Lukas 6
1 Men det skete paa den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med Hænderne og spiste.
Ko jekh savato o Isus nakhino maškaro njive. A lesere učenici čedinde e đivesoro klaso, morde le vastencar hem hale.
2 Men nogle af Farisæerne sagde: „Hvorfor gøre I, hvad det ikke er tilladt at gøre paa Sabbaten?‟
Tegani nesave fariseja phende: “Sose ćerena adava so palo Zakoni na tromal pe ko savato?”
3 Og Jesus svarede og sagde til dem: „Have I da ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham?
O Isus phenđa lenđe: “Na čitinđen li ano Sveto lil adava so ćerđa o David kad bokhalile ov hem okola so inele oleja?
4 hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og gav ogsaa dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt at spise dem uden Præsterne alene.‟
Đerdinđa ano čher e Devlesoro, lelja hem halja o posvetime maro, savo nikase na inele muklo te han sem e sveštenikonenđe, hem čak dinđa le okolenđe so inele oleja te han.”
5 Og han sagde til dem: „Menneskesønnen er Herre ogsaa over Sabbaten.‟
I phenđa lenđe: “Me, o Čhavo e manušesoro, injum gospodari e savatesoro.”
6 Men det skete paa en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Haand var vissen.
Ko aver savato, o Isus đerdinđa ki sinagoga hem sikavđa. I adari inele jekh manuš kasoro desno vas inele šuko.
7 Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare paa ham, om han vilde helbrede paa Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham for.
Tegani o učitelja e Zakonestar hem o fariseja posmatrinena le ine te dikhen na li ko savato ka sasljari, sar te šaj tužinen le.
8 Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde den visne Haand: „Rejs dig og staa frem her i Midten!‟ Og han rejste sig og stod frem.
A ov džanđa lengere mislija hem phenđa e manušese kas inele šuko vas: “Ušti hem terđov ko maškar!” I ov uštino hem terdino.
9 Men Jesus sagde til dem: „Jeg spørger eder, om det er tilladt at gøre godt paa Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at ødelægge det?‟
A o Isus phenđa lenđe: “Te pučav tumen: so tromal pe te ćerel pe ko savato: šukaripe ili bišukaripe? Te spasini pe o dživdipe ili te uništini pe?”
10 Og han saa omkring paa dem alle og sagde til ham: „Ræk din Haand ud!‟ Og han gjorde det; da blev hans Haand sund igen som den anden.
I dikhindoj ano sarijende, phenđa lese: “Pružin to vas!” I ov ćerđa ađahar hem lesoro vas ulo sasto.
11 Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de skulde gøre ved Jesus.
A o fariseja hem o učitelja e Zakonestar pherdile bari holi hem vaćerde maškara pumende so šaj te ćeren e Isusese.
12 Men det skete i disse Dage, at han gik ud paa et Bjerg for at bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud.
Adala dive, o Isus dželo ki gora te molini pe. I nakhavđa sa i rat ani molitva e Devlese.
13 Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv af dem, hvilke han ogsaa kaldte Apostle:
Kad dislilo, vičinđa kora peste ple učenikonen hem birinđa olendar dešu dujen, kolen vičinđa apostolja:
14 Simon, hvem han ogsaa kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus
e Simone kole vičinđa Petar, hem lesere phrale e Andreja, e Jakove hem e Jovane, e Filipe hem e Vartolomeje,
15 og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes Zelotes,
e Mateje hem e Toma, e Jakove e Alfejesere čhave hem e Simone kovai vičime Zilot,
16 Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder.
e Juda e Jakovesere čhave, hem e Juda e Iskariote, kova ulo izdajniko.
17 Og han gik ned med dem og stod paa et jævnt Sted, og der var en Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon,
I o Isus huljindoj olencar, terdino ko ravno than. A adari inele sa edobor lesere učenici hem but narodo taro but thana e judejakere, đi hem tari diz Jerusalim, hem taro e tiresere hem e sidonesere pašutne thana savei uzalo more.
