Ordsprogene 13
1 En viis Søn modtager sin Faders Tugt; men en Spotter hører ikke paa Irettesættelse.
Le fils sage révèle l’instruction de son père, mais le moqueur n’écoute pas la réprimande.
2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjæl høster Krænkelse.
Du fruit de sa bouche l’homme goûte le bien, mais le désir des perfides, c’est la violence.
3 Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.
Celui qui veille sur sa bouche garde son âme; celui qui ouvre trop ses lèvres court à sa perte.
4 Den lades Sjæl begærer og faar intet; men de flittiges Sjæl næres rigeligt.
Le paresseux à des désirs, et ils ne sont pas satisfaits, mais le désir des hommes diligents sera rassasié.
5 Den retfærdige hader Løgns Ord; men den ugudelige gør Skam og Vanære.
Le juste déteste les paroles mensongères; le méchant procure la honte et la confusion.
6 Retfærdighed bevarer den, som vandrer oprigtigt sin Vej; men Ugudelighed styrter Synderen.
La justice garde la voie de l’homme intègre, mais la méchanceté cause la ruine du pécheur.
7 Der er den, som holder sig for rig og har dog intet; og den, som holder sig for fattig og har meget Gods.
Tel fait le riche qui n’a rien, tel fait le pauvre qui a de grands biens.
8 En Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv! men en fattig hører ikke paa Irettesættelse.
La richesse d’un homme est rançon de sa vie, mais le pauvre n’entend même pas la menace.
9 De retfærdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes.
La lumière du juste brille joyeusement, mais la lampe des méchants s’éteint.
10 Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem, som lade sig raade, er Visdom.
L’orgueil ne produit que des querelles; mais la sagesse est avec ceux qui se laissent conseiller.
11 Gods formindskes ved Forfængelighed; men hvo som samler i Haanden, forøger det.
La richesse mal acquise s’évanouit, mais celui qui l’amasse peu à peu l’augmente.
12 Forventning, som forhales, krænker Hjertet; men naar det kommer, som man begærer, da er det et Livsens Træ.
L’espoir différé rend le cœur malade, mais le désir accompli est un arbre de vie.
13 Hvo som foragter Ordet, bereder sig Fordærvelse; men hvo som frygter Budet, han faar Løn derfor.
Celui qui méprise la parole se perd, mais celui qui respecte le précepte sera récompensé.
14 Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
L’enseignement du sage est une source de vie, pour échapper aux pièges de la mort.
15 En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er haard.
Une intelligence cultivée produit la grâce, mais la voie des perfides est rude.
16 Hver, som er klog, gør sine Ting med Forstand; men Daaren udbreder Taabelighed.
Tout homme prudent agit avec réflexion, mais l’insensé étale sa folie.
17 Et ugudeligt Sendebud falder i Ulykke; men et trofast Bud er Lægedom.
Un envoyé méchant tombe dans le malheur, mais un messager fidèle procure la guérison.
18 Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Ære.
Misère et honte à qui rejette la correction; celui qui reçoit la réprimande est honoré.
19 Naar det sker, som man begærer, da er det sødt for Sjælen; men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed.
Le désir satisfait réjouit l’âme, et s’éloigner du mal fait horreur aux insensés.
20 Den, som omgaas med vise, bliver viis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.
Celui qui fréquente les sages devient sage, mais celui qui se plaît avec les insensés devient méchant.
21 Ulykke forfølger Syndere; men den retfærdige betales med godt.
Le malheur poursuit les pécheurs, mais le bonheur récompense les justes.
22 Den gode efterlader Børnebørn en Arv; men Synderes Gods er gemt til den retfærdige.
L’homme de bien laisse sont héritage aux enfants de ses enfants; mais la richesse du pécheur est réservée au juste.
23 Den fattiges nyopdyrkede Land yder megen Føde; men der er den, som gaar til Grunde, fordi han ikke gør Ret.
Dans le champ défriché par le pauvre abonde la nourriture, mais il en est qui périssent faute de justice.
24 Hvo som sparer sit Ris, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidligt.
Celui qui ménage sa verge hait son fils, mais celui qui l’aime le corrige de bonne heure.
25 Den retfærdige kan spise, til hans Sjæl bliver mæt; men de ugudeliges Bug skal lide Mangel.
Le juste mange et satisfait son appétit, mais le ventre des méchants éprouve la disette.
