4 Mosebog 11
1 Og Folket blev som de, der knurre syndig for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede nogle i det yderste af Lejren.
Pilnam te BOEIPA hna ah a thae la kohuet uh tih BOEIPA loh a yaak vaengah a thintoek te sai. Te dongah BOEIPA hmai loh amih taengah a dom tih rhaehhmuen a bawtnah te a hlawp.
2 Da raabte Folket til Mose, og Mose bad til Herren, saa blev Ilden dæmpet.
Te vaengah pilnamte Moses taengah pang tih Moseste BOEIPA taengah a thangthui daengah hmai khaw duek.
3 Og han kaldte det samme Steds Navn Thabeera; thi Herrens Ild brændte iblandt dem.
BOEIPA kah hmai loh amih te a dom dongah te kah hmuen mingte Taberahlaa khue.
4 Og det sammenløbne Folk, som var midt iblandt dem, fik stor Begærlighed; derfor gav ogsaa Israels Børn sig til at græde igen og sagde: Hvo vil give os Kød at æde?
Amih khui ah aka boihlum kah hoehhamnah te a ngaidam uh. Te vaengah Israel carhoek khaw mael uh tih a rhah neh, “U long nim mamih maeh n'cah ve?
5 Vi komme i Hu den Fisk, som vi aade for intet i Ægypten, Græskarrene og Melonerne og Porrene og Rødløgene og Hvidløgene;
Egypt ah nga n'caak te n'ngai uh coeng. Yilpuet yiltang neh anthing khaw, rhasawn ling neh rhasawn bok tah a hoeihae mai la.
6 men nu forsmægter vor Sjæl; thi her er slet intet uden det Man for vore Øjne.
Tedae mamih kah hinglu tah rhae coeng tih mamih mikhmuh kah manna pawt atah a cungkuem he om voel pawh.
7 Men dette Man var som Korianderfrø, og dets Farve var ligesom Bedellions Farve.
Manna khaw mah sungsin muu bangla, a mik khaw thingpi mik bangla om.
8 Folket løb hid og did og sankede og malede det i Møllerne eller stødte det i Morteren og kogte det i Potten og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag.
Pilnam loh van tih a yoep uh. Kuelhsum dongah a kuelh uh, sumngol dongah a daeng uh, am dongah a thong uh. Te te buh la a khueh uh tih a tuihlim khaw, situi hlantui kah a tuihlim bangla om.
9 Og naar Duggen faldt over Lejren om Natten, da faldt Man ned derpaa.
Rhaehhmuen ah buemtui a bo hatah khoyin ah te nen te manna tla,” a ti uh.
10 Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Telts Dør; og Herrens Vrede optændtes saare; ogsaa var det ondt for Mose Øjne.
Pilnam loh a cako neh, a dap thohka ah hlang a rhah te Moses loh a yaak. Te dongah BOEIPA kah thintoek te sai khungdaeng tih Moses mikhmuh ah thae.
11 Og Mose sagde til Herren: Hvi handlede du saa ilde med din Tjener? og hvi finder jeg ikke Naade for dine Øjne, og du lægger Byrden af hele dette Folk paa mig?
Te vaengah Moses loh BOEIPA te, “Balae tih na sal soah thae na huet? Balae tih na mik dongah mikdaithen khaw ka hmuh pawh? He pilnam pum kah hnorhih he kamah soah tloeng ham mai he.
12 Mon jeg har undfanget alt dette Folk? mon jeg har født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer det diende Barn, ind i det Land, som du har tilsvoret dets Fædre.
Kai loh pilnam pum he ka yomtih kai loh ka sak nim? Kai taengah tah, 'Cahni aka poeh loh a napa hamna toemngam pah khohmuen la a khuen bangla pilnam he na rhang dongah poem,’ na ti.
13 Hvorfra skal jeg tage Kød at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kød, at vi kunne æde.
He pilnam pum taengah paek ham maehte kai taengah me lamkah nim a om eh? Kai taengah rhapuh tih, 'Kaimih he maeh m'pae lamtah ka ca uh eh,’ a ti uh.
