Ordsprogene 12
1 Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab; men hvo, som hader Revselse, er ufornuftig.
Den som elskar age, elskar kunnskap, men den som hatar refsing, han er fåvis.
2 Den gode vinder Velbehag af Herren; men den rænkefulde Mand finder Fordømmelse.
Den gode vinn seg hugnad hjå Herren, men den meinsløge fordømer han.
3 Et Menneske befæstes ikke ved Ugudelighed; men de retfærdiges Rod rokkes ikke.
Ingen mann vert stød av gudløysa, men roti åt rettferdige kann ingen rikka.
4 En duelig Hustru er sin Mands Krone; men naar hun beskæmmer ham, er hun som Raaddenhed i hans Ben.
Ei fagna kona er ein krans for mannen sin, eit skjemda ting er fæl som ròt i beini hans.
5 De retfærdiges Tanker ere Ret; de ugudeliges Raadslag er Svig.
Tankar hjå rettferdige tenkjer er det som rett er, dei råder som ugudlege legg upp, er svik.
6 De ugudeliges Tale er om at lure paa Blod; men de oprigtiges Mund bringer Redning.
Ordi hjå ugudlege gjeng ut på luring etter blod, men ærlege vert berga ved sin munn.
7 De ugudelige skulle omkastes, saa at de ikke ere mere til; men de retfærdiges Hus skal bestaa.
Ugudlege vert kasta i koll, og so er det ute med deim, men rettferdige folks hus stend fast.
8 En Mand roses efter sin Forstands Beskaffenhed; men den, som er forvendt i Hjertet, bliver til Foragt.
Ein mann fær ros alt etter som vitet hans er, men den ranglyndte kjem i vanvyrdnad.
9 Den, som er ringe agtet og har en Træl, er bedre faren end den, som ærer sig selv og fattes Brød.
Betre småmann med ein tenar enn låst vera storkar og ikkje ha mat.
10 Den retfærdige har Omsorg for sit Kvægs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.
Den rettferdige veit korleis buskapen har det, men hardt er hjarta hjå ugudlege folk.
11 Den, som dyrker sin Jord, mættes med Brød; men den, som løber efter Løsgængere, fattes Forstand.
Den som dyrkar si jord, fær mette av brød, den som fer etter fåfengde ting, er fåvis.
12 Den ugudelige attraar Snaren, der er lagt for de onde; men de retfærdige slaa Rod.
Ein gudlaus hev hug til vonde folks garn, men roti åt rettferdige gjev frukt.
13 I Læbers Forsyndelse er der en Snare for den onde; men den retfærdige skal komme ud af Angest.
Lippe-synd er snara vond, men den rettferdige slepp ut or trengsla.
14 En Mand skal mættes med godt af sin Munds Frugt, og hvad et Menneskes Hænder have fortjent, skal gengældes ham.
Av sin munns frukt fær ein mann sin gode mette, og eit menneskje fær att det han hev gjort med sine hender.
15 Daarens Vej er ret i hans egne Øjne, men den, som hører efter Raad, er viis.
Uvitingen held sin eigen veg for den rette, men den vise høyrer på råd.
16 Daarens Fortørnelse giver sig til Kende samme Dag; men den, som skjuler Forsmædelse er klog.
Når uvitingen er vreid, vert det kjent same dagen, men den kloke løyner skjemsla.
17 Den, som aander Trofasthed, forkynder, hvad Ret er; men et falsk Vidne forkynder Svig.
Den som andar ærlegskap, segjer det som rett er, men det falske vitnet talar svik.
18 Der er den, som taler ubetænksomme Ord, der ere som Kaardestik; men de vises Tunge er Lægedom.
Mang ein fer med svall som sverdstyng; men tunga åt dei vise, ho er lækjedom.
19 Sandheds Læbe bestaar altid; men Falskheds Tunge bliver kun et Øjeblik.
Sanningslippa held seg æveleg, men falske tunga berre i ein augneblink.
20 Der er Svig i deres Hjerte; som optænke ondt; men for dem, som raade til Fred, er der Glæde.
Svik er i deira hjarta som smider vondt i hop, men dei som rå’r til fred, hev gleda.
21 Den retfærdige skal ingen som helst Ulykke vederfares; men de ugudelige have fuldt op af ondt.
Inkje vondt den rettferdige råkar, men gudlause fær ulukka i fullaste mål.
22 Falske Læber ere Herren en Vederstyggelighed; men de, som handle trolig, ere ham en Velbehagelighed.
Ei stygja for Herren er ljugarlippor, men han likar deim som fer fram med truskap.
23 Et klogt Menneske skjuler sin Kundskab; men Daarers Hjerte udraaber deres Daarskab.
Ein klok mann løynar kunnskap, men dåre-hjarta ropar ut vitløysa.
24 De flittiges Haand skal komme til at herske; men Ladhed skal vorde trælbunden.
Strævsam hand kjem upp til herrevelde, men leta fører til trældom.
25 Bekymring i en Mands Hjerte nedbøjer det; men et godt Ord glæder det.
Sorg i mannens hjarta bøygjer det ned, men eit godt ord gjev det gleda.
26 Den retfærdige vejleder sin Ven; men de ugudeliges Vej vildleder dem selv.
Den rettferdige rettleider næsten sin, men vegen åt gudlause fører deim vilt.
27 Den lade skal ikke stege sin Jagt; men den flittige er en dyrebar Skat for et Menneske.
Letingen steikjer ikkje si veidn, men annsemd er rikdom so dyr for menneskja.
28 Paa Retfærdigheds Sti er Liv, og dens banede Vej er ikke til Døden.
På rettferds stig er liv, og gonga på vegen gjeng ikkje til dauden.
