Nehemias 5

1 Og der rejste sig et stort Skrig af Folket og deres Hustruer imod deres Brødre, Jøderne.

Und es erhub sich ein groß Geschrei des Volks und ihrer Weiber wider ihre Brüder, die Juden.

2 Thi der var nogle, som sagde: Vi med vore Sønner og vore Døtre ere mange; saa lader os da faa Korn, at vi maa æde og leve.

Und waren etliche, die da sprachen: Unserer Söhne und Töchter sind viel; laßt uns Getreide nehmen und essen, daß wir leben.

3 Der var og dem, som sagde: Vi have pantsat vore Agre og vore Vingaarde og vore Huse; lader os da faa Korn i denne Hungersnød!

Aber etliche sprachen: Laßt uns unsere Äcker, Weinberge und Häuser versetzen und Getreide nehmen in der Teurung.

4 Og der var dem, som sagde: Vi have laant Penge paa vore Agre og vore Vingaarde for at betale Kongen Skat.

Etliche aber sprachen: Laßt uns Geld entlehnen auf Zinsen dem Könige auf unsere Äcker und Weinberge.

5 Nu er dog vort Legeme saa godt som vore Brødres Legeme og vore Børn som deres Børn; men se, vi maa give vore Sønner og vore Døtre hen som Trælle, ja, der er nogle af vore Døtre alt givne hen og ere ikke i vore Hænders Magt, medens vore Agre og vore Vingaarde tilhøre andre.

Denn unserer Brüder Leib ist wie unser Leib und ihre Kinder wie unsere Kinder; sonst würden wir unsere Söhne und Töchter unterwerfen dem Dienst, und sind schon unserer Töchter etliche unterworfen, und ist kein Vermögen in unsern Händen; auch würden unsere Äcker und Weinberge der andern.

6 Og min Vrede optændtes saare, der jeg hørte deres Skrig og disse Ord.

Da ich aber ihr Schreien und solche Worte hörete, ward ich sehr zornig.

7 Og jeg overvejede Sagen i mit Hjerte, og jeg trættede med de ypperste og Forstanderne og sagde til dem: I trykke den ene den anden med Gæld! og jeg stillede en stor Forsamling imod dem,

Und mein Herz ward Rats mit mir, daß ich schalt die Ratsherren und die Obersten, und sprach zu ihnen: Wollt ihr einer auf den andern Wucher treiben? Und ich brachte eine große Gemeine wider sie

8 Og jeg sagde til dem: Vi have løskøbt vore Brødre, Jøderne, som vare solgte til Hedningerne, efter vor Formue, og I, I ville derimod sælge eders Brødre, og skulle de sælge sig til os? Da tav de og fandt intet at svare.

und sprach zu ihnen: Wir haben unsere Brüder, die Juden, erkauft, die den Heiden verkauft waren, nach unserm Vermögen; und ihr wollt auch eure Brüder verkaufen, die wir zu uns gekauft haben? Da schwiegen sie und fanden nichts zu antworten.

9 Fremdeles sagde jeg: Det er ikke en god Ting, som I gøre; skulde I ikke vandre i vor Guds Frygt for Hedningernes, vore Fjenders, Forsmædelses Skyld?

Und ich sprach: Es ist nicht gut, das ihr tut. Solltet ihr nicht in der Furcht Gottes wandeln um der Schmach willen der Heiden, unserer Feinde?

10 Og jeg, mine Brødre og mine Tjenere, vi have betroet dem Penge og Korn; lader os dog eftergive denne Gæld!

Ich und meine Brüder und meine Knaben haben ihnen auch Geld getan und Getreide; den Wucher aber haben wir nachgelassen.

11 Kære, tilbagegiver dem paa denne Dag deres Agre, deres Vingaarde, deres Oliegaarde og deres Huse, og den hundrede Part af Pengene og Kornet, Mosten og Olien, som I have betroet dem.