18 som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme. Og de plagede bleve helbredte fra urene Aander;
Ale te šunen le hem te oven sasljarde oto pumare nambormipa. A saslile hem okola kolen mučinde o bišukar duhija.
19 og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte alle.
I sa o manuša rodinde te pipinen le adalese so baro zoralipe ikljola ine olestar hem sasljari sarijen.
20 Og han opløftede sine Øjne paa sine Disciple og sagde: „Salige ere I fattige, thi eders er Guds Rige.
I o Isus dikhlja ano ple učenici, i lelja te vaćeri: “Bahtale injen tumen o čorore, adalese soi o carstvo e Devlesoro tumaro!
21 Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle le.
Bahtalei okola kolai akana bokhale, adalese so o Devel ka čaljari tumen! Bahtalei okola kola akana rovena, adalese so ka asan!
22 Salige ere I, naar Menneskene hade eder, og naar de udstøde eder og haane eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens Skyld.
Bahtale injen kad o manuša mrzinena tumen, kad odbacinena tumen, uvredinena tumen hem lađarena tumen da injen bišukar adalese so verujinena ana mande, ano Čhavo e manušesoro!
23 Glæder eder paa den Dag, og jubler; thi se, eders Løn er stor i Himmelen. Thi paa samme Maade gjorde deres Fædre ved Profeterne.
Tegani radujinen tumen hem ripinen oto bahtalipe, adalese so adžićeri tumen bari nagrada ko nebo! Adalese so, ađahar ćerena ine hem lengere pradada e prorokonencar.
24 Men ve eder, I rige, thi I have allerede faaet eders Trøst.
Ali jao tumenđe e barvalenđe, adalese so već leljen tumari uteha!
25 Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I, som nu le, thi I skulle sørge og græde.
Jao tumenđe kola akana injen čaljarde, adalese so ka oven bokhale! Jao tumenđe kola akana asana, adalese so ka tugujinen hem ka roven!
26 Ve eder, naar alle Mennesker tale godt om eder; thi paa samme Maade gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.
Jao tumenđe kad sa o manuša vaćerena šukar tumendar, adalese so ađahar vaćerena ine hem lengere pradada e hovavne prorokonendar.”
27 Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem godt, som hade eder;
“A vaćerava tumenđe so šunena: Mangen tumare neprijateljen! Ćeren šukaripe okolenđe so mrzinena tumen!
28 velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke eder.
Blagoslovinen okolen so dena tumen armanja! Molinen tumen okolenđe so ćerena tumenđe bišukaripe!
29 Den, som slaar dig paa den ene Kind, byd ham ogsaa den anden til; og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke Kjortelen!
Okolese kova khuvela tut ki čham, irin hem aver čham. Okolese kova lela to ogrtači, ma zabranin te lel tutar hem o gad.
30 Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er, kræve du det ikke igen!
De đijekhese kova rodela tutar nešto, hem te neko lela okova soi klo, ma rode adava palal.
31 Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligesaa skulle ogsaa I gøre imod dem!
I sar so mangena avera te ćeren tumenđe, ađahar ćeren tumen olenđe.
32 Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor? Thi ogsaa Syndere elske dem, som dem elske.
Te mangena samo okolen kola tumen mangena, savi pohvala šaj te dobinen? Adalese so hem o grešnici mangena okolen kola olen mangena.
33 Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak have I derfor? Thi ogsaa Syndere gøre det samme.
Ađahar da, te ćerđen šukaripe okolenđe kola tumenđe ćerena šukaripe, savi pohvala šaj te dobinen? Hem o grešnici ćerena ađahar.
34 Og dersom I laane dem, af hvem I haabe at faa igen, hvad Tak have I derfor? Thi ogsaa Syndere laane Syndere for at faa lige igen.
Te dinđen ko zajam pare okolenđe kastar adžićerena te irinen tumenđe, savi pohvala šaj te dobinen? Hem o grešnici dena ko zajam jekh averese te šaj irini pe lenđe edobor.
