Lukas 5
1 Men det skete, da Folkeskaren trængte sig sammen om ham og hørte Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø,
Xundaⱪ boldiki, u Ginnisarǝt kɵlining boyida turƣanda, halayiⱪ Hudaning sɵz-kalamini anglax üqün uning ǝtrapiƣa olixip ⱪistilixip turatti.
2 da saa han to Skibe staa ved Søen; men Fiskerne vare gaaede fra dem og toede Garnene.
U kɵl boyida turƣan ikki kemini kɵrdi. Beliⱪqilar bolsa kemidin qüxüp, [ⱪirƣaⱪta] torlirini yuyuxuwatatti.
3 Og han gik om Bord i et af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidt fra Land; og han satte sig og lærte Skarerne fra Skibet.
U kemilǝrdin birigǝ, yǝni Simonningkigǝ qiⱪip, uningdin kemini ⱪirƣaⱪtin sǝl yiraⱪlitixni iltimas ⱪildi. Andin u kemidǝ olturup top-top halayiⱪⱪa tǝlim bǝrdi.
4 Men da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: „Far ud paa Dybet, og kaster eders Garn ud til en Dræt!‟
Sɵzi tügigǝndin keyin, u Simonƣa: — Kemini qongⱪurraⱪ yǝrgǝ ⱨǝydǝp berip, beliⱪlarni tutuxⱪa torliringlarni selinglar, — dedi.
5 Og Simon svarede og sagde til ham: „Mester! vi have arbejdet hele Natten og fik intet; men paa dit Ord vil jeg kaste Garnene ud.‟
Simon uningƣa jawabǝn: — Ustaz, biz pütün keqiqǝ japa tartip ⱨeq nǝrsǝ tutalmiduⱪ. Biraⱪ sening sɵzüng bilǝn torni salsam salay, dedi.
6 Og da de gjorde det, fangede de en stor Mængde Fisk, og deres Garn sønderreves.
Ular xundaⱪ ⱪiliwidi, nurƣun beliⱪlar torƣa qüxti; tor sɵkülüxkǝ baxlidi.
7 Og de vinkede ad deres Stalbrødre i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom, og de fyldte begge Skibene, saa at de vare nær ved at synke.
Xuning bilǝn ular baxⱪa kemidiki xeriklirini yardǝmgǝ kelixkǝ ixarǝt ⱪilixti. Ular kelip, [beliⱪlarni] ikki kemigǝ liⱪ ⱪaqiliwidi, kemilǝr qɵküp ketǝy dǝp ⱪaldi.
8 Men da Simon Peter saa det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: „Gaa bort fra mig, thi jeg er en syndig Mand, Herre!‟
Simon Petrus bu ixni kɵrüp, Əysaning tizliri aldida yiⱪilip: — Mǝndin yiraⱪlaxⱪaysǝn, i Rǝb! Qünki mǝn gunaⱨkarmǝn! — dedi.
9 Thi en Rædsel var paakommen ham og alle dem, som vare med ham, over den Fiskedræt, som de havde faaet;
Qünki bunqǝ kɵp beliⱪ tutulƣanliⱪidin u wǝ uningƣa ⱨǝmraⱨ bolƣanlirini ⱨǝyranliⱪ basⱪanidi.
10 ligeledes ogsaa Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, som vare Simons Stalbrødre. Og Jesus sagde til Simon: „Frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker.‟
Wǝ Simonning xerikliri — Zǝbǝdiyning oƣulliri Yaⱪup bilǝn Yuⱨannamu ⱨǝm xundaⱪ ⱨǝyran ⱪaldi. Əmdi Əysa Simonƣa: — Ⱪorⱪmiƣin, buningdin keyin sǝn adǝm tutⱪuqi bolisǝn — dedi.
11 Og de lagde Skibene til Land og forlode alle Ting og fulgte ham.
Ular kemilǝrni ⱪirƣaⱪⱪa qiⱪirip, ⱨǝmmǝ nǝrsini taxlap ⱪoyup, uningƣa ǝgixip mangdi.
12 Og det skete, medens han var i en af Byerne, se, da var der en Mand fuld af Spedalskhed; og da han saa Jesus, faldt han paa sit Ansigt, bad ham og sagde: „Herre! om du vil, kan du rense mig.‟
Xundaⱪ boldiki, u xǝⱨǝr-yezilarning biridǝ bolƣanda, mana xu yǝrdǝ, pütün bǝdinini mahaw besip kǝtkǝn bir adǝm bar idi; u Əysani kɵrüpla uning ayiƣiƣa ɵzini etip uningdin: — Tǝⱪsir, ǝgǝr sǝn halisang, meni saⱪaytip pak ⱪilalaysǝn! — dǝp yalwurdi.
13 Og han udrakte Haanden og rørte ved ham og sagde: „Jeg vil; bliv ren!‟ Og straks forlod Spedalskheden ham.
Əysa ⱪolini sozup uningƣa tǝgküzüp turup: — Halaymǝn, paklanƣin! — dewidi, bu adǝmning mahaw kesili dǝrⱨal uningdin kǝtti.
