Lukas 24
1 Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
Ie amy loak’andro’ i Sabotsey, nañaleñaleñe mb’an-donake mb’eo ninday o raha mandrifondrifoñe nihajarie’ iereoo.
2 Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
Zoe’ iareo te nidogeratse i vato-pikalañe i lonakeiy.
3 Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
Nizilik’ ao iereo fe tsy nahaisake ty fañòva’ Iesoà Talè.
4 Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon.
Ie mbe nidaba amy raha zay, inge nisodehañe añ’ila’iareo eo ty ndaty roe an-tsaroñe mipelapelatse.
5 Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?
Nianifañe iereo vaho nampiondre-daharam-ban-tane, fe nanoa’ iereo ty hoe. Ino ty paia’areo i veloñey an-tanen-dolo atoy?
6 Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
Tsy ato re fa natroatse! Tiahio i nanoa’e ie mbe e Galilia añey
7 at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.‟
t’ie, Tsy mahay tsy hatolotse am-pità’ o bei-hakeoo i Ana’ondatiy, le ho peheñe an-katae ajale vaho hivañom-beloñe ami’ty andro fahatelo.
8 Og de kom hans Ord i Hu.
Le nitiahi’ iereo i saontsi’ey.
9 Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
Ie nibalike boak’ an-donake ao le nitalily irezay amy folo-raik’ amby rey naho amo ila’e iabio.
10 Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
I Miriame nte-Magdalà, naho i Johana, naho i Marie rene’ Iakoba, vaho ty ila’ iereo ro nitalily amo Firàheñeo.
11 Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
Fe nihoe kanifonifok’ am’iereo i saontsi’ iareoy, le tsy niantofa’ iareo;
12 Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
fe niongake t’i Petera nihitrihitry ty lay mb’ an-donake mb’eo; ie nibokoboko, le i lamban-doloy avao ty nioni’e eo hoek’eo; vaho nimpoly, latsa amy nifetsakey.
13 Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
Inao! nigodañe mb’ an-drova atao Emaosy mb’eo ty roe am’ iereo amy àndro zay, eva’e ho enem-polo stadia hirike e Ierosaleme añe,
14 Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
nifanaontsy ze hene nitendreke izay.
15 Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
Aa, ie nivesoveso naho nitsakore, le niharinea’ Iesoà vaho nitraofa’e fañavelo.
16 Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham.
F’ie nitakonam-pihaino tsy hahafohiñ’ aze.
17 Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?‟ Og de standsede bedrøvede.
Le nanoa’e ty hoe: Inoñe o ifanaontsia’ areo te mañavelo, kanao manahelo?
18 Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?‟
le hoe ty natoi’ ty atao Kleopasy: Ihe avao hao ty ambahiny e Ierosaleme ao tsy mahafohiñe o raha nifetsak’ atoa amo andro rezaoo?
19 Og han sagde til dem: „Hvilket?‟ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;
Ino? hoe re. Le hoe ty natoi’ iareo: Iesoà nte-Nazareta, nimpitoky fatratse am-pitoloñañe naho tsara añatrefan’ Añahare naho ondaty iabio;
20 og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
ie nasese’ o mpisorom-beio naho o roandrian-tikañeo hafàtse ho vonoeñe, vaho pinè’ iereo.
21 Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
Fe ie ‘nio ty nitamà’ay hijebañe Israele; fa tovo’ iaby izay, androany ty andro faha-telo sikal’ amy nitendreha’ i he’e rezay.
22 Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven,
Eka! nahadaba anay ka ty roakemba’ay ila’e, ie nitsatok’ an-donak’ añe marain-tsikiake,
23 og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
fe tsy nioni’ iereo ao i fañòva’ey, vaho nibalike nitalily te nahaisake ty fisodehan’ anjely nitalily am’ iereo t’ie veloñe.
24 Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.‟
Niavotse mb’an-donake mb’eo ty ila’e ama’ay, le nanjo hambañe amy nitalilie’ i roakemba reiy, fe tsy nahaisak’ aze.
25 Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt!
Aa le hoe ty natao’e am’iereo: O ry bahimo malaon-troke, tsy mahafiantoke ze hene saontsi’ o mpitokio.
26 Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?‟
Tsy linahatse hao te tsi-mete tsy nifeake irezay i Norizañey vaho hizilik’ amy enge’ey?
