Matthæus 12
1 Paa den Tid vandrede Jesus paa Sabbaten igennem en Sædemark; men hans Disciple bleve hungrige og begyndte at plukke Aks og at spise.
AN NIK' Jesus Issĭk'opiiksĭstsikui itsisŭp-poka'atomĕsts napaiĕnĭnsĭmmanĭsts; ki otŭsksĭnĭmats'ax au'notsiax, ki aiin'asĭsts aumŭtŭp'otsĭmiax ki itaumŭtŭp'ioattomiax.
2 Men da Farisæerne saa det, sagde de til ham: „Se, dine Disciple gøre, hvad det ikke er tilladt at gøre paa en Sabbat.‟
Ki Pharisees otsĭnno'ŏssauax, anĭstsiauaie, sŭm'mĭsau kitŭsksĭnĭmatsax mat'ŏkhsiu otap'ĭstutsipuauĕsts annok' ĭssĭk'opiiksĭstsikuik.
3 Men han sagde til dem: „Have I ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig og de, som vare med ham?
Ki anĭs'tsiuax kikŭttanĭstopuau'ats David otap'ĭstutsipi otau'notssi ki otopokom'ix;
4 hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne?
Manĭst'sipipi Ap'ĭstotokiuă oko'ai, manĭstau'attopiau otsitau'pipi ĭstske'tani annik' kŭt'taŏkhsiik mŏks'auattosi ki otopokom'ix mŏks'auattosaxaie, ki kak'ŏkhsiu natoi'apiekuax mŏksauattosauaie?
5 Eller have I ikke læst i Loven, at paa Sabbaterne vanhellige Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld?
Ki kikŭtanĭstopuau'ats okŏk'itsĭmani natoi'apiekuax manĭstap'otŭkkipiau ĭssĭk'opiiksĭstsikui otsitsips'taupĭsau omŭk'atoiapioyĭs kimatsikiu'ats.
6 Men jeg siger eder, at her er det, som er større end Helligdommen.
Ki kitan'ĭstopuau annom' itstsiu' tuks'kŭm ki skĭt'stom omŭk'atoiapioyĭs.
7 Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem, som ere uden Skyld.
Ki kitsksĭni'topi manĭstap'ipi nitak'ŏkh-sitsip kĭm'apiisĭnni, ki nimatakŏkhsitsipats ĭkit'stŭksĭnni, kĭs'taisauotui'mauopiau kŭt-tautuitiiaixk.
8 Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten.‟
Nin'a okku'i itsĭn'auattomĭnaai ĭssĭk'opiiksĭstsikiii.
9 Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge.
Ota'atsĭstapusi, otatoi'apioyimoai itsipim;
10 Og se, der var en Mand, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: „Er det tilladt at helbrede paa Sabbaten?‟ for at de kunde anklage ham.
Ki sat'sit, nĭn'au itsĭps'taupiĭnai, ki otsĭs'i ipo'kŏttsiuaie. Ki aisŭppo'ŏtsesattsiuaie, Kŭtai'ŏkhsiuats ĭssk'opiiksĭstsikuĭsts ŏk'okuttotoŏsi? Mŏks'enŭpanĭstŭssauaie.
11 Men han sagde til dem: „Hvilket Menneske er der iblandt eder, som har kun eet Faar, og ikke tager fat paa det og drager det op, dersom det paa Sabbaten falder i en Grav?
Ki an'ĭstsiuax, Ŭn'nats nĭn'au kitopokittappi'ĭmmoau maksinan'si tuks'kŭmi emŭk'ikĭna, ĭstsŭp'popiĭssaie atŭn'iaksĭn ĭssĭk'opiiksĭstsikui, Kŭttomai'akstaisautuyiuatsaie?
12 Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Faar? Altsaa er det tilladt at gøre vel paa Sabbaten.‟
Nĭn'au kŭttomai'skĭtsimiuats emŭk'ikĭna? Ŭn'nikaie itŏkh'siu mŏk'ŏkhsapĭstutŭksi ĭssĭk'opiiksĭstsikuĭsts.