So gebt ihnen nun heutigestages wieder ihre Äcker, Weinberge, Ölgärten und Häuser und den Hundertsten am Gelde, am Getreide, am Most und am Öle, das ihr an ihnen gewuchert habt.

12 Da sagde de: Vi ville give det tilbage og intet kræve af dem, saaledes ville vi gøre, ligesom du har sagt; og jeg kaldte ad Præsterne og tog en Ed af dem, at de skulde gøre efter dette Ord.

Da sprachen sie: Wir wollen's wiedergeben und wollen nichts von ihnen fordern und wollen tun, wie du gesagt hast. Und ich rief den Priestern und nahm einen Eid von ihnen, daß sie also tun sollten.

13 Jeg udrystede ogsaa min Kjortelflig og sagde: Saaledes udryste Gud hver Mand fra sit Hus og fra sit Arbejde, naar han ikke holder dette Ord, og han blive saa udrystet og tom! Og den ganske Forsamling sagde: Amen! og de lovede Herren, og Folket gjorde efter dette Ord.

Auch schüttelte ich meinen Busen aus und sprach: Also schüttele Gott aus jedermann von seinem Hause und von seiner Arbeit, der dies Wort nicht handhabet, daß er sei ausgeschüttelt und leer. Und die ganze Gemeine sprach: Amen! und lobeten den HERRN. Und das Volk tat also.

14 Ogsaa fra den Dag, da Kongen befalede mig at være deres Landshøvding i Judas Land, som var fra det tyvende Aar og indtil Kong Artakserkses's to og tredivte Aar, det er tolv Aar, aad jeg og mine Brødre ikke det Landshøvdingen tilkommende Brød.

Auch von der Zeit an, da mir befohlen ward, ein Landpfleger zu sein im Lande Juda, nämlich vom zwanzigsten Jahr an bis in das zweiunddreißigste Jahr des Königs Arthahsastha, das sind zwölf Jahre, nährete ich mich und meine Brüder nicht von der Landpfleger Kost.

15 Og de forrige Landshøvdinger, som havde været før mig, havde besværet Folket og taget Brød og Vin af dem og derefter fyrretyve Sekel Sølv, ogsaa deres Tjenere herskede over Folket; men jeg gjorde ikke saa for Guds Frygts Skyld.

Denn die vorigen Landpfleger, die vor mir gewesen waren, hatten das Volk beschweret und hatten von ihnen genommen Brot und Wein, dazu auch vierzig Sekel Silbers; auch hatten ihre Knaben mit Gewalt gefahren über das Volk. Ich tat aber nicht also um der Furcht Gottes willen.

16 Tilmed lagde jeg Haand paa Arbejdet med denne Mur, og vi købte ingen Agre; og alle mine Tjenere maatte forsamle sig der til Arbejdet.

Auch arbeitete ich an der Mauer Arbeit und kaufte keinen Acker; und alle meine Knaben mußten daselbst an die Arbeit zuhauf kommen.

17 Tilmed vare af Jøderne og Forstanderne hundrede og halvtredsindstyve Mænd, og de, som kom til os fra Hedningerne, der vare trindt omkring os, ved mit Bord.

Dazu waren der Juden und Obersten hundertundfünfzig an meinem Tische, die zu mir kommen waren aus den Heiden, die um uns her sind.

18 Og det, som blev lavet til een Dag, var een Okse, seks udvalgte Faar samt Fugle, som bleve lavede til mig, og een Gang i Løbet af ti Dage var der Vin af al Slags i Overflødighed; desuagtet krævede jeg ikke det Landshøvdingen tilkommende Brød, thi Arbejdet laa svart paa dette Folk.

Und man machte mir des Tages einen Ochsen und sechs erwählte Schafe und Vögel und je inwendig zehn Tagen allerlei Wein die Menge. Noch forderte ich nicht der Landpfleger Kost, denn der Dienst war schwer auf dem Volk.

19 Min Gud! kom i Hu, mig til det gode, alt det, som jeg har gjort for dette Folk!

Gedenke mir, mein Gott, zum besten alles, das ich diesem Volk getan habe!