< 4 Mosebog 27 >
1 Og nu fremkom Døtrene af Zelafehad, som var en Søn af Hefer, der var en Søn af Gilead, der var en Søn af Makir, Manasse Søn, af Manasse, Josefs Søns, Slægter; og dette var hans Døtres Navne: Mahela og Noa og Hogla og Milka og Thirza.
Men Zelofhads Døtre, hvis Fader var en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse — de hørte altsaa til Josefs Søn Manasses Slægter, og deres Navne var Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza — traadte hen
2 Og de stode frem for Mose Ansigt og for Eleasars, Præstens, Ansigt og for Fyrsternes og al Menighedens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør, og sagde:
og stillede sig frem for Moses, Præsten Eleazar, Øversterne og hele Menigheden ved Indgangen til Aabenbaringsteltet og sagde:
3 Vor Fader er død i Ørken, og han var ikke iblandt det Selskab, som samlede sig imod Herren i Koras Selskab; men han døde i sin Synd, og han havde ikke Sønner.
»Vor Fader døde i Ørkenen — han hørte ikke med til Koras Tilhængere, dem, der rottede sig sammen mod HERREN, men døde for sin egen Synds Skyld — og han havde ingen Sønner.
4 Hvi skal da vor Faders Navn udelukkes af hans Slægt, fordi han ingen Søn havde? giv os Ejendom midt iblandt vor Faders Brødre!
Hvorfor skal nu vor Faders Navn udslettes af hans Slægt, fordi han ingen Søn havde? Giv os Ejendom blandt vor Faders Brødre!«
5 Og Mose fremførte deres Sag for Herrens Ansigt.
Og Moses lagde deres Sag frem for HERRENS Aasyn.
6 Og Herren sagde saaledes til Mose:
Da talede HERREN saaledes til Moses:
7 Zelafehads Døtre tale ret, du skal give dem Ejendom til Arv midt iblandt deres Faders Brødre, og du skal lade deres Faders Arv gaa over til dem.
»Zelofhads Døtre har Ret i, hvad de siger; giv dem Ejendom til Arvelod mellem deres Faders Brødre og lad deres Faders Arvelod tilfalde dem.
8 Og til Israels Børn skal du tale og sige: Naar en Mand dør og har ingen Søn, da skulle I lade hans Arv gaa over til hans Datter.
Og til Israeliterne skal du tale og sige saaledes: Naar en Mand dør uden at efterlade sig nogen Søn, da skal I lade hans Arvelod gaa i Arv til hans Datter;
9 Og dersom han ingen Datter har, da skulle I give hans Brødre hans Arv.
har han heller ingen Datter, skal I give hans Arvelod til hans Brødre;
10 Og dersom han ingen Brødre har, da skulle I give hans Faders Brødre hans Arv.
har han heller ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans Farbrødre;
11 Men dersom hans Fader ingen Brødre har, da skulle I give hans Arv til hans næste Slægt, til den, som er hans nærmeste paarørende af hans Slægt, og denne skal arve den; og det skal være for Israels Børn en beskikket Ret, som Herren har befalet Mose.
og har hans Fader ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans nærmeste kødelige Slægtning, som saa skal arve den. Det skal være Israeliterne en retsgyldig Anordning, som HERREN har paalagt Moses.«
12 Og Herren sagde til Mose: Gak op paa dette Bjerg Abarim og bese Landet, som jeg har givet Israels Børn.
Og HERREN sagde til Moses: »Stig op paa Abarimbjerget her og se ud over Landet, som jeg vil give Israeliterne.
13 Og naar du har beset det, da skal ogsaa du samles til dit Folk, ligesom Aron din Broder blev samlet,
Og naar du har set ud over det, skal ogsaa du samles til din Slægt ligesom din Broder Aron;
14 efterdi I vare genstridige imod min Mund i den Ørk Zin, da Menigheden yppede Kiv, der I skulde have helliget mig for deres Øjne ved Vandet; det er Kivevandet i Kades, udi den Ørk Zin.
I var jo genstridige mod mit Ord i Zins Ørken, dengang Menigheden yppede Kiv, saa at I ikke helligede mig i deres Paasyn ved at skaffe Vand.« Det er Meribat-Kadesj's Vand i Zins Ørken.
15 Og Mose talede til Herren og sagde:
Og Moses talte saaledes til HERREN:
16 Vilde dog Herren, som er alt Køds Aanders Gud, beskikke en Mand over Menigheden,
»Maatte HERREN, Gud over alt Køds Aander, indsætte en Mand over Menigheden,
17 som kan gaa ud for deres Ansigt, og som kan gaa ind for deres Ansigt, og som kan føre dem ud, og som kan føre dem ind, at Herrens Menighed ikke skal være som Faarene, der ingen Hyrde have.
som kan drage ud og hjem i Spidsen for dem og føre dem ud og hjem, for at ikke HERRENS Menighed skal blive som en Hjord uden Hyrde!«
18 Og Herren sagde til Mose: Tag dig Josva, Nuns Søn, en Mand, i hvem Aanden er, og læg din Haand paa ham,
Da sagde HERREN til Moses: »Tag Josua, Nuns Søn, en Mand, i hvem der er Aand, læg din Haand paa ham,
19 og stil ham for Eleasars, Præstens, Ansigt og for den hele Menigheds Ansigt, og giv ham Befaling for deres Øjne;
fremstil ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden og indsæt ham saaledes i deres Paasyn;
20 og læg af din Herlighed paa ham, for at hele Israels Børns Menighed maa høre ham.
og overdrag ham noget af din Værdighed, for at hele Israeliternes Menighed kan adlyde ham.
21 Og han skal staa for Eleasars, Præstens, Ansigt, og denne skal efter Urims Vis spørge for ham hos Herren; efter dennes Mund skulle de gaa ud, og efter dennes Mund skulle de gaa ind, han og alle Israels Børn med ham, ja, den hele Menighed.
Men han skal træde frem for Præsten Eleazar, for at han kan skaffe ham Urims Kendelse for HERRENS Aasyn; paa hans Bud skal han drage ud, og paa hans Bud skal han vende hjem, han og alle Israeliterne, hele Menigheden.«
22 Og Mose gjorde, som Herren havde befalet ham; og han tog Josva og stillede ham for Eleasars, Præstens, Ansigt og for den hele Menigheds Ansigt,
Moses gjorde som HERREN havde paalagt ham; han tog Josua og fremstillede ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden;
23 og han lagde sine Hænder paa ham og gav ham Befaling, eftersom Herren havde talet ved Mose.
og han lagde sine Hænder paa ham og indsatte ham, saaledes som HERREN havde paabudt ved Moses.