Matthæus 22
1 Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde:
anantaraM yIzuH punarapi dRSTAntEna tAn avAdIt,
2 „Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn.
svargIyarAjyam EtAdRzasya nRpatEH samaM, yO nija putraM vivAhayan sarvvAn nimantritAn AnEtuM dAsEyAn prahitavAn,
3 Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme.
kintu tE samAgantuM nESTavantaH|
4 Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Maaltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!
tatO rAjA punarapi dAsAnanyAn ityuktvA prESayAmAsa, nimantritAn vadata, pazyata, mama bhEjyamAsAditamAstE, nijavTaSAdipuSTajantUn mArayitvA sarvvaM khAdyadravyamAsAditavAn, yUyaM vivAhamAgacchata|
5 Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene paa sin Mark, den anden til sit Købmandsskab;
tathapi tE tucchIkRtya kEcit nijakSEtraM kEcid vANijyaM prati svasvamArgENa calitavantaH|
6 og de øvrige grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.
anyE lOkAstasya dAsEyAn dhRtvA daurAtmyaM vyavahRtya tAnavadhiSuH|
7 Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild paa deres Stad.
anantaraM sa nRpatistAM vArttAM zrutvA krudhyan sainyAni prahitya tAn ghAtakAn hatvA tESAM nagaraM dAhayAmAsa|
8 Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd.
tataH sa nijadAsEyAn babhASE, vivAhIyaM bhOjyamAsAditamAstE, kintu nimantritA janA ayOgyAH|
9 Gaar derfor ud paa Skillevejene og byder til Brylluppet saa mange, som I finde!
tasmAd yUyaM rAjamArgaM gatvA yAvatO manujAn pazyata, tAvataEva vivAhIyabhOjyAya nimantrayata|
10 Og de Tjenere gik ud paa Vejene og samlede alle dem, de fandt, baade onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.
tadA tE dAsEyA rAjamArgaM gatvA bhadrAn abhadrAn vA yAvatO janAn dadRzuH, tAvataEva saMgRhyAnayan; tatO'bhyAgatamanujai rvivAhagRham apUryyata|
11 Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, saa han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning.
tadAnIM sa rAjA sarvvAnabhyAgatAn draSTum abhyantaramAgatavAn; tadA tatra vivAhIyavasanahInamEkaM janaM vIkSya taM jagAd,
12 Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning paa? Men han tav.
hE mitra, tvaM vivAhIyavasanaM vinA kathamatra praviSTavAn? tEna sa niruttarO babhUva|
13 Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder paa ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.
tadA rAjA nijAnucarAn avadat, Etasya karacaraNAn baddhA yatra rOdanaM dantairdantagharSaNanjca bhavati, tatra vahirbhUtatamisrE taM nikSipata|
14 Thi mange ere kaldede, men faa ere udvalgte.‟
itthaM bahava AhUtA alpE manObhimatAH|
15 Da gik Farisæerne hen og holdt Raad om, hvorledes de kunde fange ham i Ord.
anantaraM phirUzinaH pragatya yathA saMlApEna tam unmAthE pAtayEyustathA mantrayitvA
16 Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: „Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person.
hErOdIyamanujaiH sAkaM nijaziSyagaNEna taM prati kathayAmAsuH, hE gurO, bhavAn satyaH satyamIzvarIyamArgamupadizati, kamapi mAnuSaM nAnurudhyatE, kamapi nApEkSatE ca, tad vayaM jAnImaH|
17 Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat, eller ej?‟
ataH kaisarabhUpAya karO'smAkaM dAtavyO na vA? atra bhavatA kiM budhyatE? tad asmAn vadatu|
18 Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: „I Hyklere, hvorfor friste I mig?
tatO yIzustESAM khalatAM vijnjAya kathitavAn, rE kapaTinaH yuyaM kutO mAM parikSadhvE?
