Lukas 24
1 Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
Men den fyrste dagen i vika, tidleg i otta, kom dei til gravi, og hadde med seg kryddorne som dei hadde laga til.
2 Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
Då fekk dei sjå at steinen var velt ifrå gravi;
3 Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
dei gjekk inn, men fann ikkje likamen åt Herren Jesus.
4 Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon.
Dei visste ikkje kva dei skulde tenkja um dette; då stod det med ein gong tvo menner i skinande klæde innmed deim,
5 Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?
og med dei fulle av otte stirde nedfyre seg, sagde mennerne til deim: «Kvi leitar de etter den livande millom dei daude?
6 Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
Han er ikkje her; han hev stade upp att. Kom i hug kva han sagde med dykk då han endå var i Galilæa,
7 at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.‟
at Menneskjesonen skulde gjevast i henderne på synduge menneskje og krossfestast, og standa upp att tridje dagen!»
8 Og de kom hans Ord i Hu.
Då kom dei i hug ordi hans,
9 Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
og dei gjekk burt att frå gravi, og fortalde alt dette til dei elleve og alle dei andre.
10 Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
Det var Maria Magdalena og Johanna og Jakobs-Maria og dei hine kvinnorne i fylgjet deira - dei sagde dette med apostlarne;
11 Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
men dei tenkte det var noko vas dei for med, og trudde deim ikkje.
12 Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
Peter sprang like vel av stad til gravi, og då han lutte seg ned, såg han ikkje anna enn likklædi; so gjekk han burt att, og undrast med seg yver det som var hendt.
13 Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
Same dagen gjekk tvo av deim utetter til ein liten by som heiter Emmaus, og ligg ei mil frå Jerusalem,
14 Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
og på vegen tala dei med einannan um alt det som nyst hadde hendt.
15 Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
Med dei no gjekk og tala og dryfte det med kvarandre, kom Jesus sjølv innåt og slo fylgje med deim;
16 Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham.
men augo deira var fjetra, so dei kjende honom ikkje.
17 Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?‟ Og de standsede bedrøvede.
«Kva er det for ting de røder so um, med de gjeng etter vegen?» spurde han. Då stana dei, og det var sjåande til at dei sturde.
18 Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?‟
Og den eine av deim - han heitte Kleopas - tok til ords og sagde til honom: «Du må visst vera den einaste som held til i Jerusalem og ikkje veit kva som hev hendt der desse dagarne!»
19 Og han sagde til dem: „Hvilket?‟ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;
«Kva for noko?» spurde han. «Det med Jesus frå Nasaret, » svara dei, «han som var ein profet, megtig i gjerning og ord for Gud og alt folket,
20 og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
korleis øvsteprestarne og rådsherrarne våre fekk dømt honom frå livet og krossfeste honom.
21 Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
Og me vona at han var den som skulde løysa ut Israel. Og med alt det so er det no på tridje dagen sidan dette gjekk fyre seg.
22 Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven,
Men so hev og nokre kvinnor i flokken vår sett oss i uro og undring; dei var i otta ved gravi,
23 og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
og fann ikkje likamen hans, men kom og fortalde at dei hadde set ei syn av englar, og at englarne hadde sagt at han liver.
24 Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.‟
Nokre av felagerne våre gjekk då ut til gravi, og fann det heiltupp so som kvinnorne hadde sagt, men honom såg dei ikkje.»
25 Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt!
«Å, for uvituge de er, » svara han, «og for seinhuga til å tru alt det som profetarne hev tale!
26 Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?‟
Laut ikkje Messias lida dette, fyrr han kunde ganga inn til sin herlegdom?»
27 Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
So tok han til frå Moses og alle profetarne, og i alle skrifterne lagde han ut for deim det som er sagt um honom der.
28 Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre.
Då dei var tett innmed den byen dei skulde til, lest han vilja ganga lenger.
29 Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.‟ Og han gik ind for at blive hos dem.
Men dei nøydde honom og sagde: «Ver hjå oss! Det lid til kvelds, og dagen hallar.» So gjekk han inn og var hjå deim.
30 Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
Som han no sat til bords med deim, tok han brødet og velsigna det, og braut det og gav deim.
31 Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.
Då vart augo deira upplatne, so dei kjende honom att; men i det same kvarv han burt for augo deira.
32 Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?‟
Då sagde dei med einannan: «Brann ikkje hjarta i oss då han tala med oss på vegen, då han lagde ut skrifterne åt oss?»
33 Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
Og dei tok ut i same stund, og gjekk attende til Jerusalem. Dei fann dei elleve og felagarne deira samla, og dei sagde:
34 „Herren er virkelig opstanden og set af Simon.‟
«Herren hev sanneleg stade upp att, og hev synt seg for Simon.»
35 Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
Og sjølve fortalde dei um det som hadde hendt på vegen, og korleis dei hadde kjent honom då han braut brødet.
36 Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!‟
Best dei tala um dette, stod han sjølv midt ibland deim og sagde: «Fred vere med dykk!»
37 Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand.
Dei kvakk og vart rædde, og trudde det var ei ånd dei såg.
38 Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
Då sagde han til deim: «Kvi er de so forstøkte, og kvifor vaknar det tvil i hjarta dykkar?
39 Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.‟
Sjå henderne og føterne mine, at det er eg sjølv! Kjenn på meg og sjå! Ei ånd hev då’kje kjøt og bein, som de ser eg hev.»
40 Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.
Då han hadde sagt det, synte han deim henderne og føterne sine.
41 Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?‟
Då dei endå ikkje kunde tru for gleda, men berre undra seg, sagde han: «Hev de noko etande her?»
42 Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
Dei gav han eit stykke steikt fisk og noko av ei honningkaka,
43 Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
og han tok det og åt det for augo deira.
44 Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.‟
So sagde han til deim: «Dette var det eg tala til dykk um då eg endå var i lag med dykk, at alt som er skrive um meg i Moselovi og profetarne og salmarne, laut sannast.»
45 Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne.
So let han upp for tankarne deira, so dei kunde skyna skrifterne.
46 Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag,
«So stend skrive, » sagde han, «at Messias skal lida og standa upp frå dei daude tridje dagen,
47 og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
og i hans namn skal umvending og syndeforlating ropast ut for alle folkeslag; frå Jerusalem skal det ganga ut.
48 I ere Vidner om disse Ting.
De skal sjølve vitna um dette.
49 Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.‟
Og no vil eg senda yver dykk det som far min hev lova; men de skal halda dykk rolege i byen, til de vert budde med kraft frå det høge.»
50 Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
Sidan tok han deim med seg ut or byen, til burt imot Betania, og han lyfte upp henderne og velsigna deim.
51 Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
Og med han lyste velsigningi, skildest han frå deim og for upp til himmelen.
52 Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
Og dei kasta seg på kne og tilbad honom. So gjekk dei attende til Jerusalem i stor gleda,
53 Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.
og sidan var dei allstødt i templet og lova og prisa Gud.
