Markus 7
1 Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham.
Afarisayo ni ang'wi a amanyi naza atulaa apembeeye ku Yerusalemu ai ilingiie kumupilima ung'wenso.
2 Og da de saa nogle af hans Disciple holde Maaltid med vanhellige, det er utoede, Hænder
Hangi ai ihengile kina amanyisigwa ang'wi ao akulya u mukate ku mikono mishapu; naiza shanga ikalaigwe,
3 (thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;
(ku Afarisayo ni Ayahudi ihi shanga iliza kupikiila akalaye i mikono ao iziza; a ambiiye ulogo nula anyampala. Matungo
4 og naar de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke),
i Afarisayo niagomokile kupuma kianza ki isoko, shanga ilizaa kupikiila oge hanza. Hangi akoli malagiilyo maulya naza akumatyata lukulu, anga itule ingi palung'wi nu koja i ikombe, masupulia, iseme nia shaba, ga ni matuntu ni itumila itungo nila ndya, )
5 saa spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: „Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Maaltid med vanhellige Hænder?”
Afarisayo ni amanyi ai amukoiye uYesu, “Ku niki amanyisigwa ako shanga ikii kuniganiila nu logo nula anyampala, ku iti akulya umukate shanga ize akalae i mikono?”
6 Men han sagde til dem: „Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: „Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig.
Kuiti nuanso aka atambuila, “uIsaya ai ulotile iza kutula u nyenye adosi, ai ukilisilye, 'Antu awa akunkulya ku milomo ao, kuiti i nkolo niao ikoli kuli nu nene.
7 Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud.”
Akunintumila ikumbiko ni gila anga ndogoelyo, azemanyisa malagiilyo a ana adamu anga ulekeelya nuao,'
8 I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering.”
Malilekaa ilagiilyo nilang'wa Itunda maluambaa ku upepeele u logo nula ana adamu.”
9 Og han sagde til dem: „Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering.
Hangi akaligitya kitalao, “Malihitaa ilagiilyo nilang'wa Itunda ku utontu iti kina mu luike u logo nulanyu!
10 Thi Moses har sagt: „Ær din Fader og din Moder”; og: „Den, som bander Fader eller Moder, skal visselig dø.”
Ku nsoko uMusa ai uligitilye, 'mukulye u tata nuako nu ia nuako,' 'nu ng'wenso nuiligitya u ubi migulya ang'wa tata nuakwe nu nyinya nuakwe kulu kuulu ukusha,'
11 Men I sige: Naar en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: „Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave),”
Kuiti mukuligitya, 'Anga ize u muntu waligitye kung'wa tata nuakwe ang'wi nyinya, 'Uaiilya wihi naza mukusingiilya kupuma kitalane ingi itulyo nila Itekeelo,” (nanso ingi kulunga kina, ipumiigwe kung'wa Itunda')
12 da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder,
iti gwa shanga imugombilye kituma lihi ku nsoko ia tata ang'wi a nyinya akwe.
13 idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I.”
Mukulizipya ilagiilyo nilang'wa Itunda ku nakanda ku kuleta u logo nulanyu. Ni makani idu a kinya iti ni mukituma.”
14 Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: „Hører mig alle, og forstaar!
Ai uitangile i anyianza hangi nu kuatambuila, “Muntegeelye u nene, unyenye mihi, hangi muninge.
15 Der er intet uden for Mennesket, som, naar det gaar ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der gaar ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent.
Kutili kihi kupuma kunzi a muntu naiza kahumaa kumushapula u muntu ni kingiila kung'waakwe. Ila ingi iko ni kimupumaa u muntu kiko ni kimushapulaa.
16 [Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!”]
(Komaniilya; u lukiili ulu. “anga ize u muntu wihi ukete i akutwi akija, u ije” umutili mu mbugulu nia kali.)
17 Og da han var gaaet ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen.
uYesu nai wakaaleka i anyianza nu kingila mi ito, amanyisigwa niakwe akamukolya kutula i mpyani nanso.
18 Og han siger til dem: „Ere ogsaa I saa uforstandige? Forstaa I ikke, at intet, som udenfra gaar ind i Mennesket, kan gøre ham uren?
uYesu akaligitya, “Nu nyenye ga mukili ku ninga? Shanga mihengile kina kihi ni kimingiila u muntu shanga kihumile kumushapula,
19 Thi det gaar ikke ind i hans Hjerte, men i hans Bug og gaar ud ad den naturlige Vej, og saaledes renses al Maden.”
ku nsoko shanga kihumile kulongola mu nkolo akwe, kuiti kikingila mu nda akwe hangi kikukila kulongola ku shoo.” ku lugano ulu uYesu ai uizipilye i ndya yihi kutula nzelu.
