Ordsprogene 13
1 En viis Søn modtager sin Faders Tugt; men en Spotter hører ikke paa Irettesættelse.
Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke paa skænd.
2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjæl høster Krænkelse.
Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold staar troløses Hu.
3 Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.
Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den aabenmundede falder i Vaade.
4 Den lades Sjæl begærer og faar intet; men de flittiges Sjæl næres rigeligt.
Den lade attraar uden at faa, men flittiges Sjæl bliver mæt.
5 Den retfærdige hader Løgns Ord; men den ugudelige gør Skam og Vanære.
Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.
6 Retfærdighed bevarer den, som vandrer oprigtigt sin Vej; men Ugudelighed styrter Synderen.
Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
7 Der er den, som holder sig for rig og har dog intet; og den, som holder sig for fattig og har meget Gods.
Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.
8 En Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv! men en fattig hører ikke paa Irettesættelse.
Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand faar ingen Trusel at høre.
9 De retfærdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes.
Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe gaar ud.
10 Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem, som lade sig raade, er Visdom.
Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig raade, er Visdom.
11 Gods formindskes ved Forfængelighed; men hvo som samler i Haanden, forøger det.
Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Haandfuld for Haandfuld, øges.
12 Forventning, som forhales, krænker Hjertet; men naar det kommer, som man begærer, da er det et Livsens Træ.
At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
13 Hvo som foragter Ordet, bereder sig Fordærvelse; men hvo som frygter Budet, han faar Løn derfor.
Den, der lader haant om Ordet, slaas ned, den, der frygter Budet, faar Løn.
14 Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
15 En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er haard.
God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
16 Hver, som er klog, gør sine Ting med Forstand; men Daaren udbreder Taabelighed.
Hver, som er klog, gaar til Værks med Kundskab, Taaben udfolder Daarskab.
17 Et ugudeligt Sendebud falder i Ulykke; men et trofast Bud er Lægedom.
Gudløs Budbringer gaar det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
18 Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Ære.
Afvises Tugt, faar man Armod og Skam; agtes paa Revselse, bliver man æret.
19 Naar det sker, som man begærer, da er det sødt for Sjælen; men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed.
Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Taaber en Gru.
20 Den, som omgaas med vise, bliver viis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.
Omgaas Vismænd, saa bliver du viis, ilde faren er Taabers Ven.
21 Ulykke forfølger Syndere; men den retfærdige betales med godt.
Vanheld følger Syndere, Lykken naar de retfærdige.
22 Den gode efterlader Børnebørn en Arv; men Synderes Gods er gemt til den retfærdige.
Den gode efterlader Børnebørn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.
23 Den fattiges nyopdyrkede Land yder megen Føde; men der er den, som gaar til Grunde, fordi han ikke gør Ret.
Paa Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.
24 Hvo som sparer sit Ris, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidligt.
Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.
25 Den retfærdige kan spise, til hans Sjæl bliver mæt; men de ugudeliges Bug skal lide Mangel.
Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.
