Ordsprogene 11

1 Falske Vægtskaaler ere Herren en Vederstyggelighed, men fuldvægtige Lodder ere ham en Velbehagelighed.

Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind.

2 Hovmodighed kom, der kom og Forsmædelse; men hos de ydmyge er Visdom.

Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.

3 De retsindige, dem leder deres Oprigtighed; men de troløse, dem ødelægger deres forvendte Væsen.

Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde.

4 Gods hjælper ikke paa Vredens Dag, men Retfærdighed redder fra Døden.

Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.

5 Den oprigtiges Retfærdighed gør hans Vej jævn; men den ugudelige falder ved sin Ugudelighed.

Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.

6 De oprigtige, dem redder deres Retfærdighed; men de troløse, de fanges i deres egen Ondskab.

Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attrå.

7 Naar et ugudeligt Menneske dør, er det forbi med hans Haab, og det er forbi med de uretfærdiges Forventelse.

Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister.

8 Den retfærdige udfries af Nød, og den ugudelige kommer i hans Sted.

Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted.

9 Med Munden ødelægger den vanhellige sin Næste; men ved Kundskab udfries de retfærdige.

Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.

10 En Stad skal fryde sig, naar det gaar de retfærdige vel, og naar de ugudelige omkomme, da bliver der Jubel.

Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang.

11 Ved de retsindiges Velsignelse ophøjes en Stad; men ved de ugudeliges Mund nedbrydes den.

Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund.

12 Den, som fattes Forstand, foragter sin Næste; men en Mand, som har Forstand, tier.

Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.

13 Den, der gaar omkring som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmeligheder; men den, som er fast i Aanden, skjuler Sagen.

Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen.

14 Hvor ingen Styrelse er, falder et Folk; hvor mange Raadgivere ere, der er Frelse.

Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd.

15 Naar en borger for en fremmed, da faar han vist en Ulykke; men den, som hader at give Haandslag, er tryg.

Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag.

16 En yndig Kvinde holder fast ved Ære, og Voldsmænd holde fast ved Rigdom.

Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.

17 Den, som gør vel imod sin Sjæl, er en barmhjertig Mand; men den, som plager sit Kød, er en grusom Mand.

Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

18 Den ugudelige forhverver en Løn, som er falsk; men den, som saar Retfærdighed, faar en Løn, som er sand.

Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn.

19 Saa er Retfærdighed til Liv; men den, der efterjager ondt, haster til sin Død.

At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.

20 De vanartige i Hjertet ere en Vederstyggelighed for Herren; men de, som vandre oprigtigt deres Vej, ere ham en Velbehagelighed.

De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.

21 Man kan give sin Haand paa, at den onde ikke bliver agtet uskyldig; men de retfærdiges Sæd skal undkomme.

Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.

22 Som et Smykke af Guld i Næsen paa en So, saa er en dejlig Kvinde, som intet Skøn har.

Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.

23 De retfærdiges Begæring er kun godt; men Vreden rammer de ugudeliges Forventning.

Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente.

24 Der er den, som udspreder rigeligt, og ham tillægges end mere; og der er den, som holder tilbage mere, end ret er, og dog bliver der kun Mangel.

En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.

25 En Sjæl, som velsigner, skal blive rig; og den, som vederkvæger, skal selv blive vederkvæget.

Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.

26 Hvo som holder Korn tilbage, ham bander Folket; men Velsignelsen kommer paa dens Hoved, som sælger det ud.

Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger.

27 Hvo der søger efter godt, stræber efter Velbehagelighed; men hvo der leder efter ondt, ham skal det vederfares.

Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.

28 Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde; men de retfærdige skulle grønnes som et Blad.

Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.

29 Den, som forstyrrer sit Hus, arver Vind, og Daaren bliver Træl for den, som er viis i Hjertet.

Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.

30 Den retfærdiges Frugt er et Livsens Træ, og den vise vinder Sjæle.

Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.

31 Se, den retfærdige faar Betaling paa Jorden, hvor meget mere den ugudelige og Synderen?

En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.