14 Jeg kan ikke ene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart.
He pilnam pum phueih ham tah kai bueng neh ka coeng moenih, kai ham khaw rhih aih.
15 Og vil du handle saaledes med mig, da slaa mig ihjel, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, og lad mig ikke se paa min Ulykke.
Kai he he tla nan saii oeh atah kamah he nan ngawn khaw nan ngawn laeh mako. Na mikhmuh ah mikdaithen ka dang atah ka yoethae he ka hmu boel eh?,” a ti nah.
16 Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, om hvilke du ved, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig.
Te vaengah BOEIPA loh Moses te, “Israel kah a hamca lamloh pilnam kah a hamca neh rhoiboei la na ming te hlang sawmrhihah kai taengla han coi. Amih te tingtunnah dap la khuen lamtah namah taengah pahoi pai uh saeh.
17 Og jeg vil komme ned og tale med dig der, og jeg vil tage af den Aand, som er paa dig, og lægge paa dem, at de skulle bære paa Folkets Byrde med dig, og du skal ikke ene bære den.
Ka suntla vetih nang te pahoi kam voek bitni. Te vaengah nang dongkah Mueihla te ka pet vetih amih soah ka khueh ni. Pilnam kah hnorhih te nang n'yingyawn puei daengah ni nang namah bueng hamna phueih pawt eh.
18 Og til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, saa skulle I æde Kød; thi I have grædt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kød at æde? thi det gik os vel i Ægypten; derfor vil Herren give eder Kød, at I skulle æde.
Pilnam te, “Thangvuen kah ham ciim uh laeh. Maeh caak ham maite BOEIPA hna ahna rhapuh tih, “U long nim mamih he maeh n'cah ve, Egypt ah ni mamih ham a hoeikhang palueng,” na ti dongah BOEIPA loh nangmih te maeh m'paek vetihna caak uh bitni.
19 I skulle ikke æde een Dag og ej to Dage og ej fem Dage og ej ti Dage og ej tyve Dage,
Hnin at bueng na ca mahpawh, hnin nit mai pawt tih hnin nga mai moenih. Hnin rha bal mai pawt tih khohnin kul bueng moenih.
20 men en Maaneds Dage, indtil det gaar ud af eders Næse og er eder til en Afsky; fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have grædt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Ægypten?
Hla bal hnin bal na hnarhong lamloh a coe vaengah nangmih ham kona-awk la om bitni. Na khui ah BOEIPA na hnawt uh tih na rhap uh. A mikhmuh ah, “Balae tih Egypt lamloh n'caeh uh he,” na ti uh,”ti nah,” a ti.
21 Og Mose sagde: Seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du siger: Jeg vil give dem Kød, og de skulle æde en Maaneds Tid.
Tedae Moses loh, “Pilnam kah rhalkap he thawng ya rhuk lo tih a khui ah kai ka om ngawn. Namah long tah, “Amih te maeh ka paek vetih khohnin bal hla bal a cak uh bitni,” na ti.
22 Mon der skal slagtes smaat Kvæg og stort Kvæg for dem, at der kan blive nok til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan blive nok til dem?
Amih ham boiva neh saelhung ngawn cakhaw amih te cung venim? Tuitunli kah nga boeih te amih ham kol pah cakhaw amih te cung venim?” a ti nah.
23 Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Haand være forkortet? nu skal du se, om mit Ord skal vederfares dig eller ej.
Te dongah BOEIPA loh Moses te, “BOEIPA he a kut ngun a? Kai ol he nang taengah a thoeng khaw, a thoeng pawt khawna hmuh pawn ni,” a ti nah.
24 Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Mænd af Folkets Ældste og stillede dem rundt omkring Paulunet.
Te phoeiah Moseste cet tih pilnam taengah BOEIPA ol a thui. Te phoeiah pilnam kah a hamcakhui lamloh hlang sawmrhih te a coi tih amih te dap kaepvai ah a pai sak.
