Lukas 9
1 Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle de onde Aander og til at helbrede Sygdomme.
Jisu ih asih wanyi heliphante loong ah lompoon ano neng suh Chiithih laakhah loong ah jen dokphan theng nyia khoisat deesiit theng chaan aphaan ah korumta.
2 Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de syge.
Eno heh ih neng loong ah Rangte Hasong tiit tumbaat nyia khoisatte loong ah deesiit suh kaat thuk rumta,
3 Og han sagde til dem: „Tager intet med paa Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler.
erah lilih amah we ih baatta, “Erah kah an doh sen sak nah tumjih uh nak hui an: kiingthom uh nak pi an, kunma khaak uh nak hui an, phaksat uh nak hui an, ngun akom uh nak hui an, samsong boseh hedak nak hui an.
4 Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage bort.
Marah doh sen noppoon han, erah nok adoh erah samthung dowa maang dokdok khoom ih tong an;
5 Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gaa ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem.”
marah doh mih ih sen tanoppoon ran, erah samthung adoh sen lah nawa bungwiik ah jaanak thiin ano dokkhoom an, eno neng raang ih erah ethih banthoothak theng toom ang ah.”
6 Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne.
Heliphante loong ah harep ni tumkhoom rumta, Rangte Ruurang Ese ah tumbaat rum ano khoisatte loong ah harep nawa deesiit karumta.
7 Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han var tvivlraadig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra de døde;
Hirod, Galili phansiitte warah ih, erah tiit loong ah thoontang japchaat ano heh thung phaangta, tumeah mararah miloong ih liita Juungtemte Joon ngaakthingla.
8 men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle Profeter var opstanden.
“Rukho loong ah ih li rumta Elijah dong hala, eno rukho loong ih li rumta teewah dowa khowah loongdung nawa ngaakthingla.
9 Men Herodes sagde: „Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem er denne, om hvem jeg hører saadanne Ting?” Og han søgte at faa ham at se.
Hirod ih liita, “Joon khoh ah boleh ngah ih thah thuktang nih; eno arah chaat hang mih ah o angla?” Eno heh ih Jisu ah japtup raangtaan ih banthoota.
10 Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en By, som kaldes Bethsajda.
Heh kaamwah loong ah ngaakwang rumha no Jisu suh neng ih tumjih reeta loong jaatrep baat rumta. Heh ih neng ah heh damdi siit rumta, eno Betsaida samthung liita adi neng kaatkaat ih rumta.
11 Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom.
Miloong ah ih erah japchaat rum ano, noongrep nawa roong phankhoom karumta. Heh ih ese ih ra halan ih li ano Rangte Hasong tiit ah baat rumta, erah dam ih khoisatte loong o ih jamta erah loong ah deesiit etta.
12 Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: „Lad Skaren gaa bort, for at de kunne gaa herfra til de omliggende Landsbyer og Gaarde og faa Herberge og finde Føde; thi her ere vi paa et øde Sted.”
Rangsa phanglup kah adi, heliphante asih wanyi ah heh reeni kah rum ano baatta, “Miloong ah daap et uh neng ih neng phaksat nyia ejup ejam theng arah hadaang loong re ko nah nyia phek aphaang loong adoh toom jam karum ah, tumeah arah hah ah heh luulu hatik ni.”
13 Men han sagde til dem: „Giver I dem at spise!” Men de sagde: „Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gaa bort og købe Mad til hele denne Mængde.”
Ang abah uh Jisu ih baat rumta, “Mathan ang abah uh sensen ih phaksat ah jam kokaang an.” Neng ih ngaakbaatta, “Seng jiinni bah baanlo banga nyasi enyi ba jeela, an ih seng suh arah than mina loong asuh phaksat toom reh koka rum ah ih tam li hu?”
14 De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: „Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver.”
(Erah di haajaat banga taan mina angta.) Jisu ih heliphante loong suh baatta, “Miloong ah dungsiit nah rookbanga rookbanga ih pheetong thuk an.”
