Ordsprogene 13
1 En viis Søn modtager sin Faders Tugt; men en Spotter hører ikke paa Irettesættelse.
Mudar sin sluša nastavu oca svojega; a potsmjevaè ne sluša ukora.
2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjæl høster Krænkelse.
Od ploda usta svojih svaki æe jesti dobro, a duša nevaljalijeh ljudi nasilje.
3 Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.
Ko èuva usta svoja, èuva svoju dušu; ko razvaljuje usne, propada.
4 Den lades Sjæl begærer og faar intet; men de flittiges Sjæl næres rigeligt.
Željna je duša ljenivèeva, ali nema ništa; a duša vrijednijeh ljudi obogatiæe se.
5 Den retfærdige hader Løgns Ord; men den ugudelige gør Skam og Vanære.
Na lažnu rijeè mrzi pravednik; a bezbožnik se mrazi i sramoti.
6 Retfærdighed bevarer den, som vandrer oprigtigt sin Vej; men Ugudelighed styrter Synderen.
Pravda èuva onoga koji hodi bezazleno; a bezbožnost obara grješnika.
7 Der er den, som holder sig for rig og har dog intet; og den, som holder sig for fattig og har meget Gods.
Ima ko se gradi bogat a nema ništa, i ko se gradi siromah a ima veliko blago.
8 En Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv! men en fattig hører ikke paa Irettesættelse.
Otkup je za život èovjeku bogatstvo njegovo, a siromah ne sluša prijetnje.
9 De retfærdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes.
Vidjelo pravednièko svijetli se, a žižak bezbožnièki ugasiæe se.
10 Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem, som lade sig raade, er Visdom.
Od oholosti biva samo svaða, a koji primaju svjet, u njih je mudrost.
11 Gods formindskes ved Forfængelighed; men hvo som samler i Haanden, forøger det.
Blago koje se taštinom teèe umaljava se, a ko sabira rukom, umnožava.
12 Forventning, som forhales, krænker Hjertet; men naar det kommer, som man begærer, da er det et Livsens Træ.
Dugo nadanje mori srce, i želja je ispunjena drvo životno.
13 Hvo som foragter Ordet, bereder sig Fordærvelse; men hvo som frygter Budet, han faar Løn derfor.
Ko prezire rijeè sam sebi udi; a ko se boji zapovijesti, platiæe mu se.
14 Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
Nauka je mudroga izvor životni da se saèuva prugala smrtnijeh.
15 En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er haard.
Dobar razum daje ljubav, a put je bezakonièki hrapav.
16 Hver, som er klog, gør sine Ting med Forstand; men Daaren udbreder Taabelighed.
Svaki pametan èovjek radi s razumom, a bezuman raznosi bezumlje.
17 Et ugudeligt Sendebud falder i Ulykke; men et trofast Bud er Lægedom.
Glasnik bezbožan pada u zlo, a vjeran je poslanik lijek.
18 Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Ære.
Siromaštvo i sramota doæi æe na onoga koji odbacuje nastavu; a ko èuva karanje, proslaviæe se.
19 Naar det sker, som man begærer, da er det sødt for Sjælen; men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed.
Ispunjena je želja slast duši, a bezumnima je mrsko otstupiti oda zla.
20 Den, som omgaas med vise, bliver viis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.
Ko hodi s mudrima postaje mudar, a ko se druži s bezumnicima postaje gori.
21 Ulykke forfølger Syndere; men den retfærdige betales med godt.
Grješnike goni zlo, a pravednicima se vraæa dobro.
22 Den gode efterlader Børnebørn en Arv; men Synderes Gods er gemt til den retfærdige.
Dobar èovjek ostavlja našljedstvo sinovima sinova svojih, a grješnikovo imanje èuva se pravedniku.
23 Den fattiges nyopdyrkede Land yder megen Føde; men der er den, som gaar til Grunde, fordi han ikke gør Ret.
Izobila hrane ima na njivi siromaškoj, a ima ko propada sa zle uprave.
24 Hvo som sparer sit Ris, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidligt.
Ko žali prut, mrzi na sina svojega; a ko ga ljubi, kara ga za vremena.
25 Den retfærdige kan spise, til hans Sjæl bliver mæt; men de ugudeliges Bug skal lide Mangel.
Pravednik jede, i sita mu je duša; a trbuh bezbožnicima nema dosta.
