Ordsprogene 14
1 Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
Hlang cueih nu loh a im a sak dae, anglat long tah a kut neh a koengloeng.
2 Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
BOEIPA aka rhih tah a dueng la cet dae, a longpuei kho aka hmang loh BOEIPA a hnaep.
3 I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
Hlang ang kah a ka ah hoemnah kuhci om tih, aka cueih rhoek kah hmuilai loh amamih te a ngaithuen sak.
4 Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
Saelhung a om pawt vaengah kongduk khaw caih dae, vaito thadueng lamkah canghum cangpai thoeng.
5 Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
Oltak rhoek kah laipai tah a laithae moenih. Tedae a honghi kah laipai long tah laithae ni a sat.
6 Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
Hmuiyoi loh cueihnah a tlap dae a hong ni, mingnah he aka yakming ham tah yoeikoek mai.
7 Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
Hlang ang te a hmai lamloh caeh tak, mingnah olka te na ming pawt ve.
8 Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
Aka thaai kah cueihnah long tah a longpuei te a yakming dae, aka ang kah a anglat tah thailatnah ni.
9 Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
Aka ang loh hmaithennah te a hnael dae, aka thuem long tah a laklo ah kolonah a saii.
10 Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
A hinglu khahingnah loh lungbuei a ming. Te dongah a kohoenah dongah rhalawt loh boi thil pawh.
11 De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
Halang rhoek kah im tah a phae pah vetih aka thuem kah dap tah rhoeng ni.
12 Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
Longpuei he hlang kah mikhmuh ah thuem dae a hmailong ah dueknah longpuei la om.
13 Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
Nueihbu dongah lungbuei loh thak a khoeih tih, a tloihsoi ah kohoenah khaw pha-ueknah la poeh.
14 Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
Lungbuei aka balkhong khaw, hlang then khaw a khosing te amah hah bitni.
15 Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
Hlangyoe long tah olka boeih te a tangnah dae, aka thaai long tah a khokan te a yakming.
16 Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
Aka cueih long tah a rhih tih boethae te a nong tak. Tedae aka ang long tah a paan tih a omtoem.
17 Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
Thintoek bangkek loh a anglat a phoe tih, tangkhuepnah aka khueh hlang khaw a hmuhuet uh.
18 De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
Hlangyoe loh anglat a pang tih, aka thaai rhoek loh mingnah te a muei uh.
19 De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
Hlang thae rhoek te hlang then rhoek kah mikhmuh ah, halang rhoek te hlang dueng kah vongka ah ngam uh ni.
20 Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
Khodaeng te a hui long khaw a hmuhuet tih, hlanglen tah muep a lungnah.
21 Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
A hui taengah aka hnoelrhoeng uh tah tholh tih, mangdaeng kodo aka rhen tah a yoethen.
22 Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
Boethae aka uep rhoek te kho a hmang uh moenih a? Tedae sitlohnah neh uepomnah long tah hnothen ni a caai thil.
23 I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
Patangnah cungkuem loh kumkonah a om sak. Tedae hmuilai dongkah ol bueng ngawn tah tloelnah la poeh.
24 De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
Khuehtawn he aka cueih rhoek kah a rhuisam la om tih, aka ang rhoek tah anglat la anglat coeng.
25 Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
Oltak kah laipai loh hinglu a huul tih, hlangthai palat loh laithae a sat.
26 I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
BOEIPA hinyahnah dongah pangtungnah sarhi khaw om, te dongah a ca rhoek ham hlipyingnah la om.
27 Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
BOEIPA hinyahnah tah hingnah thunsih neh, dueknah hlaeh lamloh aka phaelh sak la om.
28 At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
Pilnam kah cangpai dongah ni manghai kah rhuepomnah khaw a om, namtu a om pawt vaengah mangpa kah porhaknah la om.
29 Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
Thintoek aka ueh tah bahoeng a lungcuei tih, mueihla bangkek loh anglat ni a pomsang.
30 Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
Lungbuei hoeihnah tah pumsa kah hingnah la om tih, thatlainah khaw rhuh keet la poeh.
31 Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
Tattloel aka hnaemtaek loh amah aka saii ni a veet, BOEIPA aka thangpom long tah khodaeng a rhen.
32 Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
Halang tah a boethae ah bung tih, aka dueng tah a dueknah rhangneh ying.
33 I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
Aka yakming kah lungbuei ah cueihnah khaw rhaehrhong tih, hlang ang lakli ah khaw ming uh coeng.
34 Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
Duengnah loh namtom a pomsang tih, tholhnah loh namtu te rhaidaeng la a khueh.
35 Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
Manghai kah kolonah loh sal te a cangbam tih, a thinpom loh yah a bai.