15 Og de gjorde saa og lode dem alle sætte sig ned.
Heliphante loong ih jen phe tongthuk ano,
16 Men han tog de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren.
Jisu ih baanlo banga nyia nyasi enyi ah toon ano, rangko ih toonsokta, eno Rangte suh lakookmi li ano chepphiitta, eno heliphante loong suh koh ano miloong asuh pheekoh kaat thukta.
17 Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.
Loongtang ih laanphoot ruh ih phaksah rumta, eno heliphante loong ih asih hongnyi dakta rah toon rumta.
18 Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham; og han spurgte dem og sagde: „Hvem sige Skarerne, at jeg er?”
Saasiit Jisu ih heh laklak rangsoom adi, heliphante loong ah heh jiinni wang rumta. Jisu ih cheng rumta, “Miloong ih ngah suh o angla ih kah li rumhang?”
19 Men de svarede og sagde: „Johannes Døberen; men andre: Elias; men andre: En af de gamle Profeter er opstanden.”
Neng ih ngaakbaatta, “Mararah ih Juungtemte Joon ih liirum halu,” “Rukho rah ih Elijah ih liirum halu, rukho loong ah ih teewah khowah loongdung nawa wasiit ngaakthingla ih liirum halu.”
20 Og han sagde til dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?” Og Peter svarede og sagde: „Guds Kristus.”
“Sen ih tumjih liihe?” Heh ih neng suh chengta. “Ngah suh o et liihe?” Pitar ih liita, “An ah Kristo Rangte.”
21 Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen,
Eno Jisu ih neng suh dangdang ih baat rumta erah tiit ah o suh uh labaat theng eah.
22 idet han sagde: „Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og oprejses paa den tredje Dag.”
Heh ih wakbaatta, “Mina Sah ah rapne ih cham jaatjaat eah eno mihak phokhoh, nyia romwah phokhoh loong, erah damdoh Hootthe Nyootte loong ih edanhaat nep et rum ah. Heh ah etek haat et rum ah, enoothong sa jom linah we ngaakthing eah.”
23 Men han sagde til alle: „Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;
Eno heh ih neng loongtang suh baatta, “O mina nga damdoh wangsuh nookla, heh ih heh teewah ah beehaat et theng, heh bangphak ah saarookwih huitheng, eno ba nga lih ah jenrik hang.
24 thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.
Tumeah o mina heh roidong ah pui raangtaan ih thunha erah emat eah, eno o ih heh roidong ah nga raangtaan ih mat haat ah erah ah epui eah.
25 Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
Mina ih arah mongrep dowa jaatrep ah kap ano, heh teewah ah thet haat nyi maat haat abah tumjih choh ah? Emah tah angka!
26 Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed.
O mina ngah suh nyia nga jengkhaap asuh erakri ean bah, Mina Sah rah uh heh chaan aphaan nyia heh Wah adoleh esa rangsah loong chaan aphaan rangwuung sa doh sen suh engaak rakri eah.
27 Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige.”
Ngah ih kamkam ih baat rumhala arah di marah marah mih eje Rangte Hasong ah maang japtup doh latekte ah.”
28 Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op paa Bjerget for at bede.
Heh ih sa sinet lini baatta, Jisu ih Pitar, Jeems nyia Joon ah siit ano kong ni rangsoom wangta,
29 Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og straalende.
Heh ih rangsoom adi, hethe hekhoh ah lek eta, eno henyuh hekhat ah pungkoopkoop ih phaakta.
30 Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias,
Baphuk di mih wanyi dong taha eno Jisu damdi waan nyuuta. Erah nyi ah Moses nyia Elijah angta,
31 som bleve sete i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem.
rangmong weephaak lam ih dong nyuuha no Jisu damdi waantiit nyuuta, Rangte ih tumjih chungta erah ah heh ih Jerusalem nah tek ano mamah lamdoh jen phansiit theng tiit rah ah.
