4 Mosebog 12

1 Og Maria og Aron talede imod Mose for den morlandske Hustrus Skyld, som han havde taget; thi han havde taget en morlandsk Hustru.

Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den kusjitiske Kvinde, han havde ægtet — han havde nemlig ægtet en kusjitisk Kvinde —

2 Og de sagde: Taler Herren ene og alene ved Mose? mon han ikke ogsaa taler ved os? og Herren hørte det.

og sagde: »Har HERREN kun talet til Moses? Mon han ikke ogsaa har talet til os?« Og HERREN hørte det.

3 Men den Mand Mose var saare sagtmodig, fremfor alle Mennesker paa Jorderige.

Men den Mand Moses var saare sagtmodig, sagtmodigere end noget andet Menneske paa Jorden.

4 Og Herren sagde hastelig til Mose og til Aron og til Maria: Gaar ud, I tre, til Forsamlingens Paulun; og de tre gik ud.

Da sagde HERREN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: »Gaa alle tre ud til Aabenbaringsteltet!« Og de gik alle tre derud.

5 Da kom Herren ned i en Skystøtte og stod i Paulunets Dør; og han kaldte ad Aron og Maria, og de gik begge ud.

Men HERREN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen til Teltet og kaldte paa Aron og Mirjam, og de gik begge derud.

6 Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, Herren, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham.

Da sagde han: »Hør, hvad jeg siger: Naar der ellers er en Profet iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller taler med ham i Drømme.

7 Ikke saa med min Tjener Mose; han er tro i mit ganske Hus.

Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit Hus;

8 Jeg taler mundtlig med ham og synlig og ikke i mørk Tale, og han beskuer Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?

med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gaader, han skuer HERRENS Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min Tjener Moses?«

9 Og Herrens Vrede optændtes imod dem, og han gik bort.

Og HERRENS Vrede blussede op imod dem, og han gik bort.

10 Og Skyen veg bort fra Paulunet, og se, Maria var spedalsk som Sne; og Aron vendte sig til Maria, og se, hun var spedalsk.

Da saa Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var hun spedalsk.

11 Og Aron sagde til Mose: Hør mig dog, min Herre, læg ikke den Synd paa os, i hvilken vi have gjort daarlig, og i hvilken vi have syndet.

Da sagde Aron til Moses: »Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde for den Synd, vi i Daarskab begik!

12 Kære, lad hende ikke være som en Død, hvis halve Kød, naar han kommer ud af sin Moders Liv, er fortæret.

Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt fortæret, naar det kommer ud af Moders Liv!«

13 Da raabte Mose til Herren og sagde: Ak, Gud! helbred hende.

Moses raabte da til HERREN og sagde: »Ak, gør hende dog rask igen!«

14 Og Herren sagde til Mose: Om hendes Fader havde spyttet hende i hendes Ansigt, skulde hun da ikke skamme sig syv Dage? Lad hende blive udelukket fra Lejren syv Dage, og derefter maa hun optages.

Og HERREN svarede Moses: »Hvis hendes Fader havde spyttet hende i Ansigtet, maatte hun da ikke have baaret sin Skam i syv Dage? Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; saa kan hun atter optages.«

15 Og Maria blev udelukket fra Lejren syv Dage, og Folket rejste ikke, førend Maria blev optaget.

Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød ikke op, før Mirjam atter var optaget.

16 Og derefter rejste Folket fra Hazeroth, og de lejrede sig i Ørken Paran.

Saa brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.