35 Men elsker eders Fjender, og gører vel, og laaner uden at vente noget derfor, saa skal eders Løn være stor, og I skulle være den Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde.
Nego, mangen tumare neprijateljen, ćeren lenđe šukaripe hem den len ko zajam bizo nisavo adžićeriba te irini pe tumenđe adava! I o Devel ka del tumen bari nagrada. I ka oven čhave e Najbaresere, adalese soi ov šukar hem premalo nezahvalna hem premalo bišukar.
36 Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig.
Oven milosrdna sar soi milosrdno tumaro Dad kovai ano nebo!”
37 Og dømmer ikke, saa skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal der forlades eder;
“Ma sudinen hem čače naka sudini pe tumenđe! I ma osudinen hem čače naka oven osudime! Oprostinen hem ka oprostini pe tumenđe!
38 giver, saa skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt Maal skulle de give i eders Skød; thi med hvad Maal I maale, skal der tilmaales eder igen.‟
Den hem ka del pe tumenđe: mera šukar, pritiskime, tresime hem prepherdi ka čhivel pe tumenđe ki angali. Adalese so, sava meraja merinena, esavkaja ka merini pe tumenđe.”
39 Men han sagde dem ogsaa en Lignelse: „Mon en blind kan lede en blind? Ville de ikke begge falde i Graven?
I vaćerđa lenđe akaja uporedba: “Šaj li o kororo te legari e korore? Na li soduj ka peren ki rupa?
40 En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt færdig, skal være som sin Mester.
Nane o učeniko upreder o učitelj. I đijekh kovai sikavdo sa, ka ovel samo sar plo učitelj.
41 Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var?
A sose dikheja i trunka ani jakh te phralesiri, a i greda ani ti jakh na primetineja?
42 Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i dit eget Øje? Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders Øje.
Sar šaj te phene te phralese: ‘Phrala, aš te ikalavtar i trunka oti jakh’, a korkoro na dikheja i greda ani ti jakh? Dujemujengereja, najangle ikal i greda te jakhatar, i tegani šukar ka dikhe te ikale i trunka te phralesere jakhatar.”
43 Thi der er intet godt Træ, som bærer raadden Frugt, og intet raaddent Træ, som bærer god Frugt.
“Nijekh šukar kaš na dela bišukar plod, sar so nijekh bišukar kaš na dela šukar plod.
44 Thi hvert Træ kendes paa sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en Tornebusk.
Adalese so đijekh kaš pendžari pe palo lesoro plod. Sar so džanen, o smokve na čedena pe oto kare ni o drakha na čedena pe oti kupina.
45 Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forraad; thi af Hjertets Overflødighed taler hans Mund.
E šukare manuše isi šukaripe ano vilo, i ađahar, ple vilestar ikali šukaripe, a o bišukar manuš ple vilestar ikali bišukaripe. Adalese so e manušesoro muj vaćeri adava sojai lesoro vilo pherdo.”
46 Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg siger?
“Sose vičinena man: ‘Gospode, Gospode!’, a na ćerena okova so vaćerava?
47 Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem, hvem han er lig, skal jeg vise eder.
Đijekh kova avela mande hem šunela mle lafija hem ćerela len, ka mothovav tumenđe upra kastei:
48 Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden og lagde Grundvolden paa Klippen; men da en Oversvømmelse kom, styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi det var bygget godt.
Ovi upro manuš kova ćerindoj plo čher handlja hem ćerđa hor, ćerđa o temelji upro bar hem vazdinđa o čher. I kad ale o panja, i len khuvđa ko adava čher, ali našti ine te potresini le adalese soi ćerdo šukar.
49 Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske, der byggede et Hus paa Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede imod det, og det faldt straks sammen, og dette Huses Fald blev stort.‟
A okova kova šunđa mle lafija, a na ćerđa len, ovi upro manuš kova ćerđa plo čher ki phuv bizo temelji, ko savo khuvđa i len hem otojekhvar peravđa le, i oto čher uli bari ruševina.”
