Lukas 24
1 Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
Vjwngalu gv arukamchi bv anvnyimv vdwv nyibung lo vngto, bunugv mvnam nampunv vkv bvngla ila.
2 Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
Nyibung agv aaku vlwng nga ngora rodubv bunu kaapa toku,
3 Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
vkvlvgabv bunu arwnglo aatoku vbvritola bunu Ahtu Jisu gv svma nga kaapa kumato.
4 Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon.
Bunu hum abwk kumabv hoka daktoku, lamdubv nyi anyigo achialvbv ungnv vji gvnv vkv bunu gvlo daklwkto.
5 Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?
Anvnyimv vdwv, achialvbv busu laila bunu kwdilo guplwk toku, nyi anyiv anvnyimv vdwa svbv minto, “Turkunv nyi anga sinv vdwlo nonu ogubv kaakar dunv?
6 Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
Nw si dooma; nw turrap roku. Galili lo nw gv riri hoka nonua ogugo nw minpvdw hum mvngpa toka:
7 at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.‟
‘Nyia Kuunyilo nga rimurnv nyi vdwgv laak lo laklwk reku, hum daapo lo takki reku, okv alu loum kochingbv turkur reku.’”
8 Og de kom hans Ord i Hu.
Vbvrikunamv anvnyimv vdwv nw gv minam a mvngpa toku,
9 Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
nyibung lokv vngkur toku, okv ogumvnwngnga lvbwlaksu vring gola akin vdwa minpa toku okv kvvbi mvnwng haka.
10 Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
Anvnyimv vdwv Meri Magdalene, Joana, okv Jems gv anv Meri; bunu okv bunua vngming gvnv kvvbi anvnyimv vdwvka ogu mvnwng sam apostol vdwa minpa toku.
11 Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
Vbvritola apostol vdwv anvnyimv vdwgv minam si minamminsubv mindu nvgo vla mvngtoku, okv bunu anvnyimv vdwa mvngjwng mato.
12 Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
Vbvritola Pitar dokrap toku okv nyibung bv joktoku; nw gublwk toku okv vji kvlap kvchap nvnv jebor a kaapa nyumtoku okv ogu ka kaama toku. Vbvrikunamv ogugo ripv kudw hum lamrw palaku nw naam bv vngkur toku.
13 Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
Ho gv alu akin hoka Jisunyi riming gvnv anyigo nampum aminv Emmaus vnamlo vngdubv vla vngdungto, hv Jerusalem lokv adu v kilomitar vring gola akin gubv rito,
14 Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
Okv bunu ogugo ripv kudw ho mvnwng gv lvga nga raamisito.
15 Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
Vbv bunu raami sula okv mimi surilo Jisu nyi atu v bunugv nvchilo aanwkto okv bunua lvkobv vngming gvto;
16 Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham.
bunu ninyia kaato, vbvritola ninyia kaabwk mato.
17 Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?‟ Og de standsede bedrøvede.
Jisu bunua minto, “Ogugola, nonugv vngying dula raami svgv dvnammv?” Bunu mvngdwk dula, dakbwngto.
18 Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?‟
Bunugv lokv akonvgv aminv Kleopas vnam hv ninyia tvvkato, “No Jerusalem so kaalwkbv aanv vmwngre sogv lonyi loum sokv ogu rinama chima dunv?”
19 Og han sagde til dem: „Hvilket?‟ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;
Nw tvvkato, “Ogu gula?” Bunu mirwkto, “Najaret lokv Jisunyi rinam mamnv,” “So nyi angv si nyijwk go nw Pwknvyarnv nyila okv nyi mvnwngnga mvngpu dubv rila, ninyigv rinam minam mvnwngngv jwkrw doonv gubv okv kairungnv nyijwk gubvrila kaatam toku.
20 og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
Ngonugv nyibu butvnv vdwv okv rigvdogvnv vdwv ninyia mvki tuku vla laklwk la lvklin jitoku, okv ninyi daapolo takki toku.
21 Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
Okv ngonu ninyia Israel am ringlin laji kunv vla mvngtin nyato! hum mvnwng am mimabv, vbvrikunamv silu si alu loum dukunv.
22 Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven,
Anvnyimv megonv ngonua lamrwpamupv; bunu doonyi nyika dubv nyibunglo vngto,
23 og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
Vbvritola ninyigv svma nga kaapama. Bunu vngkorla mintoku bunu nyikrw bv nyidogingdung vdwa kaapvnv ho vdwv nw turkur pvkunv vla bunua mintam toku.
24 Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.‟
Ngonugv lokv megonv nyibunglo vngla kaanam v anvnyimv vdwgv minam rungbv kaapatoku, vbvritola bunu ninyia kaapa mato.”
25 Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt!
Vbvrikunamv Jisu bunua mintoku, “Vdwgo nonu pvcha dukunv, nyijwk vdwgv minam a nonu mvngjwng dubv tapv dunv!
26 Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?‟
Hv Kristo ninyigv yunglit lo aanam lvgabv hinching chingma svngvri?”