20 Men han sagde: „Det, som gaar ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent.
Ai uligitilye, “Ingi iko naiza kikumupuma u muntu kiko ni kimushapulaa.
21 Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord,
Ku nsoko kipuma mukati a muntu, kunzi a nkolo, ipuma masigo ni mabibi, ugoolya, wii, ubulagi,
22 Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed;
usambo, nsula ni mbibi, ubibi, ukongelani, kigoolya, wilu, ukunki, wiketi, upungu.
23 alle disse onde Ting udgaa indvortesfra og gøre Mennesket urent.”
U ubi uwu wihi wipuma mukati, kiko iko ni kimushapula u muntu.”
24 Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult;
Ai u ukile kupuma pang'wanso nu kuhega kulongola mu mukoa nua Tiro ni Sidoni. Ai wingie mukati hangi shanga ai uloilwe muntu wihi walinge kina ukoli papo, kuiti shanga ai ihumikile ku mupiha.
25 men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Aand, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;
Kuiti kupumpugiilya musungu, naiza u ng'wana nuakwe muniino ai ukete hing'wi, ai wigulye i nkani niakwe, akiza, hangi akagwa mu migulu akwe.
26 (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde, ) og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Aand af hendes Datter.
uMusungu nuanso ai watulaa Muyunani, nua ndugu a Kifoeniki. Ai umusingilye nuanso amuzunse u hing'wi kupuma ku munaanso nuakwe.
27 Og han sagde til hende: „Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.”
uYesu akamuila u musungu, “Aleke i ang'yinya alisigwe hanza, kunsoko shanga izipie ku uhola u mukate nua ana nu kuigumila i mbwa”
28 Men hun svarede og siger til ham: „Jo, Herre! ogsaa de smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.”
Kuiti u musunu akamusukiilya nu kuligitya, “Iti gwa Mukulu, ga ni mbwa pihi a meza iliza i ipoli nia ndya nia ana.”
29 Og han sagde til hende: „For dette Ords Skyld gaa bort; den onde Aand er udfaren af din Datter.”
Akamuila, “Ku nsoko waligitya iti, ukoli ilyuuku kulongola. uHing'wi wamupumaa u munanso nuako.”
30 Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende paa Sengen og den onde Aand udfaren.
uMusungu ai ugomokile ki ito nilakwe hangi akahanga u munanso nuakwe ulae mu ulili, nu hing'wi ai watulaa wamupumaa.
31 Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.
uYesu ai upumile hangi kunzi a mukoa nua Tiro nu kukila ku Sidoni kutunga u Luzi nula Galilaya kupikiila nkika a Dikapolisi.
32 Og de bringe ham en døv, som ogsaa vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Haanden paa ham.
Akamuleta hangi muntu nai watuile gulu hangi ai watulaa shanga uhumile kuligitya iziza, ai amusingilye uYesu waike i mikono migulya akwe.
33 Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge
Ai umupumilye kunzi a milundo ku kinkunku, hangi akaika i ng'yanza niakwe mu akutwi akwe, hangi ze yakila kutya i mati, ai utenilye u lulimi nulakwe.
34 og saa op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: „Effata!” det er: lad dig op!
Ai ugozile migulya mi lunde, akahupa nu kumuila, Efata,” nanso ingi kuligitya, “luguka!”
35 Og hans Øren aabnedes, og straks løstes hans Tunges Baand, og han talte ret.
Ni itungo lilo liilo akutwi akaluguka, hangi nai katulaa kimugiiye u lulimi kikabipigwa hangi akahuma kuligitya iziza.
36 Og han bød dem, at de ikke maatte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
Hangi ai ulagiiye aleke kumuila muntu wihi. Kuiti kupikiila nai ualagiiye, uu nai atanantilye i nkani nianso ku widu.
37 Og de bleve over al Maade slagne af Forundring og sagde: „Han har gjort alle Ting vel; baade gør han, at de døve høre, og at maalløse tale.”
Kulu kuulu ai akuiwe, nu kuligitya, “Witumile kila i kintu iziza. Waazipya ga nia gulu kija nia kimumi kuligitya.”