13 Da siger han til Manden: „Ræk din Haand ud!‟ og han rakte den ud, og den blev igen sund som den anden.
Itŭman'ĭstsiuaie nĭn'au, Sauksikĭns'tsiakit. Ki itsauksikĭns'tsiakiu; ki ikut'tutsipaie netoi'nitsiuaie otat'otsĭsi.
14 Men Farisæerne gik ud og lagde Raad op imod ham, hvorledes de kunde slaa ham ihjel.
I tŭmit'sŭksiau Pharisees, ki ikŏnau'kŏk-itsĭmattsiauaie manĭstaks'enitawpiauaie.
15 Men da Jesus mærkede det, drog han bort derfra; og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle.
Ki Jesus otsksĭnĭssaie, itsĭstapu': ki akai'tappix ipokiuo'iauaie, ki ikŏnau'kuttutuyiuax;
16 Og han bød dem strengt, at de ikke maatte gøre ham kendt;
Ki sokap'anĭstsiuax mŏkstaiitsĭnnikoŏsax'aie:
17 for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som siger:
Mŏks'enŭpanĭstosi Esias otan'ipi, ki an'iu,
18 „Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Aand over ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.
Sŭm'mok, nitap'otomok, annŏk' nitse'niniwattauŏk; nitŭk'omĭmmau, nu'skĕttsipŏppi nimut'ŏkhsĭmmau: nitakitsipotoai'ĭnai nitsista'awi ki akanĭs'tsĭnmomoyiuax Gentiles okŏk'itsimani.
19 Han skal ikke kives og ikke raabe, og ingen skal høre hans Røst paa Gaderne.
Mataketskau'ats mataksoksipŭppisŭm'ats; mat'akitstsipa matap'pi mŏk'okhtsĭsaie otse'poawsists moksoku'ĭsts.
20 Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande, indtil han faar ført Retten frem til Sejr.
Apai' otŭk'itsĭssi mataksĭnŭkiu'ats: flax setsĭs'si matakŭtsĭm'atsaie otsauomai'tŭpskĭsaie okŏk'itsimani mŏk'itsskitsstani.
21 Og paa hans Navn skulle Hedninger haabe.‟
Ki otsĭn'ikŏsim Gentiles ak'aumaitsĭmiau.
22 Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, saa at den stumme talte og saa.
Tŭks'kŭm ito'tsipotoau pakhts'istŭmattseu Sauum'itsiStaaw, naps'tsiu, ki mataipuyiu'ats: ki ikut'tutuyiuaie, ki naps'tsiuă it'sŭppiu ki kŭttai'puyiuă itse'puyiu.
23 Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: „Mon denne skulde være Davids Søn?‟
Ki kŏnai'tappix it'skaietŭkkiau ki aniau kŭtamiu'ats David okkiu?
24 Men da Farisæerne hørte det, sagde de: „Denne uddriver ikke de onde Aander uden ved Beelzebul, de onde Aanders Fyrste.‟
Pharisees otokh'tsĭmsau, an'iau, Am'o nĭn'au, matomaisaipiksĭstsiu'atsax Sauum'itsiStaawx, Beelzebub Sauum'itsistaawx otsĭn'aimoai, umutai'saipiksĭstopiax
25 Men saasom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: „Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestaa.
Ki Jesus isksĭnnu'yiuax otŭs'tapiax ki an'istsiuax, Nĭn'naiisĭnni ai'aketotoki ak'eitsĭnikau; ki akap'ioyis ki nap'ioyis aiaketotokiau mataksipuitsiuats:
26 Og hvis Satan uddriver Satan, saa er han kommen i Splid med sig selv; hvorledes skal da hans Rige bestaa?
Sauum'itsitappiuă satŭp'iksĭstussi Sauum'itsitappiuă, aiaketsĭstotosiu; ki otsĭn'naiisinni kŭttomaksipuitsiu'atsaie?
