< Ordsprogene 14 >

1 Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
La sapienza di una massaia costruisce la casa, la stoltezza la demolisce con le mani.
2 Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
Chi procede con rettitudine teme il Signore, chi si scosta dalle sue vie lo disprezza.
3 I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
Nella bocca dello stolto c'è il germoglio della superbia, ma le labbra dei saggi sono la loro salvaguardia.
4 Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
Senza buoi, niente grano, l'abbondanza del raccolto sta nel vigore del toro.
5 Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
Il testimone vero non mentisce, quello falso spira menzogne.
6 Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
Il beffardo ricerca la sapienza ma invano, la scienza è cosa facile per il prudente.
7 Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
Allontànati dall'uomo stolto, e non ignorerai le labbra sapienti.
8 Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
La sapienza dell'accorto sta nel capire la sua via, ma la stoltezza degli sciocchi è inganno.
9 Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
Fra gli stolti risiede la colpa, fra gli uomini retti la benevolenza.
10 Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
Il cuore conosce la propria amarezza e alla sua gioia non partecipa l'estraneo.
11 De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
La casa degli empi rovinerà, ma la tenda degli uomini retti avrà successo.
12 Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
C'è una via che sembra diritta a qualcuno, ma sbocca in sentieri di morte.
13 Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
Anche fra il riso il cuore prova dolore e la gioia può finire in pena.
14 Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
Chi è instabile si sazierà dei frutti della sua condotta, l'uomo dabbene si sazierà delle sue opere.
15 Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
L'ingenuo crede quanto gli dici, l'accorto controlla i propri passi.
16 Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
Il saggio teme e sta lontano dal male, lo stolto è insolente e presuntuoso.
17 Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
L'iracondo commette sciocchezze, il riflessivo sopporta.
18 De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
Gli inesperti erediteranno la stoltezza, i prudenti si coroneranno di scienza.
19 De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
I malvagi si inchinano davanti ai buoni, gli empi davanti alle porte del giusto.
20 Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
Il povero è odioso anche al suo amico, numerosi sono gli amici del ricco.
21 Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
Chi disprezza il prossimo pecca, beato chi ha pietà degli umili.
22 Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
Non errano forse quelli che compiono il male? Benevolenza e favore per quanti compiono il bene.
23 I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
In ogni fatica c'è un vantaggio, ma la loquacità produce solo miseria.
24 De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
Corona dei saggi è la loro accortezza, corona degli stolti la loro stoltezza.
25 Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
Salvatore di vite è un testimone vero; chi spaccia menzogne è un impostore.
26 I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
Nel timore del Signore è la fiducia del forte; per i suoi figli egli sarà un rifugio.
27 Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
Il timore del Signore è fonte di vita, per evitare i lacci della morte.
28 At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
Un popolo numeroso è la gloria del re; la scarsità di gente è la rovina del principe.
29 Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
Il paziente ha grande prudenza, l'iracondo mostra stoltezza.
30 Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
Un cuore tranquillo è la vita di tutto il corpo, l'invidia è la carie delle ossa.
31 Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
Chi opprime il povero offende il suo creatore, chi ha pietà del misero lo onora.
32 Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
Dalla propria malvagità è travolto l'empio, il giusto ha un rifugio nella propria integrità.
33 I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
In un cuore assennato risiede la sapienza, ma in seno agli stolti può scoprirsi?
34 Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
La giustizia fa onore a una nazione, ma il peccato segna il declino dei popoli.
35 Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
Il favore del re è per il ministro intelligente, il suo sdegno è per chi lo disonora.

< Ordsprogene 14 >