14 Og han bød ham, at han skulde ikke sige det til nogen, men „gaa bort, og fremstil dig for Præsten, og offer for din Renselse, saaledes som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!‟
Əysa uningƣa: — Ⱨazir bu ixni ⱨeqkimgǝ eytma, bǝlki udul berip kaⱨinƣa ɵzüngni kɵrsitip, ularda bir guwaⱨliⱪ bolux üqün, Musa bu ixta ǝmr ⱪilƣandǝk ɵzüngning saⱪaytilƣining üqün bir [ⱪurbanliⱪni] sunƣin, — dedi.
15 Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og store Skarer kom sammen for at høre og for at helbredes for deres Sygdomme.
Lekin u toƣrisidiki hǝwǝr tehimu tarⱪilip pur kǝtti; xuning bilǝn top-top hǝlⱪ uning sɵzini anglax wǝ ɵz aƣriⱪ-kesǝllirini saⱪaytixi üqün uning aldiƣa yiƣilip kelǝtti.
16 Men han gik bort til Ørkenerne og bad.
Ⱨalbuki, u pat-pat ulardin qekinip qɵllük yǝrlǝrgǝ berip dua ⱪilatti.
17 Og det skete en af de Dage, at han lærte, og der sad Farisæere og Lovlærere, som vare komne fra enhver Landsby i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem; og Herrens Kraft var hos ham til at helbrede.
Xu künlǝrning biridǝ xundaⱪ boldiki, u tǝlim beriwatⱪanda, yenida Pǝrisiylǝr wǝ Tǝwrat ǝⱨliliri olturatti. Ular Galiliyǝ, Yǝⱨudiyǝ ɵlkilirining ⱨǝrⱪaysi yeza-ⱪixlaⱪliri wǝ Yerusalemdin kǝlgǝnidi. Pǝrwǝrdigarning kesǝllǝrni saⱪaytix küq-ⱪudriti uningƣa yar boldi.
18 Og se, nogle Mænd bare paa en Seng en Mand, som var værkbruden, og de søgte at bære ham ind og lægge ham foran ham.
Xu pǝyttǝ, mana birⱪanqǝ kixi zǝmbilgǝ yatⱪuzulƣan bir palǝqni kɵtürüp kǝldi. Ular uni uning aldiƣa ǝkirixkǝ intilixti.
19 Og da de ikke fandt nogen Vej til at bære ham ind for Skarens Skyld, stege de op oven paa Taget og firede ham tillige med Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt dem foran Jesus.
Biraⱪ adǝmlǝrning toliliⱪidin kesǝlni ǝkirixkǝ amal tapalmay, ular ɵgzigǝ elip qiⱪip, ɵgzidiki kaⱨixlarni eqip, kesǝlni ɵyning iqigǝ zǝmbildǝ yatⱪan ⱨalda halayiⱪning otturisiƣa, Əysaning aldiƣa qüxürdi.
20 Og da han saa deres Tro, sagde han: „Menneske! dine Synder ere dig forladte.‟
U ularning ixǝnqini kɵrüp [palǝqkǝ]: — Buradǝr, gunaⱨliring kǝqürüm ⱪilindi! — dedi.
21 Og de skriftkloge og Farisæerne begyndte at tænke saaledes ved sig selv: „Hvem er denne, som taler Gudsbespottelser? Hvem kan forlade Synder, uden Gud alene?‟
Tǝwrat ustazliri bilǝn Pǝrisiylǝr kɵngülliridǝ: — Bundaⱪ kupurluⱪ sɵzligǝn bu adǝm kimdur?! Hudadin baxⱪa gunaⱨlarni kǝqürǝlǝydiƣan kim bar? — dǝp oylaxti.
22 Men da Jesus kendte deres Tanker, svarede han og sagde til dem: „Hvad tænke I paa i eders Hjerter?
Biraⱪ Əysa ularning kɵnglidǝ ǝyib izdǝxlirini bilip yetip, jawabǝn: — Silǝr kɵnglünglarda nemixⱪa ǝyib izdǝysilǝr?
23 Hvilket er lettest at sige: Dine Synder ere dig forladte? eller at sige: Staa op og gaa?
«Gunaⱨliring kǝqürüm ⱪilindi!» deyix asanmu yaki «Ornungdin tur, mang!» deyixmu?
24 Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder, ‟ saa sagde han til den værkbrudne: „Jeg siger dig, staa op, og tag din Seng, og gaa til dit Hus!‟
Əmma ⱨazir silǝrning Insan’oƣlining yǝr yüzidǝ gunaⱨlarni kǝqürüm ⱪilix ⱨoⱪuⱪiƣa igǝ ikǝnlikini bilixinglar üqün, — U palǝq kesǝlgǝ: — Sanga eytayki, ornungdin tur, ornungni yiƣixturup ɵyünggǝ ⱪayt! — dǝp buyrudi.
25 Og han stod straks op for deres Øjne og tog det, som han laa paa, og gik hen til sit Hus og priste Gud.
Ⱨeliⱪi adǝm dǝrⱨal ularning aldida ornidin dǝs turup, ɵzi yatⱪan zǝmbilni elip, Hudani uluƣliƣiniqǝ ɵyigǝ ⱪaytti.