32 Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vaagnede op, saa de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.
Pitar nyia heh joonte loong ah emokjup ih rumta, eno saat rum ano sok rum adi Jisu ah phaakjaaja angta eno heh damdi mih wanyi roong chapta.
33 Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: „Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;” men han vidste ikke, hvad han sagde.
Mih wanyi ah dokkhoom lini, Pitar ih Jisu suh liita, “Nyootte, tumthan ese ah seng aani ang ih no ah! Seng ih nyutaap ejom than hoon ih, esiit ah an raangtaan, esiit ah Moses raangtaan, eno esiit ah Elijah raangtaan.” (Amiimi di heh teeteewah ih tajatta heh ih tumjih suh liita rah ah).
34 Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen.
Heh ih tiit ah maang thoon baatka di, jiingmuung laaphaang ah ih wiithuk rumta; eno heliphante loong ah jiingmuung ih loopjoh rum kano echo erumta.
35 Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: „Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!”
Eno jiingmuung mong ni jeng arah japchaat rumta, “Arah nga sah, ngah ih daanje ang rah— heh jeng ah echaat et an!”
36 Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.
Jeng toojengta adi, Jisu ah heh luulu ih dong hoonta. Erah pootdi heliphante loong ah tikwaawa ih tikdat rumta, tumjih tup rumta tiit ah neng chamchi ni nep tanaan waantiit rumta.
37 Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare.
Saalih adi Jisu nyia Heliphante wajom kong nawa dat karum adi, miloong hantek Jisu damdi chomui rumta.
38 Og se, en Mand af Skaren raabte og sagde: „Mester! jeg beder dig, se til min Søn; thi han er min enbaarne.
Erah loongdung adi mih wasiit riingta, “Nyootte! An lasih johala, nga sah ah sokboi weeuh—nga sah ngah di heh luulu!
39 Og se, en Aand griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, saa at han fraader, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham;
Laathih rah baphuk ih eriing damdi heh sak adi patleh loonghaat eno leh mangtek thuk kah et ah, eno heh tu adi tookwu ah dong kah eah; emamah ban chamnaang thuk ruh et ha, chaan ih ba kadaap haat ah!
40 og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke.”
Ngah ih an liphante loong lasih taat joh rumtang, ang abah uh neng ih tajen dokphan rumta.”
41 Men Jesus svarede og sagde: „O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og taale eder? Bring din Søn hid!”
Jisu ih ngaakbaatta, “Sen loong lahanpiite nyia ethih mina loong boh ah! Ngah sen damdam sa mathan maajen roong tonghang? Sen damdam tonghang no sa mathan maajen toonjoh rumha?” Eno heh ih erah wah asuh baatta, “An sah rah aako et siit wanho.”
42 Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Aand i ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham tilbage.
Noodek ah wang damdam, laathih rah ih hah ni loonghaat ano mangtek thukta. Jisu ih laathih rah dokphan kano noodek ah laan de ruh eta, eno heh wah suh ngaak kota.
43 Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple:
Rangte chaan ah tup rum ano warep paatja rumta. Heliphante loong suh baat rumta tok adi, mina loong ah Jisu reeta asuh thok paatja ruh ih rumta.
44 „Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder.”
“Ngah ih sen suh baat theng eje erah sen ih labeehaat theng! Mina Sah rah hansi chaan aphaan mina loong lak nah jokoh rumte angla.”
45 Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, saa de ikke begrebe det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord.
Ang abah uh heliphante loong ih tumjih suh liita erah tajat rumta. Erah jengkhaap ah neng suh tami dongjat thuk rumta, erah thoidi neng ih tajen samjat rumta, eno erah tiit ah cheng suh uh echo ih rumta.
46 Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største af dem.
Heliphante loongdung ni elongthoon ah o angjih ah, erah tungthoidi daanmui rumta.