19 Viser mig Skattens Mønt!‟ Og de bragte ham en Denar.
tatkaradAnasya mudrAM mAM darzayata| tadAnIM taistasya samIpaM mudrAcaturthabhAga AnItE
20 Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?‟
sa tAn papraccha, atra kasyEyaM mUrtti rnAma cAstE? tE jagaduH, kaisarabhUpasya|
21 De sige til ham: „Kejserens.‟ Da siger han til dem: „Saa giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!‟
tataH sa uktavAna, kaisarasya yat tat kaisarAya datta, Izvarasya yat tad IzvarAya datta|
22 Og da de hørte det, undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.
iti vAkyaM nizamya tE vismayaM vijnjAya taM vihAya calitavantaH|
23 Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:
tasminnahani sidUkinO'rthAt zmazAnAt nOtthAsyantIti vAkyaM yE vadanti, tE yIzErantikam Agatya papracchuH,
24 „Mester! Moses har sagt: Naar nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom.
hE gurO, kazcinmanujazcEt niHsantAnaH san prANAn tyajati, tarhi tasya bhrAtA tasya jAyAM vyuhya bhrAtuH santAnam utpAdayiSyatIti mUsA AdiSTavAn|
25 Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder.
kintvasmAkamatra kE'pi janAH saptasahOdarA Asan, tESAM jyESTha EkAM kanyAM vyavahAt, aparaM prANatyAgakAlE svayaM niHsantAnaH san tAM striyaM svabhrAtari samarpitavAn,
26 Ligesaa ogsaa den anden og den tredje, indtil den syvende;
tatO dvitIyAdisaptamAntAzca tathaiva cakruH|
27 men sidst af alle døde Hustruen.
zESE sApI nArI mamAra|
28 Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende.‟
mRtAnAm utthAnasamayE tESAM saptAnAM madhyE sA nArI kasya bhAryyA bhaviSyati? yasmAt sarvvaEva tAM vyavahan|
29 Men Jesus svarede og sagde til dem: „I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.
tatO yIzuH pratyavAdIt, yUyaM dharmmapustakam IzvarIyAM zaktinjca na vijnjAya bhrAntimantaH|
30 Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.
utthAnaprAptA lOkA na vivahanti, na ca vAcA dIyantE, kintvIzvarasya svargasthadUtAnAM sadRzA bhavanti|
31 Men hvad de dødes Opstandelse angaar, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, naar han siger:
aparaM mRtAnAmutthAnamadhi yuSmAn pratIyamIzvarOktiH,
32 „Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.‟ Han er ikke dødes, men levendes Gud.‟
"ahamibrAhIma Izvara ishAka IzvarO yAkUba Izvara" iti kiM yuSmAbhi rnApAThi? kintvIzvarO jIvatAm Izvara: , sa mRtAnAmIzvarO nahi|
33 Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.
iti zrutvA sarvvE lOkAstasyOpadEzAd vismayaM gatAH|
34 Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Saddukæerne, forsamlede de sig.
anantaraM sidUkinAm niruttaratvavArtAM nizamya phirUzina Ekatra militavantaH,
35 Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:
tESAmEkO vyavasthApakO yIzuM parIkSituM papaccha,
36 „Mester, hvilket er det store Bud i Loven?‟
hE gurO vyavasthAzAstramadhyE kAjnjA zrESThA?
37 Men han sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.
tatO yIzuruvAca, tvaM sarvvAntaHkaraNaiH sarvvaprANaiH sarvvacittaizca sAkaM prabhau paramEzvarE prIyasva,
38 Dette er det store og første Bud.
ESA prathamamahAjnjA| tasyAH sadRzI dvitIyAjnjaiSA,
39 Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.
tava samIpavAsini svAtmanIva prEma kuru|
40 Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne.‟
anayO rdvayOrAjnjayOH kRtsnavyavasthAyA bhaviSyadvaktRgranthasya ca bhArastiSThati|
41 Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:
anantaraM phirUzinAm Ekatra sthitikAlE yIzustAn papraccha,
42 „Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?‟ De sige til ham: „Davids.‟
khrISTamadhi yuSmAkaM kIdRgbOdhO jAyatE? sa kasya santAnaH? tatastE pratyavadan, dAyUdaH santAnaH|
43 Han siger til dem: „Hvorledes kan da David i Aanden kalde ham Herre, idet han siger:
tadA sa uktavAn, tarhi dAyUd katham AtmAdhiSThAnEna taM prabhuM vadati?
44 Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder.
yathA mama prabhumidaM vAkyamavadat paramEzvaraH| tavArIn pAdapIThaM tE yAvannahi karOmyahaM| tAvat kAlaM madIyE tvaM dakSapArzva upAviza| atO yadi dAyUd taM prabhuM vadati, rtiha sa kathaM tasya santAnO bhavati?
45 Naar nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟
tadAnIM tESAM kOpi tadvAkyasya kimapyuttaraM dAtuM nAzaknOt;
46 Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham efter den Dag.
taddinamArabhya taM kimapi vAkyaM praSTuM kasyApi sAhasO nAbhavat|
