< Ordsprogene 13 >

1 En viis Søn modtager sin Faders Tugt; men en Spotter hører ikke paa Irettesættelse.
Un fils sage [écoute] l’instruction du père, mais le moqueur n’écoute pas la répréhension.
2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjæl høster Krænkelse.
Du fruit de sa bouche l’homme mange du bien, mais l’âme des perfides [mange] la violence.
3 Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.
Qui surveille sa bouche garde son âme; la ruine est pour celui qui ouvre ses lèvres toutes grandes.
4 Den lades Sjæl begærer og faar intet; men de flittiges Sjæl næres rigeligt.
L’âme du paresseux désire, et il n’y a rien; mais l’âme des diligents sera engraissée.
5 Den retfærdige hader Løgns Ord; men den ugudelige gør Skam og Vanære.
Le juste hait la parole mensongère, mais le méchant se rend odieux et se couvre de honte.
6 Retfærdighed bevarer den, som vandrer oprigtigt sin Vej; men Ugudelighed styrter Synderen.
La justice garde celui qui est intègre dans sa voie, mais la méchanceté renverse le pécheur.
7 Der er den, som holder sig for rig og har dog intet; og den, som holder sig for fattig og har meget Gods.
Tel fait le riche et n’a rien du tout; et tel se fait pauvre et a de grands biens.
8 En Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv! men en fattig hører ikke paa Irettesættelse.
La rançon pour la vie d’un homme, c’est sa richesse; mais le pauvre n’entend pas la réprimande.
9 De retfærdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes.
La lumière des justes est joyeuse, mais la lampe des méchants s’éteindra.
10 Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem, som lade sig raade, er Visdom.
Ce n’est que de l’orgueil que vient la querelle, mais la sagesse est avec ceux qui se laissent conseiller.
11 Gods formindskes ved Forfængelighed; men hvo som samler i Haanden, forøger det.
Les biens qui viennent de la vanité diminuent, mais celui qui amasse à la main les accroîtra.
12 Forventning, som forhales, krænker Hjertet; men naar det kommer, som man begærer, da er det et Livsens Træ.
L’attente différée rend le cœur malade, mais le désir qui arrive est un arbre de vie.
13 Hvo som foragter Ordet, bereder sig Fordærvelse; men hvo som frygter Budet, han faar Løn derfor.
Qui méprise la parole sera lié par elle; mais qui craint le commandement, celui-là sera récompensé.
14 Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
L’enseignement du sage est une fontaine de vie, pour faire éviter les pièges de la mort.
15 En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er haard.
Le bon sens procure la faveur, mais la voie des perfides est dure.
16 Hver, som er klog, gør sine Ting med Forstand; men Daaren udbreder Taabelighed.
Tout homme avisé agit avec connaissance, mais le sot fait étalage de sa folie.
17 Et ugudeligt Sendebud falder i Ulykke; men et trofast Bud er Lægedom.
Un messager méchant tombe dans le mal, mais un ambassadeur fidèle est santé.
18 Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Ære.
La pauvreté et la honte arrivent à qui rejette l’instruction, mais celui qui a égard à la répréhension sera honoré.
19 Naar det sker, som man begærer, da er det sødt for Sjælen; men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed.
Le désir accompli est agréable à l’âme, mais se détourner du mal est une abomination pour les sots.
20 Den, som omgaas med vise, bliver viis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.
Qui marche avec les sages devient sage, mais le compagnon des sots s’en trouvera mal.
21 Ulykke forfølger Syndere; men den retfærdige betales med godt.
Le mal poursuit les pécheurs; mais le bien est la récompense des justes.
22 Den gode efterlader Børnebørn en Arv; men Synderes Gods er gemt til den retfærdige.
L’homme de bien laisse un héritage aux fils de ses fils, mais la richesse du pécheur est réservée pour le juste.
23 Den fattiges nyopdyrkede Land yder megen Føde; men der er den, som gaar til Grunde, fordi han ikke gør Ret.
Il y a beaucoup à manger dans le défrichement des pauvres, mais il y a ce qui se perd faute de règle.
24 Hvo som sparer sit Ris, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidligt.
Celui qui épargne la verge hait son fils, mais celui qui l’aime met de la diligence à le discipliner.
25 Den retfærdige kan spise, til hans Sjæl bliver mæt; men de ugudeliges Bug skal lide Mangel.
Le juste mange pour le rassasiement de son âme, mais le ventre des méchants aura disette.

< Ordsprogene 13 >