27 Og dersom jeg uddriver de onde Aander ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere.
Satŭp'iksĭstainikiau Sauum'itsiStaawx, Beelzebub nimut'satŭpiksĭstaiau, Tŭkka'ko'kosix itsatŭpiksistsiu'atsax? Ŭn'nikaie osto'auai kitak'okŏkitsĭmŭkoau.
28 Men dersom jeg uddriver de onde Aander ved Guds Aand, da er jo Guds Rige kommet til eder.
Ki Satŭp'iksĭstainikiau Sauum'itsistaawx Ap'istotokiuă otsista'awmi nimut'satŭpiksĭstaiau Apistotokiuă otsĭn'aiisĭnni kito'taakoai'ĭni.
29 Eller hvorledes kan nogen gaa ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre hans Hus.
Mĭskŏpin'ai oko'ai Tsa'akanĭstokotsitsipim'atsaie, mŏk'itauksĭstutsĭsaie ope'kanĭstsaie, sauotŭm'ĭsksipĭstŭsaie mĭskŏpin'ai? Ki ak'otŭmoksĭstutsĭmaie oko'ai.
30 Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.
Annŏk' nikŭt'taispiimmokŏk, nikŏttum'a: annŏk' nikŭttaupokomoawk'iakimauŏk auanit'apiksĭstŭkkiu.
31 Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelsen imod Aanden skal ikke forlades.
Ŭn'nikaie kitan'ĭstopuau, amian'ĭstsauumitsitappiisĭnni ki amian'istitŭpsauokŏmotse'poawsists Apĭstotokiuă akitsksĭnoaiau matap'pi; ki annŏk' akitŭpsauo'kŏmotsepuyiuŏk Atsĭm'istaaw matakitsksĭnoau'ats.
32 Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den, som taler imod den Helligaand, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende. (aiōn g165)
Annŏk' itŭp'sauokŏmotsepuyiuŏk Nĭn'au Okku'i ak'itsksĭnoau, ki annŏk' itŭpsauokŏmotsepuyiuŏk Atsĭm'iStaaw mat'akitsksĭnoau'ats annom' ksŏk'kum ki aie'nĭssi otsĭs'tŭpipuitappiisĭnni, mat'akitsksĭnoauats. (aiōn g165)
33 Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet være raaddent, og dets Frugt raadden; thi Træet kendes paa Frugten.
Ŏkhs'apĭstutos mistsĭs', mŏk'ŏkhsinasiii: ki makap'ĭstutos mĭstsĭs mŏk'okapinasi: mistsĭs' ĭsksĭno'au otsin'assĭnni.
34 I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, naar I ere onde? Thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.
Pitse'ksĭnaipokax! Sauum'itsitappiinoainiki Tsa'a kitakokotŭnĭstse'poattopuau'astsaii ŏkh'sĭsts? Manĭsta'kauoopi u'skĕttsipŏppi, maoi' itai'puyiu.
35 Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forraad; og et ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forraad.
Ŏkhsin'auă manĭsta'kauoopi ŏkh'si u'skĕttsipŏppi sau'otsĭmĕsts ŏkh'siĭsts: Sauumitsĭn'nauă manĭsta'kauoopi maka'pi u'skĕttsipŏppi sau'otsĭmĕsts makap'ĭsts.
36 Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale.
Ki Kitan'ĭstopuau Kŏnai'ksĭstapitse'poawsĭsts otakse'puyisau matap'pix aksenŭp'anĭstomiauĕsts Okŏk'itsĭmani istsiksĭs'tsikui:
37 Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du fordømmes.‟
Kitse'poawsĭsts kitakokŏmotsitappiets'okoaiau ki kitse'poawsĭsts kitak'saietokoaiau.
38 Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: „Mester! vi ønske at se et Tegn af dig.‟
Stsik ix Sĭnak'ix ki Pharisees nokŭt'anĭstsiauaie ki an'iau, Nin'a nŏk'okapipĭnan itots'tsipi ksĕsto'a.
