Markus 5
1 Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land.
Te phoeiah tuili rhalvangan Gerasenes kho la pawk uh.
2 Og da han traadte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Aand.
Lawng lamkah loh a suntlak vaengah hlan lamkah rhalawt mueihla neh hlang pakhat loh Jesuh te tlek a doe.
3 Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker.
Anih tah a khosaknah te phuel ah a khueh tih thirhui neh pin ham khaw anih aka noeng te a om loengloeng voel moenih.
4 Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham.
Anih te hloong, thirhui neh a pin uh taitu dae thirhui te a thuek tih hloong te a tlawt sak dongah anih te sim uh thai pawh.
5 Og han var altid Nat og Dag i Gravene og paa Bjergene, skreg og slog sig selv med Stene.
Khoyin khothaih phuel ah khaw, tlang ah khaw vawpvawp pang yoeyah tih amah te lungto neh huet uh.
6 Men da han saa Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham
Jesuh te a hla lamloh a hmuh vaengah yong tih a bawk.
7 og raabte med høj Røst og sagde: „Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.‟
Te phoeiah ol ue la pang tih, “Khohni Pathen Capa Jesuh, nang neh kai balae benbo benpang? Pathen rhangneh nang taengah ol ka hlo, kai he n'phaep mai boeh,” a ti nah.
8 Thi han sagde til ham: „Far ud af Manden, du urene Aand!‟
Te dongah anih te, “Mueihla thae aw, hlang taeng lamkah loh coe laeh,” a ti nah.
9 Og han spurgte ham: „Hvad er dit Navn?‟ Og han siger til ham: „Legion er mit Navn; thi vi ere mange.‟
Te phoeiah anih te, “Ulae na ming nah,” a ti nah hata, “Muep ka om uh dongah, kai ming tah caempuei caempa ni,” a ti nah.
10 Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.
Te vaengah amih te ram lamkah loh voelh tueih pawt ham Jesuh taengah khak a bih.
11 Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede;
Tedae a yoei la tlang tapkhoeh om tih ok hui muep luem.
12 og de bade ham og sagde: „Send os i Svinene, saa vi maa fare i dem.‟
Te dongah Jesuh te a hloep uh tih, “Kaimih he ok rhoek khuila n'tueih mai lamtah te rhoek khuiah ka kun uh mai eh,” a ti nah.
13 Og han tilstedte dem det. Og de urene Aander fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen.
Te dongah amih te a caeh sak. Tedae mueihla thae rhoek tah cet uh tih, ok khuiah kun uh. Te dongah ok hui tah laengpoeng ah tuili khuila cu uh tih thawnghnih tluk tah tuili ah buek uh.
14 Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og paa Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket.
Ok aka luempuei rhoek khaw rhaelrham tih khopuei khui neh lohma ah khaw puen uh. Te dongah aka thoeng hno te metla a om khaw hmuh hamla cet uh.
15 Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde paaklædt og ved Samling, og de frygtede.
Jesuh taengla a pawk uh vaengah rhaithae aka kaem a ngol te a hmuh uh. Anih te yol uh tih muet uh. Anih te caempuei caempa a khueh dongah a rhih uh.
16 Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den besatte, og om Svinene.
Te vaengah rhaithae aka kaem taengah aka thoeng hno neh ok kawng te aka hmu rhoek loh amih taengah a thui pauh.
17 Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gaa bort fra deres Egn.
Te dongah amih vaang lamloh nong hamla Jesuh te a hloep uh.
18 Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han maatte være hos ham.
Lawng khuiah a kun vaengah rhaithae aka kaem loh a taengah om ham a bih.
19 Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: „Gaa til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.‟
Te vaengah anih te a hlah pak moenih. Tedae amah te, “Namah im la cet lamtah nahuiko rhoek taengah Boeipa loh nang ham a saii tih nang ng'rhen boeih te amih taengah puen pah,” a ti nah.
20 Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.
Te dongah cet tih, Jesuh loh anih ham a saii boeih te Decapolis ah a tong tih a hoe hatah hlang boeih loh a ngaihmang uh.
21 Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.
Jesuh te lawng neh rhalvangan la koep a hlaikan hatah a taengah hlangping hut a tingtun pa tih tuili kaengah vik om.
22 Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder.
Te vaengah tamtaeng pakhat, a ming ah Jairus te ha pawk tih Jesuh te a hmuh neh a kho taengah bakop.