27 Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
Okv Jisu ninyigv lvgabv Darwknv Kitap mvnwnglo Moses gv kitap lokv minrapla nyijwk vdwgv lvknam lobv minpv nama bunua minbwk jitoku.
28 Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre.
Bunugv nampum vnglwkjiku gv nvchilo bunu vngrilo Jisu vbv ritoku nw adubv vngtv dvnv aingbv;
29 Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.‟ Og han gik ind for at blive hos dem.
Vbvritola bunu ninyia mintung gvrila, minto, “Ngonua lvkobv doomwng gvlaka; alu v tungtv yanv vngro pvku okv si kanv putv duku.” Vkvlvgabv nw doomwng gvdubv vla bunua vngming gvtoku.
30 Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
Nw bunua lvkobv dvmwng gvdubv vla dootung toku, vtwng nga naatoku, okv bokta doolwk dubv minto; vbvrikunamv nw vtwng nga pintung toku okv bunua jitoku.
31 Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.
Vbvrikunamv bunugv nyik v nyiktar toku okv bunu ninyia kaachin toku, vbvritola nw bunugv kaaku lokv nyetoku.
32 Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?‟
Bunu mimisuto, “Lamtvlo nw gv ngonua gaam raarilo okv Darwknv kitap a minbwk jirilo ngonua vmv gunam jvbv rimapvi?”
33 Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
Bunu vjakgobv gudungto okv Jerusalem lo vngkur toku, hoka bunu lvbwlaksu vring gola akin a paami sutoku kvvbi vdwa lvkobv doobam sidubv
34 „Herren er virkelig opstanden og set af Simon.‟
okv minto, “Ahtu jvjv bv turrap rungpvku! Nw Saimon nyika kaarwk supv!”
35 Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
Nyi anyiv lamtvlo ogugo ripv kudw hum bunua minpa jitoku, okv Ahtu gv vtwng nga pintung rilo bunu oguaing bv kaachin pvkudw humka.
36 Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!‟
Vdwlo anyi gv sum mintam rilo, lamdubv Jisu atubongv bunugv dookulo daklwk toku okv bunua minto, “Nonu gvlo mvngpu v lvkobv doolaka.”
37 Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand.
Bunu achialvbv lamrwpatoku bunu vram go kaadunv vla mvngto.
38 Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
Vbvritola nw bunua minto, “Nonu ogubv lamdunv? Ogubv so gv mvngjwng manamv nonugv haapoklo aapvnv?
39 Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.‟
Ngoogv lvpa okv ngoogv laak am kaatoka okv kaakato si ngo kuna. Ngam mvsit toka, okv nonu chinreku, nonugv ngam kaanam aingbv vram v adwnayak okv loobung gvma doonv.”
40 Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.
Nw vbv mintam toku okv nw gv lvpa okv nwgv laak am bunua kaatam toku.
41 Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?‟
Bunu vjaklodvbv mvngjwng nyuma toku, bunu achialvbv mvngpubv okv lamrwpanam bv ritoku; vkvlvgabv nw bunua tvkato, “Nonu so dvse go dooma lare?”
42 Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
Bunu ninyia ngui nunv go jito,
43 Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
hum nw naagvrila okv bunugv kaakulo dvtoku.
44 Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.‟
Vbvrikunamv nw bunua mintoku, “So gv sum ngoogv nonua lvkobv riri hoka minam v: ngoogv lvga mvnwngnga Moses gv Pvbv lo lvkpv, nyijwk vdwgv lvknam loka okv mirimimpak minam loka v jvjvbv aarung jinv.”
45 Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne.
Vbvrikunamv nw bunugv haapok a Darwknv Kitap a chimu dukubv mvkok toku,
46 Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag,
okv bunua minto, “So svbv lvkpvnv: Kristo hingching chirungre okv alu loum kochinglo sinam lokv turrap reku,
47 og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
okv ninyigv amin lokv mvngdin okv rimur a mvngnga kunamgv doin a Jerusalem lokv rirap laila, mooku mvnwnglo japgo reku.
48 I ere Vidner om disse Ting.
Nonu kuna so vdw sum mingo yajikunv.
49 Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.‟
Okv ngo Atu v ngo Abu gv milv nama nonu gvlo jilu jire. Vbvritola nonu pamtv lo kaayala doorung laka aotolokv jwkrw v nonu gvlo aalwkma dvdvlobv.”
50 Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
Vbvrikunamv nw bunua pamtv agum lo lingv toku Betani jebv adu lo, hoka nw ninyigv laak v idungto okv bunua boktalwkji toku.
51 Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
Nw bunua aya jidung dvla, nw bunua vngyu toku okv nyidomooku bv naacha toku.
52 Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
Bunu ninyia kumtoku okv Jerusalem bv vngkur toku, kairungbv mvngpu puingla,
53 Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.
okv bunugv rinam doonam mvnwngnga Pwknvyarnvnaam lo Pwknvyarnvnyi umbonyikv vla relwkdoolwk toku.