39 Men han svarede og sagde til dem: „En ond og utro Slægt forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten Jonas's Tegn.
Ki nokŭt'anistsiuax osauum'itsitappiisĭnna ki otau'ŏkotaitappiisĭnna itok'apsatsĭmiau; ki mat'akitstsipa ak'okotawpiau. Tuks'kai ak'okotapiau Jonas prophet.
40 Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, saaledes skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød.
Manĭsts'itaupĭsaie Jonas mammi' o'koanniaie nioks'kai ksĭstsikuists ki nioks'kai koko'ĭsts; ŭnniak'anĭstsitaupiuaie Nĭnau Okku'i ksŏk'kum u'skĕttsipŏppi nioks'kai ksĭstsikuists ki nioks'kai koko'ĭsts.
41 Mænd fra Ninive skulle opstaa ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas.
Nineveh istsĭn'ax, akopoksipapomiauax o'tappiisĭnna istots'tsĭssi Okŏk'itsĭmani ki akitsautŭtsepuyiopiau; aisauai'tsitaiau otatsĭm'semŏssax Jonas; ki sat'sĭt, annŏk' skĭtsĭm'iuŏk Jonas annom' ĭtau'piu.
42 Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
Amskap'iksŏkkui ĭstsĭn'nauake akopoksipapomiuaie o'tappiisĭnna ĭstots'tsĭssi okŏk'itsĭmani, ki akitsauotŭtsepoyiopiau: umuk'itsipi ksŏk'kui ito'to mŏkitokhtsĭssi Solomon otokŏk'sĭniaie; ki annŏk' skĭtsĭm'iuŏk Solomon annom' itau'piu.
43 Men naar den urene Aand er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke.
Sauum'itsistaaw otsai'piksĭstŭssi nĭn'au, ikĭtksŏk'kuyim itap'auauŏkau ĭssĭk'opĭssĭnni itap'satsĭm ki matokonĭm'atsaie.
44 Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af; og naar den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet.
Itŭmau'aniu nitak'ătsko noko'ai numut'sŭx; ki oto'si ikon'ĭm nam'itaitsiiu, namokh'ipaie, ki a'natsĭstutsipaie.
45 Saa gaar den hen og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end den selv, og naar de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Saaledes skal det ogsaa gaa denne onde Slægt.‟
Ki itŭm'itappo ki mat'tuyiuax ikĭt'sikŭmiax sta'awx, itsĭs'tŭpokapsiax, ki itsipim'inx ki itoko'attomiax: ki otsako'itappiisĭnni eikĭs'tŭpokapiuaie ototom'itappiisĭnni. Neto'i ak'anĭstsiuaie ot'okapitappiisĭnna.
46 Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham.
Otsa'kiaisitsĭpsattosax matap'pix, Sat'sĭt, Oksĭs'tsi, ki omu'pappiipix săuauts'im itai'puyiax, ai'puĭnŭmiau mŏk'sĭtsĭpsattŏsauaie.
47 Da sagde en til ham: „Se, din Moder og dine Brødre staa udenfor og begære at tale med dig.‟
Tuks'kŭm an'istsiuaie, Sat'sĭt, Kiksĭs'ta ki kumu'păppiipix sauauts'im itai'puyiau, ki ai'puĭnŭmiau kŏksiĭsĭpsaiisau.
48 Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: „Hvem er min Moder? og hvem ere mine Brødre?‟
Ki anni'ĭsk otan'ikĭsk, an'istsiuaie, Tŭkka' niksĭs'ta? Tŭkka' numu'păppiipix?
49 Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: „Se, her er min Moder og mine Brødre!
Ki itas'kotuyiuax otsĭs' otŭs'ksĭnĭmatsax ki an'iu Sŭm'mokau niksĭs'tsi ki numu'păppiipix!
50 Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder.‟
Annŏk' ai'aksĭstutsĭmŏknĭni Spots' im otsitsi'tani aie, osto'i numu'păppiipa, nĕskŭn', nit'akem, ki niksĭs'ta.
