Ordsprogene 14
1 Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
sapiens mulier aedificavit domum suam insipiens instructam quoque destruet manibus
2 Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
ambulans recto itinere et timens Deum despicitur ab eo qui infami graditur via
3 I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
in ore stulti virga superbiae labia sapientium custodiunt eos
4 Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
ubi non sunt boves praesepe vacuum est ubi autem plurimae segetes ibi manifesta fortitudo bovis
5 Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
testis fidelis non mentietur profert mendacium testis dolosus
6 Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
quaerit derisor sapientiam et non inveniet doctrina prudentium facilis
7 Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
vade contra virum stultum et nescito labia prudentiae
8 Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
sapientia callidi est intellegere viam suam et inprudentia stultorum errans
9 Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
stultis inludet peccatum inter iustos morabitur gratia
10 Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
cor quod novit amaritudinem animae suae in gaudio eius non miscebitur extraneus
11 De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
domus impiorum delebitur tabernacula iustorum germinabunt
12 Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
est via quae videtur homini iusta novissima autem eius deducunt ad mortem
13 Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
risus dolore miscebitur et extrema gaudii luctus occupat
14 Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
viis suis replebitur stultus et super eum erit vir bonus
15 Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
innocens credit omni verbo astutus considerat gressus suos
16 Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
sapiens timet et declinat malum stultus transilit et confidit
17 Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
inpatiens operabitur stultitiam et vir versutus odiosus est
18 De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
possidebunt parvuli stultitiam et astuti expectabunt scientiam
19 De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
iacebunt mali ante bonos et impii ante portas iustorum
20 Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
etiam proximo suo pauper odiosus erit amici vero divitum multi
21 Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
qui despicit proximum suum peccat qui autem miseretur pauperi beatus erit
22 Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
errant qui operantur malum misericordia et veritas praeparant bona
23 I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
in omni opere erit abundantia ubi autem verba sunt plurima frequenter egestas
24 De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
corona sapientium divitiae eorum fatuitas stultorum inprudentia
25 Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
liberat animas testis fidelis et profert mendacia versipellis
26 I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
in timore Domini fiducia fortitudinis et filiis eius erit spes
27 Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
timor Domini fons vitae ut declinet a ruina mortis
28 At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
in multitudine populi dignitas regis et in paucitate plebis ignominia principis
29 Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
qui patiens est multa gubernatur prudentia qui autem inpatiens exaltat stultitiam suam
30 Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
vita carnium sanitas cordis putredo ossuum invidia
31 Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
qui calumniatur egentem exprobrat factori eius honorat autem eum qui miseretur pauperis
32 Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
in malitia sua expelletur impius sperat autem iustus in morte sua
33 I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
in corde prudentis requiescit sapientia et indoctos quoque erudiet
34 Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
iustitia elevat gentem miseros facit populos peccatum
35 Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
acceptus est regi minister intellegens iracundiam eius inutilis sustinebit