25 Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Aand, som var paa ham, og lagde paa de halvfjerdsindstyve Ældste, og det skete, der Aanden hvilede paa dem, da profeterede de, og de gjorde det ikke siden.
Te vaengah BOEIPAte cingmai khuiah ha suntla tih anih te a voek. Te phoeiah anih dongkah Mueihla te a pet tih a hamrhoek hlang sawmrhih soah a paek. Amih soah Mueihla a om van neh tonghma uh dae khoep uh hae pawh.
26 Men der var to Mænd blevne tilbage i Lejren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Aanden hvilede over dem, thi de vare iblandt de opskrevne, men de vare dog ikke udgangne til Paulunet, og de profeterede i Lejren.
Te vaengah hlang panit tah rhaehhmuen ah uelh rhoi. Pakhat ming tah Eldad tih pabae te a ming Medad ni. Amih rhoi soah mueihla om tih amih rhoi khaw thum rhoi. Tedae dap la mop rhoi pawt tih rhaehhmuen ah tonghma rhoi.
27 Da løb en Dreng og gav Mose tilkende og sagde: Eldad og Medad profetere i Lejren.
Te dongah camoe pakhat te yong tih Moses taengah a puen pah. Te vaengah, “Eldad neh Medad tah rhaehhmuen ah tonghma rhoi,” a ti nah.
28 Da svarede Josva, Nuns Søn, Mose Tjener, en af hans udvalgte, og sagde: Min Herre, Mose! forhindre dem.
Te dongah Moses loh a cacawn lamkah a tueihyoeih Nun capa Joshualoha doo tih, “Ka boeipa Moses aw amihte paa sak,” a ti nah.
29 Men Mose sagde til ham: Er du nidkær for mig? gid alt Herrens Folk var Profeter, og Herren vilde give sin Aand over dem!
Tedae Moses loh anih te, “Kai ham na thatlai a? BOEIPA kah pilnam pum he tonghmalaa khueh mai khaming. Amih rhoi soah BOEIPA a mueihla a paek maco,” a ti.
30 Og Mose forføjede sig til Lejren, han og de Ældste af Israel.
Te phoeiah Moseste Israel a hamrhoek neh a rhaehhmuen la khoem uh.
31 Da for der et Vejr ud fra Herren og førte Vagtler fra Havet og strøede dem over Lejren, ved en Dags Rejse til den ene og ved en Dags Rejse til den anden Side, trindt omkring Lejren, og ved to Alen højt paa Jorden.
Te phoeiah BOEIPA taeng lamloh khohli a tueih tih tuipuei lamkah tanghuem a khuen pah. Te vaengah rhaehhmuen la hnin at longcaeh, hnin at longcaeh hil a khueh pah. Rhaehhmuen kaepvaiah khaw diklai hman ah dong nit hil ngang.
32 Da stod Folket op hele den Dag og hele den Nat og hele den anden Dag, og de sankede Vagtler; hvo der havde mindst, havde samlet ti Homer; og de bredte dem trindt omkring Lejren.
Pilnamte thootih khothaih puet, khoyin puet, a vuen hnin at puet tanghuem te a kol uh. Homer parha a baeko hil khaw a kol uh tih rhaehhmuen kaepvai ah a yaal la a yaal uh.
33 Kødet var endnu imellem Tænderne paa dem, det var endnu ikke fortæret; da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog Folket med en saare stor Plage.
Maehte a no laklo ah a ai hlan vaengah BOEIPA kah thintoekte pilnam taengah sai tih BOEIPA loh pilnam te hmasoe puei neh muep a ngawn.
34 Og man kaldte det Steds Navn Kibroth-Hattaava, fordi de der begrove Folket, dem, som havde været begærlige.
Te vaengah maeh hue pilnam te pahoi a up uh dongah te hmuen ming khaw Kiborthhattaavahlaa khue.
35 Fra Kibroth-Hattaava rejste Folket til Hazeroth; og de bleve i Hazeroth.
Pilnamte Kiborthhattaavah lamloh Hazeroth la puen uh tih Hazeroth ah om uh.