26 Og Forfærdelse betog alle, og de priste Gud; og de bleve fulde af Frygt og sagde: „Vi have i Dag set utrolige Ting.‟
Ⱨǝmmǝylǝnni dǝⱨxǝtlik ⱨǝyranliⱪ basti; ular Hudani uluƣlixip, ⱪorⱪunqⱪa qɵmgǝn ⱨalda: — Biz bügün tilsimat ixlarni kɵrduⱪ! — deyixti.
27 Og derefter gik han ud og saa en Tolder ved Navn Levi sidde ved Toldboden, og han sagde til ham: „Følg mig!‟
Bu ixlardin keyin, u yolƣa qiⱪip, Lawiy isimlik bir bajgirni kɵrdi. U baj yiƣidiƣan orunda olturatti. U uningƣa: — Manga ǝgǝxkin! — dedi.
28 Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham.
U ornidin turup, ⱨǝmmini taxlap, uningƣa ǝgǝxti.
29 Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hus; og der var en stor Skare af Toldere og andre, som sade til Bords med dem.
Lawiy ɵyidǝ uningƣa katta bir ziyapǝt bǝrdi. Ular bilǝn zor bir top bajgirlar wǝ baxⱪilarmu xu yǝrdǝ ⱨǝmdastihan bolƣanidi.
30 Og Farisæerne og deres skriftkloge knurrede imod hans Disciple og sagde: „Hvorfor spise og drikke I med Toldere og Syndere?‟
Biraⱪ Pǝrisiylǝr wǝ ularning eⱪimidiki Tǝwrat ustazliri ƣudungxup uning muhlisliriƣa: — Silǝr nemixⱪa bajgir wǝ gunaⱨkarlar bilǝn bir dastihanda yǝp-iqip olturisilǝr?! — dǝp aƣrinixti.
31 Og Jesus svarede og sagde til dem: „De raske trænge ikke til Læge, men de syge.
Əysa ularƣa jawabǝn: — Saƣlam adǝmlǝr ǝmǝs, bǝlki kesǝl adǝmlǝr tewipⱪa moⱨtajdur.
32 Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse.‟
Mǝn ⱨǝⱪⱪaniylarni ǝmǝs, bǝlki gunaⱨkarlarni towiƣa qaⱪirƣili kǝldim, — dedi.
33 Men de sagde til ham: „Johannes's Disciple faste ofte og holde Bønner og Farisæernes ligesaa; men dine spise og drikke?‟
Andin ular uningdin: — Nemixⱪa Yǝⱨyaning muhlisliri daim roza tutup dua-tilawǝt ⱪilidu, Pǝrisiylǝrning muhlislirimu xundaⱪ ⱪilidu, lekin sening muhlisliring yǝp-iqipla yüridiƣu! — dǝp soraxti.
34 Men Jesus sagde til dem: „Kunne I vel faa Brudesvendene til at faste, saa længe Brudgommen er hos dem?
U ularƣa: — Toyi boluwatⱪan yigit toyda toy meⱨmanliri bilǝn ⱨǝmdastihan olturƣan qaƣda ularni roza tutⱪuzalamsilǝr?
35 Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem; da skulle de faste i de Dage.‟
Əmma xu künlǝr keliduki, yigit ulardin elip ketilidu, ular xu künlǝrdǝ roza tutidu.
36 Men han sagde ogsaa en Lignelse til dem: „Ingen river en Lap af et nyt Klædebon og sætter den paa et gammelt Klædebon; ellers river han baade det nye sønder, og Lappen fra det nye vil ikke passe til det gamle.
U ularƣa bir tǝmsilmu kǝltürdi: — Ⱨeqkim yengi kɵnglǝktin yirtip, uni kona kɵnglǝkkǝ yamaⱪ ⱪilmaydu. Undaⱪ ⱪilsa, yengi kɵnglǝknimu yirtⱪan bolidu, xundaⱪla yengidin alƣan yamaⱪmu kona kɵnglǝkkǝ mas kǝlmǝydu.
37 Og ingen kommer ung Vin paa gamle Læderflasker; ellers sprænger den unge Vin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne ødelægges.
Xuningdǝk, ⱨeqkim yengi xarabni kona tulumlarƣa ⱪaqilimaydu. Undaⱪ ⱪilsa, yengi xarabning [kɵpüxi bilǝn] tulumlar yerilidu-dǝ, xarabmu tɵkülüp ketidu; tulumlarmu kardin qiⱪidu.
38 Men man skal komme ung Vin paa nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede.
Xunga yengi xarab yengi tulumlarƣa ⱪaqilinix kerǝk, xundaⱪta ikkilisi saⱪlinip ⱪalidu.
39 Og ingen, som har drukket den gamle, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er god.‟
Uning üstigǝ, ⱨeqkim kona xarabtin keyin yengisini iqixni halimaydu, qünki u: «Boldi, konisi yahxi!» dǝydu.