23 Og han beder ham meget og siger: „Min lille Datter er paa sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, for at hun maa frelses og leve!‟
Jesuh te tlal a hloep tih, “Ka canu tah duekhlong coeng. Na lo vetih anih te kut na tloeng thil daengah ni daem vetih a hing eh?,” a ti nah.
24 Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham.
Te dongah anih taengla a caeh vaengah hlangping loh muep a vai tih Jesuh khaw a nen uh.
25 Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar,
Te vaengah kum hlainit khuiah thii aka buk huta pakhat om.
26 og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende.
Siboei tom taengah khaw muep patang coeng tih a taengkah khaw boeih vak coeng. Tedae hoeikhang pawt tih a thae la lat a om pah.
27 Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon.
Jesuh kah a thang te a yaak vaengah hlangping lakli la cet tih a hnuk lamloh Jesuh kah himbai te a taek.
28 Thi hun sagde: „Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst.‟
Amah long tah, “A himbai mah ka taek koinih ka hoeih ni,” a ti.
29 Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredet fra sin Plage.
Te vaengah a thii tuisih bang te khaw pahoi a khaam pah tih a pum khaw nganboh lamloh hoeih coeng tila a ming.
30 Og straks da Jesus mærkede paa sig selv, at den Kraft var udgaaet fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: „Hvem rørte ved mine Klæder?‟
Amah pum lamkah thaomnah a coe te Jesuh amah loh tlek a ming vaengah hlangping taengla mael tih, “Ulae kai himbai aka taek?,” a ti nah.
31 Og hans Disciple sagde til ham: „Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?‟
Te vaengah a hnukbang rhoek loh a taengah, “Hlangping loh nang n'nen te na hmuh lalah, 'Ulae kai aka taek,’ na ti,” a ti nauh.
32 Og han saa sig om for at se hende, som havde gjort dette.
Tedae te aka saii te hmuh ham a sawt.
33 Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden.
Huta long khaw a taengah aka thoeng te a ming dongah a rhih neh birhih coeng. Te dongah a paan tih bakop doela Jesuh taengah oltak te boeih a thui pah.
34 Men han sagde til hende: „Datter! din Tro har frelst dig; gaa bort med Fred, og vær helbredet fra din Plage!‟
Te dongah anih te, “Ka canu, na tangnah loh nang ng' khang coeng, ngaimong la cet lamtah na tlohtat lamkah loh sading la om laeh,” a ti nah.
35 Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: „Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?‟
A thui li vaengah, tamtaeng im lamkah aka pawk rhoek loh, “Na canu te duek coeng, baham nim saya te khing na toeh na oeih,” a ti nauh.
36 Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: „Frygt ikke, tro blot!‟
Tedae a thui ol soah Jesuh tah altha tih tamtaeng te, “Rhih boeh, dawk tangnah,” a ti nah.
37 Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.
Te vaengah Peter neh James, James mana Johan pawt atah ukhaw a hnuk bang sak pawh.
38 Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget.
Te phoeiah tamtaeng im la pawk uh. Te vaengah olpungnah khaw, a rhah neh vangvang a kii uh khaw a hmuh.
39 Og han gaar ind og siger til dem: „Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover.‟
Te dongah kun tih amih te, “Balae tih sarhingrhup la na rhah uh? Camoe he a duek moenih, aka ip ni he,” a ti nah.
40 Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og gaar ind, hvor Barnet var.
Te vaengah Jesuh te a nueih thiluh. Tedae Jesuh loh amih te boeih a haek. Te phoeiah camoe kah a manu napa neh a taengkah rhoek te a khuen tih camoe a om nah la kun.
41 Og han tager Barnet ved Haanden og siger til hende: „Talitha kumi!‟ hvilket er udlagt: „Pige, jeg siger dig, staa op!‟
Camoe kah kut te a tuuk tih, “Talitha kumi (Te tah hula ni a thuingaih), nang 'Thoo'ka ti,” a ti nah.
42 Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de bleve straks overmaade forfærdede.
Te vaengah hula te koe thoo tih cet. Anih te kum hlainit lo coeng. Te dongah mueimang bangla sut limlum uh pahoi.
43 Og han bød dem meget, at ingen maatte faa dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.
Tedae te te hlang ming sak pawt hamla amih te rhep ol a paek phoeiah, “A caak koi pae lah,” a ti nah.
