Ordsprogene 12

1 Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab; men hvo, som hader Revselse, er ufornuftig.

At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.

2 Den gode vinder Velbehag af Herren; men den rænkefulde Mand finder Fordømmelse.

Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.

3 Et Menneske befæstes ikke ved Ugudelighed; men de retfærdiges Rod rokkes ikke.

Ingen staar fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.

4 En duelig Hustru er sin Mands Krone; men naar hun beskæmmer ham, er hun som Raaddenhed i hans Ben.

En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en daarlig er som Edder i hans Ben.

5 De retfærdiges Tanker ere Ret; de ugudeliges Raadslag er Svig.

Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.

6 De ugudeliges Tale er om at lure paa Blod; men de oprigtiges Mund bringer Redning.

Gudløses Ord er paa Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.

7 De ugudelige skulle omkastes, saa at de ikke ere mere til; men de retfærdiges Hus skal bestaa.

Gudløse styrtes og er ikke mer, retfærdiges Hus staar fast.

8 En Mand roses efter sin Forstands Beskaffenhed; men den, som er forvendt i Hjertet, bliver til Foragt.

For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

9 Den, som er ringe agtet og har en Træl, er bedre faren end den, som ærer sig selv og fattes Brød.

Hellere overses, naar man holder Træl, end optræde stort, naar man mangler Brød.

10 Den retfærdige har Omsorg for sit Kvægs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.

Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

11 Den, som dyrker sin Jord, mættes med Brød; men den, som løber efter Løsgængere, fattes Forstand.

Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

12 Den ugudelige attraar Snaren, der er lagt for de onde; men de retfærdige slaa Rod.

De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod holder Stand.

13 I Læbers Forsyndelse er der en Snare for den onde; men den retfærdige skal komme ud af Angest.

I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.

14 En Mand skal mættes med godt af sin Munds Frugt, og hvad et Menneskes Hænder have fortjent, skal gengældes ham.

Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske faar, som hans Hænder har øvet.

15 Daarens Vej er ret i hans egne Øjne, men den, som hører efter Raad, er viis.

Daarens Færd behager ham selv, den vise hører paa Raad.

16 Daarens Fortørnelse giver sig til Kende samme Dag; men den, som skjuler Forsmædelse er klog.

En Daare giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

17 Den, som aander Trofasthed, forkynder, hvad Ret er; men et falsk Vidne forkynder Svig.

Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

18 Der er den, som taler ubetænksomme Ord, der ere som Kaardestik; men de vises Tunge er Lægedom.

Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.

19 Sandheds Læbe bestaar altid; men Falskheds Tunge bliver kun et Øjeblik.

Sanddru Læbe bestaar for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.

20 Der er Svig i deres Hjerte; som optænke ondt; men for dem, som raade til Fred, er der Glæde.

De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.

21 Den retfærdige skal ingen som helst Ulykke vederfares; men de ugudelige have fuldt op af ondt.

Den retfærdige times der intet ondt, gudløse oplever Vanheld paa Vanheld.

22 Falske Læber ere Herren en Vederstyggelighed; men de, som handle trolig, ere ham en Velbehagelighed.

Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbehag.

23 Et klogt Menneske skjuler sin Kundskab; men Daarers Hjerte udraaber deres Daarskab.

Den kloge dølger sin Kundskab, Taabers Hjerte udraaber Daarskab.

24 De flittiges Haand skal komme til at herske; men Ladhed skal vorde trælbunden.

De flittiges Haand skal raade, den lade tvinges til Hoveriarbejde.

25 Bekymring i en Mands Hjerte nedbøjer det; men et godt Ord glæder det.

Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.

26 Den retfærdige vejleder sin Ven; men de ugudeliges Vej vildleder dem selv.

Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

27 Den lade skal ikke stege sin Jagt; men den flittige er en dyrebar Skat for et Menneske.

Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods faar den flittige tildelt.

28 Paa Retfærdigheds Sti er Liv, og dens banede Vej er ikke til Døden.

Paa Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.