Ordsprogene 13
1 En viis Søn modtager sin Faders Tugt; men en Spotter hører ikke paa Irettesættelse.
Moder sin posluša poučevanje svojega očeta, toda posmehljivec ne posluša oštevanja.
2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjæl høster Krænkelse.
Človek bo jedel dobro po sadu svojih ust, toda duša prestopnikov bo jedla nasilje.
3 Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.
Kdor varuje svoja usta, varuje svoje življenje, toda kdor široko odpira svoje ustnice, bo imel uničenje.
4 Den lades Sjæl begærer og faar intet; men de flittiges Sjæl næres rigeligt.
Lenuhova duša želi, pa nima ničesar, toda duša marljivega bo postala obilna.
5 Den retfærdige hader Løgns Ord; men den ugudelige gør Skam og Vanære.
Pravičen človek sovraži laganje, toda zloben človek je gnusen in prihaja v sramoto.
6 Retfærdighed bevarer den, som vandrer oprigtigt sin Vej; men Ugudelighed styrter Synderen.
Pravičnost varuje tistega, ki je na poti iskren, toda zlobnost ruši grešnika.
7 Der er den, som holder sig for rig og har dog intet; og den, som holder sig for fattig og har meget Gods.
Tam je, ki se dela bogatega, vendar nima ničesar, tam je, ki se dela ubogega, vendar ima velika bogastva.
8 En Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv! men en fattig hører ikke paa Irettesættelse.
Odkupnina človekovega življenja so njegova bogastva, toda ubogi ne slišijo oštevanja.
9 De retfærdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes.
Svetloba pravičnega razveseljuje, toda svetilka zlobnega bo ugasnjena.
10 Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem, som lade sig raade, er Visdom.
Samo s ponosom pride spor, toda z dobrim svetovanjem je modrost.
11 Gods formindskes ved Forfængelighed; men hvo som samler i Haanden, forøger det.
Premoženje, pridobljeno z ničevostjo, bo zmanjšano, toda kdor zbira s trudom, ga bo povečal.
12 Forventning, som forhales, krænker Hjertet; men naar det kommer, som man begærer, da er det et Livsens Træ.
Upanje, ki se prelaga, dela srce bolno, toda ko prihaja želja, je to drevo življenja.
13 Hvo som foragter Ordet, bereder sig Fordærvelse; men hvo som frygter Budet, han faar Løn derfor.
Kdorkoli prezira besedo, bo uničen, toda kdor se boji zapovedi, bo nagrajen.
14 Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
Postava modrega je studenec življenja, da odide od zank smrti.
15 En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er haard.
Dobro razumevanje daje naklonjenost, toda pot prestopnikov je težka.
16 Hver, som er klog, gør sine Ting med Forstand; men Daaren udbreder Taabelighed.
Vsak razsodni človek se ukvarja s spoznanjem, toda bedak izpostavlja svojo neumnost.
17 Et ugudeligt Sendebud falder i Ulykke; men et trofast Bud er Lægedom.
Zloben poslanec pada v vragolijo, toda zvest predstavnik je zdravje.
18 Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Ære.
Revščina in sramota bosta tistemu, ki odklanja poučevanje, toda kdor upošteva opomin, bo spoštovan.
19 Naar det sker, som man begærer, da er det sødt for Sjælen; men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed.
Izpolnjena želja je duši sladka, toda bedakom je to ogabnost, da odidejo od zla.
20 Den, som omgaas med vise, bliver viis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.
Kdor hodi z modrimi ljudmi, bo moder, toda skupina bedakov bo uničena.
21 Ulykke forfølger Syndere; men den retfærdige betales med godt.
Zlo preganja grešnike, toda dobro bo pravičnim poplačano.
22 Den gode efterlader Børnebørn en Arv; men Synderes Gods er gemt til den retfærdige.
Dober človek zapušča dediščino otrokom svojih otrok, premoženje grešnika pa je prihranjeno za pravičnega.
23 Den fattiges nyopdyrkede Land yder megen Føde; men der er den, som gaar til Grunde, fordi han ikke gør Ret.
Mnogo hrane je v oranju zemlje ubogih, toda tam je, kar je uničeno zaradi pomanjkanja sodbe.
24 Hvo som sparer sit Ris, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidligt.
Kdor prizanaša svoji šibi, sovraži svojega sina, toda kdor ga ljubi, ga zgodaj kara.
25 Den retfærdige kan spise, til hans Sjæl bliver mæt; men de ugudeliges Bug skal lide Mangel.
Pravični jé do zadovoljitve svoje duše, toda trebuh zlobnega bo čutil pomanjkanje.
