Ordsprogene 14
1 Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
Visdom bygger sig Hus, Daarskabs Hænder river det ned.
2 Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som gaar Krogveje, agter ham ringe.
3 I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
I Daarens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise staar Læberne Vagt.
4 Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
Naar der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
5 Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
6 Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
7 Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
Gaa fra en Mand, som er en Taabe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
8 Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
Den kloge i sin Visdom er klar paa sin Vej, men Taabers Daarskab er Svig.
9 Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
Med Daarer driver Skyldofret Spot, men Velvilje raader iblandt retsindige.
10 Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
11 De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt staar i Blomst.
12 Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.
13 Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
14 Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
15 Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
16 Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
Den vise ængstes og skyr det onde, Taaben buser sorgløs paa.
17 Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
Den hidsige bærer sig taabeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
18 De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
De tankeløse giver Daarskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
19 De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
Onde maa bukke for gode, gudløse staa ved retfærdiges Døre.
20 Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
21 Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
22 Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Naade og Trofasthed.
23 I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
24 De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
De vises Krone er Kløgt, Taabers Krans er Daarskab.
25 Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
26 I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
27 Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
28 At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist paa Folk er Fyrstens Fald.
29 Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
Den sindige er rig paa Indsigt, den heftige driver det vidt i Daarskab.
30 Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
31 Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
At kue den ringe er Haan mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
32 Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
33 I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Taabers Indre kendes den ikke.
34 Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
35 Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
