig tjener kommer hans vrede.