27 Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
Aa le mifototse amy Mosè naho o mpitoky iabio, le nampalangese’e ama’e o Sokitse Masiñe iabio, ze mioza ama’e ao.
28 Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre.
Ie niharine amy rova homba’ iareoy, le mitse hionjomb’eo t’Iesoà.
29 Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.‟ Og han gik ind for at blive hos dem.
Fe hoe ty nañosiha’iareo aze: Mañialoa ama’ay; ie ho haleñe naho fa miròñe i àndroy. Aa le nimoak’ ao re hialeñe am’iereo.
30 Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
Ie niambesatse am-pandambañañe mindre am’ iereo, le nandrambe mofo naho nitata naho namolake vaho nazotso’e am’ iereo.
31 Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.
Nibarababeak’ amy zao ty fihaino’iareo nahafohiñe aze; f’ie nimosaoñe tsy niisake ka.
32 Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?‟
Aa le nifanaontsy ty hoe iereo: Tsy nimae an-trok’ ao hao tika t’ie nilañoñe amy lalañey vaho nampiborake o Sokitse Masiñeo?
33 Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
Niongak’ amy oray avao iereo, nibalike mb’e Ierosaleme mb’eo, le nifanjo amy folo lahy raik’ amby rey tafatontoñe ao miharo amo mpiam’ iereo,
34 „Herren er virkelig opstanden og set af Simon.‟
ze nanao ty hoe: Toe natroatse t’i Talè! mbore nisodehañe amy Simona.
35 Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
Le natalili’ iareo i tan-dalañe ey rezay, naho t’ie nifohi’ iareo amy namolaha’e mofoy.
36 Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!‟
Mbe nitalily iereo te niloneak’ añivo’ iereo eo t’Iesoà, nanao ty hoe: Fañanintsiñe ama’areo.
37 Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand.
Nitsekake naho nirevendreveñe iereo, hoe te nahaisak’ angatse.
38 Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
Fe hoe re tam’iereo: Inoñ’ o mampihohokòhok’ anahareoo? naho inoñe ty mampivazobazotse ty tro’areo?
39 Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.‟
Hehe o tañakoo naho o tombokoo, izaho ‘nio; itsapao vaho mahaonìña, toe tsy ama’ nofotse naho taolañe o angatseo manahake o isa’areo amakoo.
40 Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.
Ie nagado’e i saontsy zay, le natoro’e iareo o fità’eo naho o fandia’eo.
41 Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?‟
F’ie mbe tsy nahafiantok’ avao fa loho ehake naho latsa; le hoe re: Aman-kaneñe hao nahareo?
42 Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
Le nanjotsoa’ iareo sale-fiañe naho papin-tantele.
43 Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
Rinambe’e vaho nikama añatrefa’iereo.
44 Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.‟
Le hoe re am’iereo: O entañe zao ty nitaroñako t’ie mbe nitraoke, te tsi-mahay tsy ho heneke i pinatetse ty amako amy Ha’ i Mosèy ao naho amo Mpitokio vaho amo Saboo rezay.
45 Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne.
Sinoka’e amy zao ty fivetsevetse’ iareo haharendreke o Sokitse Masiñeo.
46 Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag,
Le hoe re tam’iereo: Hoe ty pinatetse, te tsi-mete tsy holañeñe naho hivañon-ko veloñe amy andro fahateloy i Norizañey
47 og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
vaho ho taroñeñe amy tahina’ey ty fisolohoañe naho ty fañahan-kakeo amo kilakila ondatio mifototse e Ierosaleme ao.
48 I ere Vidner om disse Ting.
Valolombeloñe amy raha rezay nahareo.
49 Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.‟
Inao, hahitriko ama’ areo i nampitaman-dRaekoy; aa le mandiñisa an-drova Ierosaleme ao ampara’ te isaroman-kaozarañe hirik’ añ’ abo.
50 Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
Aa le niaoloa’e pak’ e Betania Anià vaho nañonjom-pitañe, nitata iareo.
51 Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
Ie nitatae’e, le navik’ am’ iereo vaho naonjoñe mb’ andindiñe añe.
52 Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
Nitalahoa’ iareo naho nimpoly mb’e Ierosaleme mb’eo an-kafaleam-bey,
53 Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.
vaho nitolom-pandrenge naho nañandriañe an’Andrianañahare añ’ Anjomban’ Añahare ao. Amena.