47 Men da Jesus saa deres Hjertes Tanke, tog han et Barn og stillede det hos sig.
Jisu ih neng tenthun ah ejat eta, eno heh ih noodek esiit toonsiit ano heh re adi chap thuk ano,
48 Og han sagde til dem: „Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor.”
baat rumta, “O mina ih arah noodek nga mendoh noppoon ah, erah ih ngah noppoon halang; erah damdi o ih ngah noppoon halang, erah ih ngah daapkaat teewah anep noppoonha. Erah raang ih sengdung ni ehin thoon o ah erah ba elongthoon ang ah.”
49 Men Johannes tog til Orde og sagde: „Mester! vi saa en uddrive onde Aander i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os.”
Joon ih liita, “Nyootte, seng ih mih wasiit ih an mendi laathih dokphan arah tupti, eno seng ih tanghaamti, tumeah heh ah sengjoon tah angta.”
50 Men Jesus sagde til ham: „Forbyder ham det ikke; thi den, som ikke er imod eder, er for eder.”
“Nakmok tanghaam an,” Jisu ih heh suh liita eno wahoh loong heliphante loong asuh nep baatta, “Tumeah o mina sendi tadaan muira erah sen raangtaan ang ah.”
51 Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes, da fæstede han sit Ansigt paa at drage til Jerusalem.
Jisu ah rang nah toonsiit wan saapoot thok kohaano, heh thung ni Jerusalem nah kaat suh thunta eno dokkhoomta.
52 Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge.
Samaria ni hadaang esiit heh raangtaan ih jaatrep ah ban khookham suh, heh ih kongphaak kotte bandaap kaatta.
53 Og de modtoge ham ikke, fordi han var paa Vejen til Jerusalem.
Enoothong erah nok hate loong rah ih tabansok rumta, tumeah heh ah jatririh Jerusalem nah kaatte angta.
54 Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, saa det, sagde de: „Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom ogsaa Elias gjorde?”
Jeems nyia Joon ih erah soknyu ano, li nyuuta, “Teesu, an ih sek suh arah mina loong ah tek haat raangtaan ih rang nawa we tam datpoon thuk he tih?”
55 Men han vendte sig og irettesatte dem.
Jisu ih ngaaksok ano kanja nyuuta.
56 Og de gik til en anden Landsby.
Eno Jisu nyi heliphante loong ah hahoh ko ih karumta.
57 Og medens de vandrede paa Vejen, sagde en til ham: „Jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.”
Neng lam ni karum adi, mih wasiit ih Jisu suh baatta, “An maako ih kah uh ngah an damdam ehang.”
58 Og Jesus sagde til ham: „Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.”
Jisu ih baatta, “Maaut di heluung jeela, woh de ah neng tep, enoothong Mina Sah raangtaan ih bah maani uh heh naangtong theng taan uh tajeeka.”
59 Men han sagde til en anden: „Følg mig!” Men denne sagde: „Herre! tilsted mig først at gaa hen at begrave min Fader.”
Heh ih wahoh asuh we baatta, “Nga lilih eho.” Eno erah warah ih liita, “Nyootte, jaakhoh ngah ih sengwah mang chaak beng wang ang.”
60 Men han sagde til ham: „Lad de døde begrave deres døde; men gaa du hen og forkynd Guds Rige!”
Jisu ih ngaakbaatta, “Etekte loong ah neng neng toom beng mui rum ah. An ih Rangte tiit thong tumbaat kaat uh.”
61 Men ogsaa en anden sagde: „Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus.”
Eno wahoh ih we baatta, “Chuupha, ngah an lilih ehang, enoothong ngah jaatang damdoh chaak raajeng wang ang.”
62 Men Jesus sagde til ham: „Ingen, som lægger sin Haand paa Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige.”
Jisu ih heh suh baatta, “O bah uh phek ah taat phang moot ano heh lakkah ah ban ngaaksok ruh eha mina abah Rangte Hasong ni tapunka.”
