Ordsprogene 13
1 En viis Søn modtager sin Faders Tugt; men en Spotter hører ikke paa Irettesættelse.
Filius sapiens, doctrina patris: qui autem illusor est, non audit cum arguitur.
2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjæl høster Krænkelse.
De fructu oris sui homo satiabitur bonis: anima autem praevaricatorum iniqua.
3 Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.
Qui custodit os suum, custodit animam suam: qui autem inconsideratus est ad loquendum, sentiet mala.
4 Den lades Sjæl begærer og faar intet; men de flittiges Sjæl næres rigeligt.
Vult et non vult piger: anima autem operantium impinguabitur.
5 Den retfærdige hader Løgns Ord; men den ugudelige gør Skam og Vanære.
Verbum mendax iustus detestabitur: impius autem confundit, et confundetur.
6 Retfærdighed bevarer den, som vandrer oprigtigt sin Vej; men Ugudelighed styrter Synderen.
Iustitia custodit innocentis viam: impietas autem peccatorem supplantat.
7 Der er den, som holder sig for rig og har dog intet; og den, som holder sig for fattig og har meget Gods.
Est quasi dives cum nihil habeat: et est quasi pauper, cum in multis divitiis sit.
8 En Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv! men en fattig hører ikke paa Irettesættelse.
Redemptio animae viri, divitiae suae: qui autem pauper est, increpationem non sustinet.
9 De retfærdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes.
Lux iustorum laetificat: lucerna autem impiorum extinguetur.
10 Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem, som lade sig raade, er Visdom.
Inter superbos semper iurgia sunt: qui autem agunt omnia cum consilio, reguntur sapientia.
11 Gods formindskes ved Forfængelighed; men hvo som samler i Haanden, forøger det.
Substantia festinata minuetur: quae autem paulatim colligitur manu, multiplicabitur.
12 Forventning, som forhales, krænker Hjertet; men naar det kommer, som man begærer, da er det et Livsens Træ.
Spes, quae differtur, affligit animam: lignum vitae desiderium veniens.
13 Hvo som foragter Ordet, bereder sig Fordærvelse; men hvo som frygter Budet, han faar Løn derfor.
Qui detrahit alicui rei, ipse se in futurum obligat: qui autem timet praeceptum, in pace versabitur. Animae dolosae errant in peccatis: iusti autem misericordes sunt, et miserantur.
14 Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
Lex sapientis fons vitae, ut declinet a ruina mortis.
15 En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er haard.
Doctrina bona dabit gratiam: in itinere contemptorum vorago.
16 Hver, som er klog, gør sine Ting med Forstand; men Daaren udbreder Taabelighed.
Astutus omnia agit cum consilio: qui autem fatuus est, aperit stultitiam.
17 Et ugudeligt Sendebud falder i Ulykke; men et trofast Bud er Lægedom.
Nuncius impii cadet in malum: legatus autem fidelis, sanitas.
18 Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Ære.
Egestas, et ignominia ei, qui deserit disciplinam: qui autem acquiescit arguenti, glorificabitur.
19 Naar det sker, som man begærer, da er det sødt for Sjælen; men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed.
Desiderium si compleatur, delectat animam: detestantur stulti eos, qui fugiunt mala.
20 Den, som omgaas med vise, bliver viis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.
Qui cum sapientibus graditur, sapiens erit: amicus stultorum similis efficietur.
21 Ulykke forfølger Syndere; men den retfærdige betales med godt.
Peccatores persequitur malum: et iustis retribuentur bona.
22 Den gode efterlader Børnebørn en Arv; men Synderes Gods er gemt til den retfærdige.
Bonus reliquit heredes filios, et nepotes: et custoditur iusto substantia peccatoris.
23 Den fattiges nyopdyrkede Land yder megen Føde; men der er den, som gaar til Grunde, fordi han ikke gør Ret.
Multi cibi in novalibus patrum: et aliis congregantur absque iudicio.
24 Hvo som sparer sit Ris, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidligt.
Qui parcit virgae, odit filium suum: qui autem diligit illum, instanter erudit.
25 Den retfærdige kan spise, til hans Sjæl bliver mæt; men de ugudeliges Bug skal lide Mangel.
Iustus comedit, et replet animam suam: venter autem impiorum insaturabilis.
